War can't tear us apart...

Elinor skulle giftes med Valthe, men han er udsendt til krigen. I Frankrig sidder Elinor tilbage, men er hun alene?

Det er til konkurrencen "The lucky one" så i må meget gerne like:)

8Likes
16Kommentarer
1065Visninger
AA

1. War can't tear us apart...

 

"I'm not that fragile, i'm not gonna break."

-Molly Sandén.

 

I dag er det den fjerde. Dagen jeg har frygtet siden krigen startede, siden tyskerne sendte deres første bombe af sted. Jeg rejser mig, tager en børste fra bordet, og børster mit hår. Jeg har lige fået mit tøj på da min mor kommer ind til mig.

”Du behøver ikke arbejde i dag.” siger hu, og smiler medlidende til mig. Jeg tror heller ikke jeg kan arbejde, hvordan skal jeg kunne det? I dag når min forlovede, min elskede Valthe skal i krig? En følelse af sorg strømmer gennem mig, og jeg prøver forgæves at forsikre mig selv om at han kommer tilbage.

Han kommer tilbage!

Jeg ved bare ikke om det er i live, eller i en kiste. Jeg tager vandskålen, og vasker mit ansigt. Skålen tager jeg med ned, hvor min familie sidder samlet ved morgenbordet. Jeg hælder langsomt vandet ud, og lytter bare til vandens stille dryppen. Jeg kan fornemme min families blikke i ryggen, men jeg tør ikke kigge på dem. Klumpen i halsen advarer mig. Tårerne kan komme når som helst, de kan komme nu. Eller nu. Jeg tager en dyb indånding, Elinor tag dig nu sammen, du skal kigge på dem for eller siden! Med denne tanke flyvende i mit hoved, vender jeg mig om. De kigger hurtigt væk, og min far begynder at snakke igen. Er de bange for at jeg bryder sammen? Tror de ikke på at jeg kan være stærk?

Jeg er stærk, og jeg kan klare det her. Med eller uden deres hjælp, men én ting vil jeg ikke have fra dem. Medlidende blikke. Forsigtige blikke, som er klar til at sige ”Elinor vi føler med dig” ”Elinor vi kan klare det her sammen.” De ved bare ikke at det her er noget jeg er nødt til at klare selv, det er min kamp. Jeg kan ikke holde deres blikke ud, jeg er nødt til at komme væk. Jeg tager mine sko på, og træder ud i den kølige morgen. Solen står klart på himlen, og gaderne er allerede fuldt med folk. Folk der bruger den sidste tid sammen med deres elskede inden de skal i krig. Frankrig plejede at være neutral i denne krig, ingen ønskede at tage i krig. Men sådan skulle det ikke være, regeringen mente at det var det bedste at kæmpe. At hjælpe andre lande, og så regner de med at de vil hjælpe os.

Jeg sætter mig ned på trappen, og ser på hvordan de skynder sig. Hvorfor kan folk ikke bare nyde livet mens de har det, tage et skridt af gangen. Selvfølgelig kan de ikke det, kan jeg overhovedet det? Tiden flyver af sted, mens gaderne bare bliver mere og mere fyldte. Butikkerne åbner, og gadesælgere råbe op. Jeg går en smule rundt, tænker på alt og intet. Jeg kommer til parken, den er frodig, og smuk med alle de forskellige planter. Jeg sætter mig ved kanten af den lille sø, og lader tankerne svæve.

 

Jeg står i min bryllupskjole, jeg ved ikke hvorfor. Måske får den mig til at tro at han kommer tilbage, at alt ender godt. Men han er væk nu, hvordan skal det nogensinde kunne ende godt? Jeg stryger mine hænder ned af det sukke perlebroderi, der sirligt snore sig ned fra mit liv. Jeg studerer mig selv i spejlet, og fantasien får frit løb. I ét enkelt vidunderligt øjeblik kan jeg se ham for mig, han siger at han elsker mig. En tåre triller ned at min kind, og den trækker det sorte øjne make-up med sig. I en enkelt streg ned af min kind. Jeg løfter en smule op i kjolen og balancerer, på høje hæle, hen til vindueskarmen. Jeg sætter mig, og retter på min kjole. Kjolen ligger i en perfekt bue rundt om mig, og lidt lys fra solen reflekterer sig i perlerne.

Vi skal giftes udenfor, en sommerdag. Jeg kan lige forstille mig hvordan min kjole skinner, mens jeg går de sidste skridt. Op mod ham. Op mod mit livs kærlighed. Op mod Valthe. Jeg åbner vinduet, og må presse en smule da den sidder fast. Vinden blæser ind af vinduet, og tager fat i mit mørkebrune hår og svinger det væk fra mit ansigt. I et øjeblik lukker jeg mine øjne, og bliver ét med vinden. Mine bekymringer blæser væk med vinden, og jeg kan i ét fantastik øjeblik slappe af.

Forsvinde fra det hele.

”Elinor...” jeg åbner øjnene, og kigger en på min yngre søster Bella. Vi står hinanden meget nær, og hun er som min bedste veninde. Hun er den eneste der altid forstår mig, og jeg forstår altid hende. Hun gå hen til mit smykkebord, og tager fat i hendes diadem. Hun skal have det på til brylluppet, det er en mini version af min. Hun tager den på g vender sig mod mig. Vi snakker sammen, selvom der ingen ord kommer. Vi forstår hinanden, selvom ingen siger noget. Jeg rejser mig, og går hen til hende.

”Bella..” siger jeg mens jeg tørre en tåre af hindes kind. Hun tager armene rundt om mig, og jeg kysser hende blidt på hovedet. Jeg forsikrer hende om at det hele nok skal gå, jeg bryder ikke facaden. jeg kan ikke vise Bella hvor meget jeg dør indeni. V stiller os hen til vinduet, og kigger begge hen imod markerne hvor solen er ved at gå ned. En mand kommer gående, han kommer tættere og tættere på. Han bliver tydeligere, og...

Mit hjerte stopper, mens tiden løber videre. Det kan ikke passe, han burde side i flyet. Han burde være på vej krig. Men det er han ikke, han kom tilbage.

Han kom tilbage til mig!

Jeg slipper Bella, og løber ned af trapperne. Kjolen er i vejen, men jeg kan ikke nå at tage den af. Jeg løber ud på gaden hvor folk kigger på mig. Folk jeg kender, og vildt fremmede. Jeg løfter op i kjolen, og løber, ud mod markerne. Ud mod Valthe. Folk smiler, de er glade. Men jeg er gladest! Jeg er den gladeste person på planeten. Min kjole skinner i solen ligesom jeg havde ønsket mig. Valthe løber også, og vi mødes i et kys. Han løfter mig op, og svinger mig rundt så mit slør svinger i luften. Han sætter mig ned på jorden igen.

"Je t'aime" siger han med hans søde franske stemme "Vil du gifte dig med mig?" spørger han.

"Ja" svarer jeg, og kysser ham, kysser min mand, mens solnedgangen skinner på os.

Jeg er så lykkelig, men en høj lyd river mig tilbage til virkeligheden. Folk begynder at skrige, og løbe. Bella råber mit navn, og vil løbe hen til mig, men en mand holder hende tilbage. jeg kigger op på himlen, og ser en bombe som styrer direkte mod os.

"Je t'aime Valthe" siger jeg som det sidste i mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...