Røverdatteren *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2012
  • Opdateret: 24 jun. 2012
  • Status: Færdig
Vi befinder os i 2020. Ronja lever blandt tyve og røvere, og hendes far af leder af en af de største tyvebander i London. Ronja er hans eneste datter og derfor bestemt til at lede efter ham. Men da hun møder den velhavende William, ændre hendes verden sig. For ud over at være rig og venlig, så gemmer William på en stor hemmelighed, som Ronja for alt i verden gerne vil kende. Hun sætter hele sit liv over styr. I sin søgen får hun kendskab til en dyb hemmelighed, som regeringen og NCE gemmer på. Denne historie er en moderne version af Ronja Røverdatter.

67Likes
99Kommentarer
4416Visninger
AA

17. Vågen

Ronja vågnede lettere end de andre gange. Hun følte sig udhvilet, hvilket hun ikke havde gjort længe. Hun tænkte ikke. Hun slappede af og lyttede. Hun blev opmærksom på et bip, der kom fra en maskine. Hun rørte lidt på sig og hendes sanser vågnede.

Hun lå i en seng, det var helt klart en seng. Den var blød og varm, og hun havde noget over sig, som måtte være en dyne. Hun kunne høre stemmer. De var i nærheden, men hun kunne ikke sige præcist hvor de kom fra. Den ene stemme virkede velkendte, den anden var fuldstændig fremmed. Hun åbnede forsigtigt øjnene og så rundt. Rummet var hvidt og sterilt. Der var maskiner, som hun aldrig havde set før, eftersom hun aldrig havde været på et hospital. Hun gik hvert fald ud fra, at hun var på et hospital.

Hun lå i en hospitalsseng, dem havde hun læst om i bøger, og set i det fjernsyn som PX havde fundet til hende. E af maskinerne målte hende puls og hjerterytme. Der var også nogen som ikke var tændt. Nogle af maskinerne sad fast i væggen. Hun bevægede hovedet en smule, og en smerte skød op gennem hendes hoved.

Det gjorde fandens ondt. Nogen måtte have slået hende bevidstløs. Minder og tanker strømmede igennem hendes hjerne. Åh nej! PX! Hendes far! Tyvene! Røverne! Hvad var der sket med dem? Var de okay? Fuck, det var hendes skyld. Hendes skyld det hele. Maskinen der målte hendes puls, begyndte at gå amok og bippe som en sindssyg.

Nogen bevægede sig hen mod hende. Hun kunne høre deres skridt, og blev først rigtig opmærksom nu. Hun vendte hovedet, med hjertet hamrende i sit bryst. En mand på omkring 56, så bekymret på hende. Han var klædt i hvid kittel. En læge.

”Rolig. Du er i sikkerhed.” Sagde han med en rolig og rusten stemme.

I Sikkerhed? Ja sikkert. Politiet ville komme efter hende. Låse hende inde. Hun ville ende sine dage i fængsel. Hun havde bragt hele sin familie i fare. Der var sikkert mange røvere som var blevet fanget. Hun prøvede at rejse sig, men det gik ikke så godt.

Så opdagede hun, hvorfor hun ikke kunne rejse sig. Hun var spændt fast til sengen. Hun var spændt fast med seler hen over brystet, lårene, om benene og om håndleddene. Kendsgerningen at hun var spændt fast, fik kun hendes hjerte til at slå hurtigere. Derudover var der en nål, som sad inden i hende hud og der var en slange som sad fast til nålen. Panikken greb hende.

”Ronja.” Lød en velkendt stemme, og Ronja vendte sin opmærksomhed mod den anden mand. Han havde rynket bryn, hvilket fik ham til at se ældre ud. Han så også en smule træt ud, derudover lignede han sig selv. Det var Simon, Williams far.

”Ronja, fald ned.” Han gik frem mod mig, og lægen flyttede sig så Simon kunne komme til. ”Der sker dig ikke noget.”

”Hvorfor skulle jeg tro på det?” Panikken var tydelig i hendes stemme.

”Fordi jeg ikke gør dig noget, og det gør Dr. Ownson heller ikke. Du befinder dig på et hospital.”

”Hvorfor er jeg spændt fast?” Hendes blik flakkede rundt efter en flugtvej.

”Jeg beklager,” Sagde Simon, og han lød som om han mente det. ”Politiet ville være sikker på at du ikke stak af.”

”Hvorfor er jeg her?” Spørgsmålene røg bare ud af hendes mund. Hun havde så mange spørgsmål. Simon satte sig roligt på sengekanten. Da han gjorde det, gik det op for Ronja. Han var ikke sur på hende. Han hadede hende ikke. Han var bekymret for hende. Men hvorfor? Hun havde løget og var en tyv.

”En fra politiets efterretningstjeneste slog dig ned bagfra, da han så hvad du havde gjort. Det lykkes mig at få dig hertil. Du blødte voldsomt og havde brug for lægehjælp. Udover det havde du brug for at slappe af. Du brugte din energi ret voldsomt, og det havde tydeligt udmattet dig.”

”Hvorfor blev jeg så træt?” Spurgte hun Simon. Ronja var også en smule forvirret.

”Det var første gang du brugte din energi eller magi, om du vil. Den lader sig selv op, men man kan ikke bare bruge den konstant. Første gang er den værste og det mest udmattende.” Simon smilede til hende. Smilede.

Hans venlighed forvirrede hende. Hvorfor var han så venlig? Fordi hun besad en eller anden underlig energi, magi, kraft eller hvad man nu skulle kalde det. Var det derfor han var venlig? Fordi NCE havde brug for hende? Hun forstod ham ikke. Han burde være vred. Synes hun var en irriterende tyvetøs, der bare skulle i fængsel.

Han burde ikke være sød mod hende. Det gav ikke nogen mening. I hvert fald ikke i Ronjas verden. ”Hvad med røverne?” Spurgte hun forsigtigt.

Simons ansigt blev straks mere alvorligt. ”Nogle få døde, de fleste blev fanget, men der var også nogen som stak af.”

Ronja turde næsten ikke håbe. Håbe på at PX og hendes far var stukket af. ”Fangede de min far og PX?”

Simon så forvirret på hende. Han vidste selvfølgelig ikke hvem PX var. ”De fik fat i ham der var inden i det rum, hvor du havde været.” Ronja sank dybere ned i sengen og så op i loftet. Det var hendes skyld. Hvad havde PX ikke gjort for hende? Han havde sat sit liv på spil for at redde hende.

Hvor ville hun ønske, at hun kunne hjælpe ham. Han var god nok. Han havde ikke haft noget valg. Han var dømt til det samme liv som hun var.

”Han er også her.” Det fik Ronja til lynhurtigt at vende hovedet.

”Hvad?!” Var PX også på hospitalet? Det første der ramte hende var lettelse, det næste var frygt. Var han komme alvorligt til skade? Hvorfor skulle han ellers være på et hospital?

Simon måtte have set bekymringen og frygten i hendes ansigt, for han begyndte hurtigt at fortælle videre. ”Han havde nogle indre blødninger, men bare rolig han skal nok komme sig. De er ret gode til at behandle folk her. Men han kan nok ikke se sig uden om en tur i fængslet.”

Nej, det vidste hun jo godt. Men PX var i det mindste okay. Så måtte hun få ham ud af fængslet på en eller anden måde.

”Din far er lederen ikke?” Ronja nikkede og fik en klump i halsen.

”Der er ikke spor efter ham. Politiet fandt ham ikke.” En del af Ronja blev lettet, men en anden del fyldte hende med frygt. Hendes far var et sted derude og han måtte være rasende.

”Hvad med mig? Jeg kan vel heller ikke se mig uden om en tur i fængslet?”

Simon udtryk blev trist og beklagende. ”Nej, jeg prøvede at snakke med dem…. Men de ville ikke bare lade dig gå.”

Det kunne Ronja nu godt forstå, det hun ikke kunne forstå var, hvorfor Simon prøvede at hjælpe hende uden om fængslet.

”Hvorfor vil du hjælpe mig?”

Simon så overrasket på hende. ”Jeg er jo en tyv og en løgner.” Hun vendte igen blikket mod loftet. Hun kunne snart ikke holde det ud mere. Tårerne var på vej.

”Fordi du aldrig har fået en chance. Måske løj du, men jeg mødte stadig en del af den rigtig Ronja. Jeg tror på at hvis du havde haft valget, ville du ikke have valgt dette. Desuden…” Han begyndte at smile. ”Så har min søn brugte ord, ord som jeg aldrig har hørt før, mod betydningsfulde mennesker, fordi han ikke ville have du skulle i fængsel.”

Gråden steg op i Ronja og hun begyndte at smile. ”Er det rigtigt?” Hun vendte hovedet mod Simon og han smilede.

William hadede hende ikke. Hvor ville hun ønske at han var der nu. Hun ville gerne takke ham. Omfavne ham. Men måske ville hun aldrig se ham igen. Hun lukkede øjnene. William havde bandet af betyndingsfuld mennesker for hende skyld. Hun kunne lige forstille sig William råbe at statsministeren. Det  fik hende til at smile.

”Du skal nok få fred nu.” Simon rejste sig. Hun åbnede øjnene og så på ham.

”Tak. Tak for alt.” Sagde hun, og hun mente det. Han nikkede og smilede venligt. Derefter lod han hende være alene med Dr. Ownson, som begyndte at undersøge hende og spørger ind til eventuelle smerter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...