Røverdatteren *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2012
  • Opdateret: 24 jun. 2012
  • Status: Færdig
Vi befinder os i 2020. Ronja lever blandt tyve og røvere, og hendes far af leder af en af de største tyvebander i London. Ronja er hans eneste datter og derfor bestemt til at lede efter ham. Men da hun møder den velhavende William, ændre hendes verden sig. For ud over at være rig og venlig, så gemmer William på en stor hemmelighed, som Ronja for alt i verden gerne vil kende. Hun sætter hele sit liv over styr. I sin søgen får hun kendskab til en dyb hemmelighed, som regeringen og NCE gemmer på. Denne historie er en moderne version af Ronja Røverdatter.

67Likes
99Kommentarer
4534Visninger
AA

4. Tanker

Banken var kæmpe stor. Der var omkring hundrede diske. Ronja måtte igennem en skanner, den opfangede den mindste ting, der kunne bruges som våben. William viste hende rundt og fortalte lidt om bankens historie. Hun havde nu mere travlt med at tjekke mulighederne ud.

Der var en kæmpe forhal og så et par store dobbeltdøre, der førte ind til selve salen. Der var også en kæmpe trappe, som snoede sig op ad. Men den var strengt bevogtet. Der var et par døre, som igen var strengt bevogtet. Det bekymrede Ronja en del. Mulighederne for et indbrud var ikke store. Det var derfor hun havde brug for William.

Han havde vist hende rundt hele dagen og de havde snakket en del. Nu var de så på vej ned ad bankens trappetrin.

”Når, var det spændende eller død kedeligt?” Han smilede til hende, og hun så på ham. Igen måtte hun indrømme at han var køn. Meget køn.

”Nej, det var meget interessant og oplysende.” Oplysende. I den grad. Ronja forstod nu hvordan banken hang sammen og hvordan den blev styret.

Desværre havde William ikke sagt noget om sikkerhedssystemet, hvilket var det Ronja helst ville vide noget om.

”Sikkert. Jeg synes selv det er kedeligt, når min far snakker om det. Nogle gange kan det blive for meget.” Han tøvede og Ronja betragtede ham.

”Jeg kender ikke rigtig den følelse.” Indrømmede hun. Hun havde sit liv. Det eneste hun virkelig kendte til. Hun levede for at stjæle og røve. Hun havde aldrig overvejet at forlade sin far. Hun havde altid set op til ham, og beundret ham. Hun fik altid et sus når hun skulle stjæle. Når hun skulle på farefulde opgaver, var suset det bedste ved det.

”Alle forventer at jeg skal gå i min fars fodspor. Men det er ikke det jeg vil.” Sagde William, mens han så op på den blå himmel.

”Hvad vil du så?” Ronja kunne godt lide at snakke med William. Han var ikke en snop, som så mange rige mennesker.

”Jeg ved det ikke rigtig… måske noget med biler.” Ronja kunne ikke lade vær med at stirre på ham.

”Seriøst? Du er rig, din far er rig og du har muligheden for at blive succesfuld. Men du vil hellere være mekaniker?” Hun kunne ikke lade vær med at fnise. I hendes verden var det latterligt.

”Ja, jeg ved det. Dumt. Det er også hvad mine forældre siger. Men det er jo mit liv ikke? Jeg mener, jeg skal da gøre det der gør mig glad.” Han sukkede og rystede stille på hovedet. ”Glem det.”

Men Ronja kunne godt se hans pointe. Hun kunne godt lide den måde han så tingene på. Hendes liv var ikke fantastisk. Men hun kunne godt lide den frihed hun havde. Ikke at skulle være afhængig af andre.

”Jeg kan godt se hvad du mener. Men jeg tror de fleste ville have valgt pengene.”

William så på hende. Studerede hende og Ronja vendte automatisk hovedet væk. Hun brød sig ikke om at flok stirrede på hende. Hun foretrak at være ubemærket.

”Tak.” Sagde han pludselig og Ronja så forvirret på ham.

”Hvorfor siger du tak?”

Han smilede da han forsatte. ”Fordi du er så nem at snakke med. Jeg synes det er rart at snakke med nogen, som i det mindste prøver at sætte sig ind i ens tankegang. Tak fordi du lytter til mig.”

Ronja rødmede. Hun var ikke vand til at folk takkede hende. ”Lad vær med at takke. Okay?”

”Okay. Men jeg vil gerne mødes med dig igen, hvis du altså har lyst.”

Da Ronja svarede tænke hun ikke på, at han var til nytte for hende. Hun tænke ikke på hvordan hun kunne lokke informationer ud af ham. Nej, hun smilede til ham. ”Det vil jeg gerne. Jeg faktisk haft det sjovt. Selvom jeg har hørt om en banks historie.” Og det var sandt. Hun mente hvert ord hun sagde.

For Ronja havde kun haft tyve og røver venner. Men hun følte sig godt tilpas sammen med William. Han var anderledes.

”Skal vi mødes ved havnen i morgen?” Spurgte han.

”Ja.” Hun smilede. Vendte sig og gik. Hun var glad, da hun begav sig hjem.

 

Der var mørkt underjorden. Gangene var tomme. Hun fandt sin far i det indrettede kontorværelse.

”Hej.” Sagde hun stille. Hendes glæde var forsvundet og hun var igen røverens datter.

Hendes far så op og smilede. Han rejste sig fra sin gamle stol og gik hen til sin datter.

”Når, fandt du noget brugbart?”

”Det er svært at bryde ind. Der er vagter overalt og det er umuligt at komme ind i den bank med et våben. Der er masser af døre. Men de er strengt bevogtet. Der er en trappe som føre op til et sted ovenpå. Også strengt bevogtet. Med andre ord. Umuligt.” Hendes fars smil forsvandt.

”Så? Ingen gode nyheder?” Spurgte hendes far strengt. Ronja tøvede. Skulle hun fortælle ham om William? Ja, det blev hun nød til.

”Jeg mødte den her dreng. Han er en af medejernes søn. Han fortalte mig en del om hvordan banken fungere. Jeg skal møde ham igen i morgen. Hvis du giver mig tid, så kan jeg få flere oplysninger.” Hendes far lyste op i et nyt smil.

”Godt gået min pige!” Sagde han stolt og klappede sin datter på ryggen. Ronja smilede og forlod kontoret.

Hun levede i gange underjorden. Der var beskidt, koldt og mørkt. Hendes værelse var en af de største værelser, men det var også kun fordi hendes far var lederen. Hun fandt sit værelse, hvor hun havde nogle få ejendele. Der var en seng, et klædeskab, et bord og nogle gamle hylder. Hun lagde sig ned i sengen. Hele hendes liv havde været sådan her længe. Hun var blevet opdraget til at stjæle. Hendes far havde plantet ideer i hendes hoved. Han havde altid fortalt hende, at sådan var verden og de rige var bare tåbelige mennesker, som ikke skulle tænke over noget. Hun stillede aldrig spørgsmål. Gennem mange år af sit liv, havde hun aldrig fået den kærlighed som et barn behøvede. Hendes barndom var blevet taget fra hende.

Hendes far elskede hende, men han var en leder som ikke havde tid til at give sin datter omsorg. Hun havde lært, at hvis der var noget der var slemt så var det at være svag. Svaghed var lig med døden i hendes fars verden. Hvis man var svag, sagde han, så var man ikke egnet til at leve. Så Ronja græd aldrig. Hun var altid stolt og tog alt med løftet hage. Selvom Ronja var 17, havde hun allerede dræbt en.

 

Ronja sneg sig gennem gaderne, mes hun ledte efter mad og penge. Hun var god til at stjæle, men hun var bange for at blive taget, hvilket hun aldrig ville sige til sin far. Hvad ville han ikke sige? Hun måtte være stærk. Der var mange mennesker på gaden i dag, og det var en god mulighed for at skaffe penge. Der kom en mand gående og Ronja udvalgte ham.

Hun smuttede forbi menneskerne og gik hastig efter ham. Men hun sørgede for at han ikke så hende. Han stoppede for at få fat i en Taxi og det var øjeblikket Ronja havde ventet på. Taxien stoppede foran manden. Manden havde knap ventet ti minutter. Det var så nemt at pege en Taxi nu om dage. Man skulle bare ringe op til et nummer, og så blev ens position registeret. Både biler, busser, toge og taxier var hurtigere end nogensinde.

Ronja tog hans pung og vende sig for at løbe. Men en taxichaufføren så hende. Han steg ud af taxien.

”Tyv!” Skreg han. Manden Ronja havde stjålet fra, vendte sig om og greb fat i hende.

”Din lille bandit! Hvad bilder du dig ind?! Er du klar over hvilke konsekvenser det her får?!” Råbte han. Ronja gik i panik, da Taxichaufføren tog i mobil frem. Han ville ringe til politiet og så ville der ikke gå lang tid før de var der.    

”Giv slip!”Skreg hun, mens frygten tog overhånd. Hun måtte hjem. Hjem til sin far.

”Næh du kan tro nej!” Skreg manden. Ronja fik fat i skeden til sin kniv, som sad i hendes bælte. Før hun nåede at tænke, tog hun kniven og stak den i brystet på manden. Hendes hurtige reflekser gjorde, at manden ikke nåede at registrere hvad der skete, før det var for sent.

Der kom en underlig lyd fra mandens strube, og han slap sit tag i Ronja. Hun tumlede ned på gaden med kniven i sin ene hånd og pungen i sin anden. Taxichaufføren råbte op, og alt blev til en summen for Ronjas øre, da hun så manden falde om på gaden med blodet løbende fra hans bryst og mund.

Hun rejste sig og løb.

 

Ronja klemte øjnene i ved det skrækkelige minde. Hun havde kun været 10. Hun havde fortalte sin far det hele, med tårer i øjnene. Men hendes far havde sagt at hun ikke skulle græde. Manden havde selv været uden om det, havde hendes far sagt. Et kort øjeblik ville hun ønske at verden ikke var så kompliceret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...