Røverdatteren *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2012
  • Opdateret: 24 jun. 2012
  • Status: Færdig
Vi befinder os i 2020. Ronja lever blandt tyve og røvere, og hendes far af leder af en af de største tyvebander i London. Ronja er hans eneste datter og derfor bestemt til at lede efter ham. Men da hun møder den velhavende William, ændre hendes verden sig. For ud over at være rig og venlig, så gemmer William på en stor hemmelighed, som Ronja for alt i verden gerne vil kende. Hun sætter hele sit liv over styr. I sin søgen får hun kendskab til en dyb hemmelighed, som regeringen og NCE gemmer på. Denne historie er en moderne version af Ronja Røverdatter.

67Likes
99Kommentarer
4497Visninger
AA

15. Kraftfuld

Der var råb og støj. PX lå på gulvet ved væggen. Der var så mange politifolk. William hævede hænderne over hovedet og råbte. Men Ronja kunne ikke høre noget. Det var som om hun var blevet døv. Hun så ud på gangen og så mennesker, mennesker ligge med blodet løbende fra skudhuller. Der var politifolk, men også folk hun kendte. Hendes mave snørede sig sammen og vendte sig. Det var hendes skyld.

Hun skulle ikke have fået dem til at komme. Nu ville de alle dø på grund af hende, og det kunne hun ikke bære. Hun kunne ikke bære at se PX ligge livløs på gulvet. Han havde været hendes bedsteven så længe. Og han var kommet for at redde hende. Det var lige meget om hun kunne lide sit liv eller ej. Det var lige meget om hun var bange for sin far. Det var lige meget hvad hun ønskede eller følte. De mennesker havde passet på hende. Hun hørte til hos dem. Det vidste hun.

De var kommet for at redde hende, og hun kunne ikke lade dem dø. Det kunne hun bare ikke. Hun måtte redde dem. Det var politifolkene der udløste hende raseri. De tog fat i den halvt bevidstløse PX, for at ligge ham i håndjern. Det boblede op i hende. Beskytter trangen. Vreden. De skulle ikke tage PX! Ikke efter alt det han havde gjort for hende skyld! Ikke efter de mange år, de havde været venner!

Hun skreg og sprang frem. Manden der skulle til at ligge PX i håndjern, nåede ikke at hæve sin pistol. Ronja taklede ham så han røg baglæns. Adrenalinen pumpede i kroppen på hende. Hun hørte William råbe at hun skulle stoppe, samtidig med at han råbte til politifolkene, at de ikke måtte gøre hende noget.

Hun skulle til at kaste sig over manden igen, da en anden mand greb hende bagfra. Nej. Det måtte ikke ende sådan. Hun ville ikke i fængsel. Hun ville have PX ud. Hun sparkede vredt fra sig. Hun vred sin albue fri og gav manden, der holdte hende, en albue lige i fjæset. Han udstødte et højt smertens hyl og slap Ronja. Hun tumlede ned på gulvet og rejste sig.

Hun stillede sig beskyttende foran PX, der lå og blinkede slapt. De skulle ikke få lov til at røre ham. Tre politifolk, dem som ikke var skadet, rettede deres pistoler mod Ronja, mens manden, hun havde slået i ansigtet, begyndte at føre William ud af rummet. William så rasende ud, mens han råbte.

”Hænderne bag hovedet og vend dig mod væggen.”  Lød det fra en af politimændene. De lignede næsten alle sammen hinanden, i deres uniformer og med deres pistoler.

Men Ronja ville ikke lytte. Så måtte de dræbe hende. ”Nej.” Sagde hun koldt og mærkede raseriet.

”Sidste chance, hænderne bag hovedet og vend dig mod væggen.” Lød den høje mandlige stemme.

Ronja mærkede det. En brusende følelse der var bedre en adrenalin. Hun følte sig nærmest høj. Følelsen gav hende styrke og forstærkende hendes beslutsomhed. Hun kunne mærke det i hele kroppen. Det føltes så godt. Hun så trodsigt på politifolkene. De havde altid været efter sådan nogle som hende. Men de hjalp aldrig. Hun var dømt til det liv hun havde, det indså hun nu.

Hun havde ikke noget valg, det havde hun aldrig haft. Hendes valg ville altid føre til det samme, hende stående foran politifolk, der var klar til at skyde hende eller smide hende i fængsel.  Hun ville altid skulle flygte. Der var kun et sted hvor hun var sikker. Hjemme, underjorden.

Hendes far havde haft ret. Det havde han altid haft. De bekymrede sig ikke om hende. De så hende bare som en forbryder. Sådan så William også på hende nu. Det var bare sådan det var. Sådan ville det altid være. Derfor stod hun nu her. Parat til at kæmpe imod, ind til hun døde.

De var klar. Hun kunne se det. Om lidt ville de skyde hende. Men hun ville ikke give op. Følelsen voksede i hende. Kraften voksede. Blev større. Energien brusede i hendes årer og gjorde hun hun ikke var bange. Ikke det mindste. Det var så let. Så let som ingenting. Der føltes så naturligt at holde hænderne frem, som om hun ville stoppe dem med det bare hænderne. Det føltes så naturligt at give slip på energien.

Da der lød et højt bang, var hun ikke bange. Hun var klar. Det var som om alting gik hurtigt og langsomt på samme tid. Der stod hun stod med åbne øjne. Mærkede ikke noget som ikke føltes godt. Kuglerne fra pistolerne svævede lige foran hende. Hendes hår fløj bagud, som om det stormede voldsomt.

Kuglerne svævede kort i luften, inden de faldt til jorden. Hun var rolig. Helt rolig.

”Forsvind.” Det lød ikke som hende. Hun lød totalt rolig og selvsikker. Kold.

Politifolkene stod og så på hende. Chokket fyldte luften, så man næsten kunne smage det. Hun vidste at det Simon havde sagt var sandt. Den energi brusede gennem hende og påvirkede, ikke bare tingene omkring hende, men også hende selv.

De hævede deres pistoler igen, men denne gang ventede Ronja ikke. Hun gjorde et hurtig håndbevægelse, og pistolerne fløj ud af deres hænder, som om de blev tiltrukket af en kraftfuld magnet. Pistolerne røg ind i væggen med et højt brag.

”Forsvind.” Gentog hun.

Hun gik frem mod dem, mens de bakkede bagud mod gangen. Hun holdte hænderne frem foran sig igen. Klar. Energien fyldte hende. Gjorde hende hel. Hvorfor havde hun aldrig lagt mærke til den før? Den føltes så naturlig. Som om den altid havde været der, og som hun havde brugt sin energi mange gange før.

Hun så på politifolkene. De skulle aldrig røre hende eller PX igen. Hun kunne endelig få hævn. Hævn over at hun var nød til at leve et usselt liv. Hævn over altid at skulle være bange, og skulle skjule sin frygt. Hun lod energien strømme fra sig, så det var omkring hende. Energien strømmede ud i hendes hænder også skubbede hun. Kastede energien fra sig og mod politifolkene.

De fløj igennem gangen, ind til de blev stoppet af væggen. De faldt livløse ned langs væggen. Ronja følte en triumf. Hun svævede nærmest, da hun så på politifolkene som var bevidstløse.

Men derefter ramte en udmattelse hende. Det fik hende til at vakle på benene. Energien der havde strømmet igennem hendes krop, forsvandt langsomt og efterlod hende svimmel og træt. Hun kunne knap nok fokusere. Der lød flere stemmer og råb. Hun vendte hovedet også flere folk komme løbende ned ad gangen. Hun kunne ikke afgøre om det var venner eller fjender.

Hun vendte igen blikket mod sit værk. Det virkede så urealistisk. Som om det havde været en anden, der havde kastet politifolkene gennem gangen mod væggen. Det var ikke hende eller var det? Hun var så træt og forvirret. Hun vaklede frem og støttede sig til væggen.

Hun prøvede at få det hele til at give mening. Hendes krop føltes svag uden den kraftfulde energi. Hvorfor havde den forladt hende? Havde hun brugt den op? Simon havde sagt at den ikke kunne bruges op, lige meget hvor mange gange man brugte den.

Ville den vendte tilbage? En del af hende håbede på det, men en anden del blev skræmt af tanken. Stemmer. Så mange stemmer. Nogen sagde hendes navn. Eller var det noget hun bildte sig ind? Så mærkede hun en skarp smerte i baghovedet, og hun gjorde noget hun kun havde gjort to gange i sit liv. Hun mistede bevidstheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...