Røverdatteren *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2012
  • Opdateret: 24 jun. 2012
  • Status: Færdig
Vi befinder os i 2020. Ronja lever blandt tyve og røvere, og hendes far af leder af en af de største tyvebander i London. Ronja er hans eneste datter og derfor bestemt til at lede efter ham. Men da hun møder den velhavende William, ændre hendes verden sig. For ud over at være rig og venlig, så gemmer William på en stor hemmelighed, som Ronja for alt i verden gerne vil kende. Hun sætter hele sit liv over styr. I sin søgen får hun kendskab til en dyb hemmelighed, som regeringen og NCE gemmer på. Denne historie er en moderne version af Ronja Røverdatter.

67Likes
99Kommentarer
4557Visninger
AA

16. Fortiden

Det var ikke så slemt denne gang. Hun lå på noget blødt og lå faktisk behageligt. Hendes krop føltes tung, men hun nød at hendes krop slappede af. Det var dejligt. Mørket der omringede hende var betryggende, og hun lod sig glide ned i det.

 

Det var et betryggende mørke, om omfavnede hende og fjernede al hendes frygt og had. Det var en dejlig fornemmelse. Bare at ligge i mørket og lade det opsluge hende. Hun var ikke bange, for hvorfor skulle hun være bange? Mørket tog hendes sidste tanker og opslugte hende helt.

 

”Pas på hende.” Men han svarede ikke.

”Vil du…”

”Det ikke fair!” Råbte manden og slog knytnæven ned i vindueskarmen. Kvinden gav et lille suk fra sig, og kiggede på pigen i sin favn. Pigen sov roligt.

”Hun har brug for dig.”

”Jeg har brug for jer begge!” Råbte manden og vendte sig om. Hans ansigt var hærget. Hans øjne var blodskudte, og hans hår var uglet, efter at han havde revet i det flere gange.

”Skat...” Manden satte sig tungt på sengen og lukkede øjnene. Tårerne undslap og han bed tænderne hård sammen. Kvinden rakte en bleg, svag hånd ud og lagde den mod mandens kind. Først bevægede han sig ikke. Så sukkede han og lænede sig mod hendes hånd.

Hun trøstede ham, fordi hun kunne bære at se ham græde. Det var ham der skulle leve med smerten. Hun ville snart ikke føle noget. Hun ville være der for ham, som han havde været der for hende. Hun aede ham på kinden. Hun sagde ikke noget, for hvad skulle hun sige? At det hele nok skulle gå? Hun ville snart være væk, så de ord ville ikke hjælpe.

”Det ikke fair. De burde kunne gøre mere. De burde kunne redde dig.”

”Det kan de ikke, og det ved du også godt.”

”Men måske ville andre kunne. De sagde at der var andre steder… steder hvor de kunne hjælpe dig.” Han åbnede øjnene og så på kvinden ved siden af sig.

Hun var køn, selv ved sit dødsleje, var kun køn. Smuk som en engel. Hendes lange sorte hår indrammede det fine ansigt. Hendes brune øjne så på ham. Han havde troet at han altid skulle se ind i disse brune øjne, men snart ville disse øjne være lukket.

Hun smilede trist til ham. Han betød alt for hende, men hun vidste at hun ikke havde noget håb. Hun var træt af at kæmpe, når hun vidste at hun ikke ville vinde. ”Vi har ikke pengene. Det jeg har brug for, er at du vil gøre mig en sidste ting, Alexander.”

Han tog hendes ansigt i mellem sine hænder. Så på hende. ”Selvfølgelig. Jeg vil gøre alt for dig.” Hun smilede og lagde sin hånd over hans.

”Det ved jeg du vil. Så pas på hende. Pas på Ronja.” Hun så ned på sin datter. Den datter hun aldrig ville se vokse op. Den lille pige, hun havde i sine arme, sov fast og puttede sig ind til sin mor. Manden, Alexander, så ned på den lille pige.

”Selvfølgelig, men… jeg tror ikke jeg kan klare det uden dig.” Hans stemme knækkede over.

Kvinden gav hans hånd et klem. ”Se på mig.”

Han løftede hovedet og så ind i hendes øjne. Udtrykket i dem var fast og stædigt. ”Du kan godt. Jeg ved du kan. Det her skal ikke gå ud over hende.”

”Det går allerede ud over hende. Hun vil miste sin mor.”

”Men hun vil have sin far. Så være hos hende. Du må ikke lade verden gå under på grund af mig.”

Han sænkede sit hoved. ”Min verden er allerede gået under.”

Hun så på ham og sorgen overvælde hende. Hun lagde igen sin hånd mod hans kind, og han løftede igen sit hoved. Hun lænede sig frem og hendes læber mødte hans. I det korte øjeblik hvor deres læber mødtes, var de begge lykkelige. De huskede begge deres liv. De huskede deres kærlighed til hinanden, som stadig blomstrede, men som snart ville blive ødelagt.

Da de trak sig væk fra hinanden, lød der et lille suk. De så begge ned på den lille pige, som havde åbnet sine store øjne. De smilede begge til deres lille datter, Ronja. I det øjeblik var de en lykkelig familie.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...