Røverdatteren *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2012
  • Opdateret: 24 jun. 2012
  • Status: Færdig
Vi befinder os i 2020. Ronja lever blandt tyve og røvere, og hendes far af leder af en af de største tyvebander i London. Ronja er hans eneste datter og derfor bestemt til at lede efter ham. Men da hun møder den velhavende William, ændre hendes verden sig. For ud over at være rig og venlig, så gemmer William på en stor hemmelighed, som Ronja for alt i verden gerne vil kende. Hun sætter hele sit liv over styr. I sin søgen får hun kendskab til en dyb hemmelighed, som regeringen og NCE gemmer på. Denne historie er en moderne version af Ronja Røverdatter.

67Likes
99Kommentarer
4496Visninger
AA

11. Fanget

”Idiot!” Lød en stemme lagt væk fra. Ronja kunne høre dem og genkende dem.

”Leonora, vær nu fornuftig.”

”Nej! Du bedøvende den stakkels pige! Hvad tror du ikke hun har været igennem! Hun var rædselsslagen!”

”Leonora, hør nu. Det var den bedste mulighed.”

”Er du klar over hvordan hun vil reagere? Sikkert lige som den sidste.”

”Den sidste var ikke stærk nok.”

”Dette er kun en pige!” Lød Leonoras vrede stemme.

”Men hun er stærk, jeg kan fornemme det.”

”Men hun reager sikkert lige som de andre! Og vil du binde hendes tung så hun ikke kan sige noget, ligesom du gjorde med de sidste?”

”Vær nu sød. William kan hjælpe hende, de er gode venner hun vil sikkert lytte til ham.”

”Du er utrolig!” Råbte Leonora

”Hvad ville du ellers have jeg sukke gøre? Bede hende komme med ned i kælderen? Det her er den bedste måde. Jeg er desuden overrasket at William stødte på "en af os". Utroligt. Jeg kunne fornemme det da jeg så hende. Det kunne vel også.”

”Selvfølgelig men jeg var ikke sikker, desuden ville jeg aldrig bedøve hende!”

”Leonora…”

Ronja kunne høre dem, men hun kunne ikke vågne. Hun kunne knap nok tænke. Mørket rev hende tilbage i intetheden.

 

Hendes hoved gjorde ondt. Hun havde kvalme. Det hele var så forvirrende. Hendes krop føltes tung og slap. Hun kunne mærke at hun lå ned. Lå på noget blødt. Hun havde noget varmt over sig. Hendes sanser vågnede langsomt. Hun begyndte at huske hvad der var sket, men hun kunne ikke åbne sine øjne. Hendes øjenlåg var tunge og sløve. Hun prøvede at tvinge hendes øjenlåg op, men det ville de ikke.

Panikken vågnede som en slange der havde været i dvale. Blodet begyndte at pumpe rundt i kroppen på hende. Intet gav mening. Hun prøvede at bevæge sig, men hun kunne ikke. Hun kunne høre sit eget åndedræt, som tog til og blev hurtigere. Hvorfor kunne hun ikke vågne?

Hun hørte en lyd. Nogen bevægede sig i nærheden af hende. Hendes vejrtrækning stoppede og hun lyttede bange. Der var nogen i ved hende. Der var en som lagde sin hånd på hendes arm. Hendes krop veg tilbage fra berøringen. Personen fjernede hurtigt sin hånd fra hendes arm.

”Ronja.” Lød en venlig velkendt stemme.

Hendes vejrtrækning tog til igen, mens hun kæmpede mod sit mørke fængsel. Hun kunne stadig ikke styre sin krop. Hun kunne ikke bevæge sig. Bedøvelsen var ved at slippe taget i hende, men den var stadig i hendes krop.

”Ronja, søde, det er okay. Du kan godt slappe af. Du kan godt vågne. Jeg gør dig ikke noget.” Stemmen var beroligende og hendes krop begyndte at slappe af. Hun genkendte stemmen. Det var Leonora.

Ronja var stadig bange og ville gerne vågne, men hu kunne bare ikke. Det hele var mørkt. Hun prøvede virkelig at slappe af. Langsomt, meget langsomt begyndte hun at genvinde kontrollen over sin krop. Hun åbnede tøvende øjnene og blinkede et par gange. Hun vendte hovedet. Hun lå i seng og ved siden af hende sad Leonora.

Rummet hun befandt sig i havde en mørkegrå farve og man kunne se murstenene. Rummet var kraftigt oplyst og Ronjas øjne skulle lige vænne sig til det skarpe lys. Derefter sank hun og så bange på Leonora.

”Hvor er jeg? Hvad vil i mig?” Hendes stemme skælvede. Hun hadede sig selv for det. Hun følte sig sårbar og svag. Hun var bange. Sådan var hun ikke blevet opdraget, men hun kunne ikke gør for det.

Leonora så trist på hende. ”Jeg beklager virkelig. Han skulle ikke have bedøvet dig. Men rolig nu, vi gør dig ikke noget.”

”Hvad vil i mig?” Hun fik lidt mere styrke i sin stemme. ”Hvor er jeg? Du svarede ikke på mine spørgsmål.”

Leonora tøvede. ”Jeg er ked af det, men det kan jeg ikke fortælle dig lige nu.” Hun sukkede stille og bøjede hovedet.

”Hvad gjorde i mod Christina?” Ronja kunne lige så godt spørger. Hun var jo fanget og hun vidste ikke hvad de ville hende. Hun vidste ikke hvad der foregik.

Leonoras hoved røg hurtigt op. ”Hvad?” Spurgte hun overrasket.

”Christina. Christina T. Lightwood. Hvad gjorde I ved hende? Hun kunne ikke fortælle mig noget.”

”Hvordan ved du noget om hende?” Leonora så chokeret ud.

Ronja overvejede hvor meget hun skulle sige. Hun besluttede sig for at sige en lille del af sandheden. ”Jeg var i jeres bibliotek. En bog faldt på gulvet og et brev røg ud. Jeg var nysgerrig og læste det. Derefter opsøgte jeg Christina, fordi hun måske kunne fortælle mig hvad det i brevet betød.”

Løgn. Det var løgn, men Leonora opdagede det ikke.Ronja vendte ansigtet mod loftet. Leonora var tavs lidt. ”Han burde gennem sine ting lidt bedre. Når, men kan være lige meget nu.” Leonora rejste sig.

”Hvor skal du hen?!” Ronja var bange for at være alene i dette ukendte rum. Men hun kunne ikke rejse sig. Hun var stadig for påvirket af bedøvelsen.

”Rolig, jeg kommer tilbage. Jeg bliver lige nød til at gå lidt.” Hun så undskyldende på Ronja. Leonora gik ud igennem en tyk jerndør og Ronja endte alene.

Hendes hjerte bankede og frygten kom krybende. Hun var alene. Hun vidste ikke hvor hun var eller hvad de ville hende. Hun var fanget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...