Røverdatteren *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2012
  • Opdateret: 24 jun. 2012
  • Status: Færdig
Vi befinder os i 2020. Ronja lever blandt tyve og røvere, og hendes far af leder af en af de største tyvebander i London. Ronja er hans eneste datter og derfor bestemt til at lede efter ham. Men da hun møder den velhavende William, ændre hendes verden sig. For ud over at være rig og venlig, så gemmer William på en stor hemmelighed, som Ronja for alt i verden gerne vil kende. Hun sætter hele sit liv over styr. I sin søgen får hun kendskab til en dyb hemmelighed, som regeringen og NCE gemmer på. Denne historie er en moderne version af Ronja Røverdatter.

67Likes
99Kommentarer
4423Visninger
AA

18. Et Farvel

Ronja så ned ad sig selv. Hun havde været på hospitalet i en uge. PX var stadig ved at komme sig, derfor var hun den først af de to som skulle i Retten. Hun havde ikke måtte sige hej til ham eller besøge ham. De første dag lå hun spændt fast til sengen. Når hun skulle på toilettet, skulle hun følges til et toilet, hvor der ikke var nogen skarpe genstande eller noget vindue.

Hun havde haft besøg af både Leonora og Simon. De var begge to helt vidunderlige mennesker, som var ligeglad med det Ronja havde gjort. Leonora og hende havde snakket sammen. Hvor ville hun komme til at savne deres venlighed. Leonora havde demonstreret lidt af sin egen energi eller magi, Ronja foretrak at kalde det magi. Selvom Simon sagde at det var en naturlige energikilde, så synes Ronja nu stadig at det var magi.

Til hendes skuffelse, så havde William ikke været på besøg. Men det kunne hun heller ikke rigtig forlange af ham. Hun ville bare gerne sige farvel og tak. Hun ville ryge i fængsel, sikkert på livstid.

Ronja havde et par cowboybusker på og en fin lyseblå bluse, som Leonora havde fundet til hende. Ronja vidste at der stod politifolk udenfor døren, som ventede på at hun blev færdig. Hun skulle i Retten i dag. Hun vidste at hun fortjente at komme i fængsel, men hun var alligevel ked af det. Hun ville ønske at hendes liv havde været anderledes.

Hun så ud af vinduet, som var af skudsikkert glas. Helt ærligt. De var virkelig bange for at hun stak af. Men som om hun ville springe ud fra trejde sal. Så dum var hun ikke, og hun havde ikke lyst til at begå selvmord. Hun så ud på den klare himmel. Det var ikke som i film. Det regnede ikke, selvom det var en trist dag. Solen skinnede og det var varmt. Hun sukkede og så ud på verden. Den verden hun ville blive afskåret fra.

Tårerne pressede sig på, og hun bandede irriteret. Hun var virkelig begyndt at tude meget på det sidste. Hun hørte at døren blev åbnet, og vendte sig rundt. Hun stivnede og så på personen i døren. Han smilede forsigtigt til hende. Hans øjnene skinnede klart.

”Hej.” Sagde William.

Ronja var lige ved at kaste sig i armene på ham, men hun nåede at standse sig selv. ”Du kom.”

”Ja, jeg ville lige sig held og lykke.” Han smilede anstrengt.

Ronja smilede ikke. Hun kunne ikke. ”Tak, men jeg ryger ind lige meget hvad.” Williams anstrengte smil forsvandt. Han sukkede og så ned.

”Jeg er ked af at jeg løg. Jeg blev nød til det. Du kan ikke sætte dig ind i det, men jeg var nød til at lyve. Så, undskyld. Det var ikke min mening at såre dig.”

Han løftede hovedet. Han så meget trist ud.”Det er i orden, jeg tilgiver dig.”

”Tak.” Williams tilgivelse betød meget for Ronja. Hun gik hen mod ham.

”Jeg ved godt jeg ryger ind, men er der stadig mulighed for at vi kan være venner?”

”Helt klart, jeg vil gerne lære dig bedre at kende.”

”Jeg kan ringe og skrive til dig, hvis du altså gider.” Ronja synes selv hendes forslag var latterligt, men Willaim nikkede ivrigt.

”Selvfølgelig. Jeg håber at vi kan finde ud af noget. Jeg kan måske komme og besøge dig.”

Ronjas hjerte slog kolbøtter. Tænk at han virkelig ville gøre der for hende. ”Mange tak, men det behøver du ikke.”

”Men jeg vil gerne. Det er ikke din skyld.”

”Jeg er en tyv, William. Jeg har altid været det. Min fremtid har altid set sådan ud. Jeg havde to valg. Forsætte mine ulovlige handlinger og flygte for politiet, eller jeg kunne vælge at ryge i fængsel.”

”Nej. Din fremtid er ikke bestemt på forhånd. Det her er dit liv. Du kan nå at ændre det.”

”Kan jeg?” Ronja så trist på William. De kendte begge sandheden. Det var for sent. Hun kunne ikke nå at få et andet liv. Hun kunne ikke nå at ændre noget.

Der opstod en pinligtavshed mellem dem. Ronja rømmede sig og rødmede. ”Når men, jeg må hellere gå. Ellers komme de bare ind og henter mig.”

Hun skulle til at gå forbi William, men han stillede sig ind foran hende. Lænede sig frem mod hende. Hendes hjerte holdte op med at slå. ”Lad mig giv dig et minde.” Hviskede han.

Hun vidste det. Hun vidste bare hvad der skulle til at ske. ”Nej.”

Hun kunne ikke klare det. Ikke klare hvis han gjorde det, og hun så ikke ville se ham i 10 år eller længere.

”Hvorfor?” Spurgte han stille og så hende i øjnene. Hun lod tårerne løbe, men hun var ligeglad. Han skulle vide hvad hun følte, men at hun ikke kunne klare det lige nu.

”Je… jeg kan bare ikke. Jeg vil ikke se dig i mange år og…” Hun rystede bare på hovedet. Mere kunne hun ikke sige. Men William så beslutsomt på hende. Han lænede sig frem og hun flyttede sig ikke. Hans mund var så tæt på hendes. Hun kunne dufte ham. Han duftede så godt. Duften kunne ikke beskrives. Han duftede bare af William.

Da hans mund mødte hendes, eksplodere det inden i hende. Følelserne blev et stort virvar. Hans læber var bløde og fulgte hendes. Hun greb fat i hans bluse og trak ham ind til sig. Hvis dette var det sidste minde hun kunne få om ham, så ville hun have det. Hun kyssede ham, og han kyssede hende. De blev forenet i dette ene kys. Dette var Ronjas første kys. Lige meget hvad man ellers kunne tro om hende, så havde hun aldrig kysset en dreng før.

Hun plejede at slå dem, hvis de så meget som prøvede på at kysse hende. Men dette kys, det var sådan hendes første kys skulle være. Sådan et kys som en hver pige drømte om. Deres læber smeltede sammen og hun trak ham ind til sig, mens han lagde armen om livet på hende. Ronja var lykkelig. Hun stod tæt ind til William, mens glæden boblede inden i hende. Det var vidunerligt. Hun kunne ikke være mere glad. Hun ville ønske at det øjeblik ville vare for evigt.

Men så blev øjeblikket brudt. Døren gik op og der blevet kaldt på hende, inden vagten udstødte et højt gisp. Deres kys blev brudt. Tårerne trillede ned over hendes ansigt, og William tørrede en af dem væk med et blidt kys.

”Jeg elsker dig.” Hviskede han.

”Jeg elsker også dig.” Sagde hun grådkavlt.

Det var de sidste ord hun sagde, inden vagten tog fat i hendes arme og lagde hende i håndjern. Det var de sidste ord hun sagde til ham, inden hun blev ført væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...