Røverdatteren *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2012
  • Opdateret: 24 jun. 2012
  • Status: Færdig
Vi befinder os i 2020. Ronja lever blandt tyve og røvere, og hendes far af leder af en af de største tyvebander i London. Ronja er hans eneste datter og derfor bestemt til at lede efter ham. Men da hun møder den velhavende William, ændre hendes verden sig. For ud over at være rig og venlig, så gemmer William på en stor hemmelighed, som Ronja for alt i verden gerne vil kende. Hun sætter hele sit liv over styr. I sin søgen får hun kendskab til en dyb hemmelighed, som regeringen og NCE gemmer på. Denne historie er en moderne version af Ronja Røverdatter.

67Likes
99Kommentarer
4424Visninger
AA

5. En hemmelighed

Ronja sad med benene ud over kanten og så ned i det klare vand. Der var travlt i dag, og hun så en gang i mellem rundt på alle menneskerne og de mange skibe. Ligesom biler så brugte skibene vedvarende energi. Ronja spise langsomt af sin store is, som William havde købt til hende. Det var så længe siden hun havde fået en is, og hun havde aldrig fået sådan en stor en som denne.

”I har ikke særlig mange penge, har i?” Ronja vendte hovedet og så på William. Han havde rynket brynene. Hvorfor skulle han også være så forbandet medfølende?

”Nej, vi må kæmpe for at kunne få mad på bordet.” Af en eller anden grund kunne hun snakke med William og samtidig være helt rolig. Hun nød at sidde på havnen sammen med ham.

”Det er jeg ked af at høre.” Igen, så forbandet medfølende.

”Glem det. Jeg har vænnet mig til det.”

Der var en tavshed i lang tid. Ronja så trist ud over vandet og spiste sin is. Hun overvejede hvordan livet ville have været, hvis hun ikke havde været fattig. Hvordan mon hendes far havde været, hvis hendes mor stadig var i live? Hun vidste ikke meget om sin mor, hendes far ville ikke snakke om hendes mor.

”Hjemme hos os…” begyndte William pludselig, og Ronja vendte hovedet mod ham. ”der behøver vi ikke at tænke på penge. Det er ret uretfærdigt, når man tænker på hvordan du har det. Vi er ikke så mange. Vi er mig, min mor og min far. Så har vi nogle tjenestefolk.”

”Fantastisk. Det må være et dejligt liv.” Ronja kunne ikke lade vær med at lyde bitter. For det hele var uretfærdigt. Hun levede et møg liv. Det var hun begyndt at indse.

”Hør, jeg har en ide. Jeg ved at jeg har lige har mødt dig, men jeg vil gerne vise dig hvor jeg bor.” Ronja løftede tvivlsomt et øjenbryn.

”Virkelig?” William rejste sig og smilede.

”Ja. Du er nem at snakke med, og så synes jeg at du skal se hvor jeg bor.”Ronja overvejede det. Måske ville han så forlange at se hvor hun boede. Men på den anden side, så kunne hun skaffe sig mere information om banken og NCE.

”Okay, jeg vil gerne se hvor du bor.” Hun rejste sig smilende op og spise resten af sin is.

 

Ronja så måbende op på huset. William boede lidt udenfor London i en kæmpe villa. En kæmpe jernport åbnede sig for dem, og de gik op ad en lang grus vej. På hver side af grus vejen var derven grøn græsplæne. Der var blomster, træer og buske. Ronja kunne ikke tro sine egne øjne. Huset var hvidt og stort. Der var en kæmpe hoveddør, som åbnede sig for dem, da de gik op af en smuk marmortrappe.

William førte Ronja ind i en kæmpe forhal, hvor der var udsigt til stuen og en flot snoet trappe, som førte oven på.

”Du bor her?” Måbende hun. Det var utroligt. William grinede.

”Ja, kom du skal se vores have.” Han førte hende ind i en storslået stue.

Der var fine møbler, reoler, et kæmpe TV som sad inde i væggen. Der var ingen fjernbetjening, det brugte man simpelthen ikke længere. Der var en åbning, som førte ud til køkkenet. I stuen var de store vinduer og en dør, som førte ud til haven. Ronja fulgte med William gennem stuen, og befandt sig i den største have hun nogensinde havde set. Der var en kæmpe pool, liggestole, blomster og træer. Det hele var så smukt.

”Ja kan ikke fatte at du bor her!” Ronja kunne ikke lade vær med at smile. Det var fantastik. Hendes tanker blev afbrudt af en kvinde stemme.

”William?!”

”Herude mor!” Råbte William og smilede stort.

Ronja vendte sig om og måbede igen. En smuk kvinde trådte ud i haven.  Hendes hår var hvidt, men smukt. Hendes hår var flettet og hang ned langs hendes ryg. Hendes øjne var krystal blå, og hun bar en lyse lilla kjole som gik hende til knæene. Kjolen bølgede omkring hende. Den sad tæt omkring livet, mens den flagrede omkring hendes ben. Kvinden stoppede op og kiggede på Ronja.

”Hvem er det?” Spurgte kvinden venligt og så nysgerrigt på Ronja. Ronja havde mest af alt lyst til at kigge væk, men hun gjorde det ikke. Hun vidste at det ville være uhøfligt.

”Det er Ronja.” Sagde William.

Kvinden trådte frem og gav Ronja hånden. ”Jamen, så goddag Ronja.” Ronja blev næsten slået ud af kvindens smil. Alt ved kvinde udstrålede venlighed og varme.

”Jeg hedder Leonora.”

”Goddag Frue.” Hvor kom det lige fra? Ronja kaldte aldrig nogen frue heller Hr. Normalt ville hun have haft lyst til at slå sig selv, men ikke i det er tilfælde. For kvinden virkede virkelig så venlig og rar.

Kvinden klukkede. ”Så høflig. Bare kald mig Leonora.” Ronja nikkede bare som svar.

”William, jeg vil gerne lige snakke med dig to sekunder.” Hun smilede igen til Ronja og vendte sig om. Leonora gik ind i huset igen.

”Jeg er tilbage om lidt.” Sagde William og hastede efter Leonora. Ronja kunne se at de gik ind i køkkenet for at snakke og hun blev nysgerrig.

Hun gik ind i den fine stue. Der var så mange ting. Så mange fine ting hun kunne stjæle. Hun måtte virkelig tage sig selv i nakkeskindet, for at forhindre sig selv i at tage et eller andet. Hun nærmede sig køkkenet og gemte sig. Hun kunne høre William og hans mor.

”… bare en pige. Jeg har ikke sagt noget, som hun ikke ville kunne finde på nettet.” Lød Williams stemme.

”Godt, du ved at firmaets sikkerhed afhænger af at vi holder mund.”

”Jeg er ikke et barn, og Ronja er bare en helt almindelig pige. Hun er ikke noget problem. Jeg fortæller hende ikke noget. Jeg ved udmærket hvor risikabelt det ville være.”

”Godt, jeg skulle bare være sikker.” Lød Leonoras stemme. Hvad mon det var de ville holde hemmeligt. Ronja trak knap nok vejret, og håbede at de ville afsløre lidt om, hvad det var de ikke måtte fortælle til nogen. Ronja havde altid været nysgerrig og det var hun især i dette øjeblik. Hun måtte vide hvad det talte om. Hun ville vide det.

”Det er i orden. Jeg smutter ud til Ronja igen.” Ronja skyndte sig ud i forhallen, mens hendes hjerne arbejde på højtryk. Hun måtte finde ud af hvad han skjulte. Hvad det var han ikke måtte fortælle noget om. Var det bankens sikkerhed? Eller var det noget andet?

”Ronja?” Lød Williams stemme.

Hun trak vejret dybt. ”Jeg er her!” Råbte hun og lidt efter kom William ud i forhallen.

Ronja smilede falsk til ham. ”Jeg ville bare se mig lidt omkring.”

”Skal jeg vise dig rundt?”

”Ja da.” Ronja smilede og lod som om hun ikke kendte til den samtale, som William om hans mor lige havde ført. Hun fulgte smilede med William ovenpå, mens hun overvejede hvordan hun skulle få informationer ud af ham.

Når Ronja satte sig noget i hovedet, opgav hun ikke før hun havde fuldført det. Hun ville kende den hemmelighed. Hun ville vide hvad William skjulte. Hun ville vide hvilken hemmelighed banken skjulte, om hun så selv skulle bryde ind. Hun ville ikke give op, før hun havde fundet svarerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...