Røverdatteren *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2012
  • Opdateret: 24 jun. 2012
  • Status: Færdig
Vi befinder os i 2020. Ronja lever blandt tyve og røvere, og hendes far af leder af en af de største tyvebander i London. Ronja er hans eneste datter og derfor bestemt til at lede efter ham. Men da hun møder den velhavende William, ændre hendes verden sig. For ud over at være rig og venlig, så gemmer William på en stor hemmelighed, som Ronja for alt i verden gerne vil kende. Hun sætter hele sit liv over styr. I sin søgen får hun kendskab til en dyb hemmelighed, som regeringen og NCE gemmer på. Denne historie er en moderne version af Ronja Røverdatter.

67Likes
99Kommentarer
4540Visninger
AA

7. Brevet

Ronja var kommet sent hjem, og heldigt for hende var hendes far allerede gået i seng. Hun havde grædt og nu følte hun sig svag. Man var svag hvis man græd. Det havde hun lært. Men det havde føltes godt at græde ud. At have en som trøstede hende. Men det måtte ikke ske igen. Hun var allerede på vildspor.

Hun smed sig på sin seng og savnede det store smukke hus, som William boede i. Hun så hen på posen og satte sig op. Hun tog bogen op og så på den. Hvad var det for en bog? Der var noget særligt ved den. Hun åbnede den og baldrede gennem siderne.

Hun stoppede og så ned på en side. Der var skrevet noget i margen. Hun måtte knibe øjnene sammen for at læse det. Der stod: Se side 109. Hun bladrede frem til side 109. Der lå noget mellem siderne. Et brev. Hun tøvede og tog brevet op i sine hænder. Det var ikke gammelt, gammelt. Men det var tydeligt at det ikke var skrevet fornyeligt.

Hvorfor lå der et brev i bogen? Hun rynkede brynene. Det kunne ikke skade at tage et kig på brevet. Hun åbnede konvolutten og tog et papir op. Hun foldede det ud og kiggede ned. I det mindste stod det på engelsk, og det var til Williams far. Hun tøvede et øjeblik. Men nysgerrigheden tog over og hun begyndte at læse.

Hr. Corny

Vi forstår deres bekymring, men vi kan forsikre dig om at banken er top sikret. Ingen der ikke har tilladelse, kan komme ned i gangene under banken. Sikkerheden er i top. Vi forstår at jeres samarbejde kræver at vi har jeres tillid. Vi har kraftigt overvejet din anmodning. Derfor forslår vi at I installere de nødvendige ting under banken. I kan få al det udstyr I har brug for. Vi er lige så interesseret i dette ”projekt” som I er. De vigtige folk er blevet informeret om dette. De bifalder det. Det er det bedste for alle parter. Hvis der er dokumenter, maskiner eller andre ting i har brug for kan I bare spørger. Vi skal nok skaffe de nødvendige midler. Jeg har allerede de første navne og adresser:

Christina Lightwood- University of London, 23 Kensington Square, London W8 5HQ, Storbritannien

Geoffrey Chaucer – London Business School, Sussex Place London, Greater London NW1 4SA, United Kingdom

Sophie Plowman- Watford, Cold Higham Dancing School & Ballet Classes

Vi vil meget gerne have besked, når de har kontaktet følgende personer. Skulle der opstå uheldige omstændigheder er vi parat til at hjælpe. Vi håber snart at høre fra dig. Vi er glade for at NCE’s samarbejde stadig kører.

MVH

Anthony Milton, Englands Premierminister.

Ronja stirrede ned på brevet med store øjne. Spørgsmål eksploderede i hovedet på hende. Hvad var det regeringen, NCE og Williams far havde gang i? Hvad var det de skjulte? Ronja ønskede mere end før, at finde ud af hvad der var under banken.

Og hvem var de mennesker Williams far skulle opsøge? Hun så ned på adresserne. Når men så vidste hun hvad hun skulle i morgen. Hun ville opsøge de mennesker. Hun ville finde ud af hvorfor regeringen og Williams far ville have fat i de mennesker. Hun ville vide hvad de pønsede på.

Hun sukkede og lagde bogen og brevet under sin seng. Hun ville tænke mere over det i morgen. Hun lagde sig ned og lukkede øjnene. Nu ville hun bare sove. Glemme verden et kort øjeblik…

 

Ronja hastede ned ad de klamme gange og endte i forsamlingsrummet som summede af stemmer. Der var morgenmad og alle sad og snakke. Der blev dog stille da hun trådte ind. Hun sukkede indeni. Selvfølgelig undrede folks sig over hvor hun havde været henne, men hun gad altså ikke al den opmærksomhed. Kunne de ikke bare koncentere sig om deres morgenmad.

Hun satte sig ved siden af sin far, som sad ved bordenden. Folk begyndte at snakke igen og Ronjas far lænede sig frem mod hende.

”Når…?”

Ronja var i tvivl om hvor meget hun skulle sige. Hun bed sig i læben og så på sin far. ”Jeg mødte Williams far i går. De er ikke så dumme endda. Det bliver svært at få lokket informationer ud af dem, men jeg skal nok klare det. Jeg har måske fundet nogen som kan give mig mere information.”

Hendes far smilede stolt af sin datter. Han lænede sig tilfreds tilbage, og så smilende på Ronja. ”Godt, godt. Find ud af så meget som muligt, men fortæl mig det så snart du finder noget.”

Hun nikkede. Hun vidste ikke hvorfor hun ikke fortalte sin far om bogen, men af en eller anden grund havde hun på fornemmelsen at det ikke var nogen god ide. Bogen og brevet var hendes hemmelighed. Et kort øjeblik kom hun til at tænke på hvis han nu fandt bogen og brevet, og hun ikke havde fortalt om det. Hun krympede sig indeni. Han ville blive vred. Meget vred.

Hun havde lært ikke at skjule noget for sin far. Det var en meget dårlig ide. Hun huskede tydeligt sidste gang. Han havde været rasende.

 

”Hvor var du henne?!” Råbte han i hovedet på hende. Hun så ned i gulvet. Hun havde set sin far vred mange gange, men han havde aldrig været så vred på hende.

”Je-eg var ude og lege.” Mumlede hun stille og frygtede hans reaktion.

”LEGE!” Han var rasende. Han tog fat om hendes hage og tvang hende til at se på ham. Hans øjne lynede og der stod nærmest mord i øjnene på ham.

”Du var ude og lege, mens vi andre knokler hårdt! Hvad fanden! Tror du bare at du kan gøre om du vil!”

Hun var bange for at svare ham. Han ville bare blive endnu mere vred. Men han ville også blive endnu mere vred hvis hun ikke svarede ham.

”Men de andre børn leger. De leger i skolen og i parken og hjemme i haverne.”

”De børn er efterkommer af skide fornemme forældre, men de er lige glad med os! Når de bliver ældre vil de ikke lege med dig! Så vi de hade dig!” Han gav slip hendes hage, og hun valkede kort.

”Du er en uduelig datter! Du hører ikke til hos dem men hos os! Vi er din familie, ikke dem!” Han så rasende på hende.

”Du stikker af for ar lege med et par rige børn...”

”Jamen de var rigtig søde” SLAM. Smerten eksploderede på Ronjas kind. Hendes far svang hånden så hurtigt, at Ronja ikke nåede at se den komme. Hendes hoved røg så kraftigt til siden, at hun var ved at ryge ind i væggen.

”DU SKAL IKKE AFBRYDE MIG!” Råbte han rasende.

Ronja gled ned på gulvet og tog sig til kinden. Tårerne sved i øjnene og hun lod dem undslippe.

”Du skal ikke sidde og tude! En leders datter tuder ikke! Det var dig der stak af! Du skal ikke skjule dig for mig igen! Du skal heller aldrig lyve fort mig! FORSTÅET!”

Ronja kunne kun nikke og hendes far forsvandt med hurtige vrede skridt. Tilbage sad hun med tårer i øjnene og en kind der var knald rød efter slaget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...