Røverdatteren *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2012
  • Opdateret: 24 jun. 2012
  • Status: Færdig
Vi befinder os i 2020. Ronja lever blandt tyve og røvere, og hendes far af leder af en af de største tyvebander i London. Ronja er hans eneste datter og derfor bestemt til at lede efter ham. Men da hun møder den velhavende William, ændre hendes verden sig. For ud over at være rig og venlig, så gemmer William på en stor hemmelighed, som Ronja for alt i verden gerne vil kende. Hun sætter hele sit liv over styr. I sin søgen får hun kendskab til en dyb hemmelighed, som regeringen og NCE gemmer på. Denne historie er en moderne version af Ronja Røverdatter.

67Likes
99Kommentarer
4416Visninger
AA

6. Bogen

Ronja stod og så på de mange bøger. Williams forældre havde et minibibliotek. Desværre kunne Ronja ikke rigtig finde noget om NCE. Det var heller ikke nemt at finde noget, når William gik rundt ved siden af hende. Hvorfor kunne han ikke gå fem minutter? Ja, han var sød, venlig og rar at snakke med. Men hun havde ligesom en mission at fuldføre, og det var ikke særlig nemt når han var der. Ronja kunne høre hoveddøren blive åbnet.

William smilede. ”Min far er kommet hjem. Jeg kommer igen om to sekunder.” Ronja nikkede bare og var lettet over han gik. Endelig!

Nu kunne hun gennemrode hver eneste hylde. Der var bøger om de mest latterlige ting. Roms storheds tid. Suk. Økonomi. Kedeligt. Mens hun stod og så på de mange bøger, faldt en bog ned fra hylden.

Hvad i..? Ronja bevægede sig undrende nogle skridt tilbage og så ned på bogen. Den var stor, tyk og indbundet i gammelt læder. Oh My God! Den var tung!

Ronja løftede den tykke bog op, så hun holdte den i hænderne. Det var som om den talte til hende. Som om den ønskede at hun skulle åbne den. Som om den havde ønsket at hun skulle finde den og løfte den op. Den gjorde hende nysgerrig. Hun åbnede forsigtigt bogen. På en blank side stod der med fede bogstaver: Det glemte.

Ronja slog op på første side og kiggede ned på ordene. Det var ikke engelsk. Der var et sprog, som hun aldrig havde set før. Måske var det latin. Ja, det måtte det være. Hun havde hørt at mange gamle bøger stod på latin. Ærligtalt fattede hun ikke hvorfor man ikke oversatte dem. Det var ligesom hvis man ville læse til læge, så kunne man ikke undgå at læse noget på latin. Hvorfor oversatte man det ikke bare? Det ville være meget nemmere. Hun prøvede at forstå hvad der stod, men det gav ingen mening. Det var det rene volapyk.

Hun hørte fodtrin. Hun lagde hurtigt bogen fra sig, og ledte efter et eller andet hun kunne have bogen i. Til sit held fandt hun en pose. Hun proppede bogen ned i posen, og skubbede posen ind under en af reolerne.

William kom til syne i døren. Han smilede venligt til hende. Hun gengældte smilet og gik frem mod ham. Hun måtte hente bogen bagefter.

”Hej, min mor er i gang med at lave mad. Vil du spise med?” Ronja tøvede. Hun var ikke helt sikker på at det var en god ide. Men på den anden side, så kunne hun måske finde ud af mere om banken og NCE. Og, så ville de sikkert få bedre mad end hun var vand til.

”Ja hvorfor ikke.” Sagde hun, og gik med William ud på gangen. Hun kastede et blik tilbage på reolen, hvor hun havde gemt bogen.

 

Hun satte sig ved et fint træ spisebord. Hun stirrede ned på sin tallerken. Efter hvad hun kunne bedømme, så var tallerken af porcelæn. Hun ville sikkert smadre den i løbet af ingen tid. Porcelæn var så skrøbeligt. Hun så hen på William, som smilede til hende. Ærligtalt var hun begyndt at blive en smule nervøs.

På bordet stod der mad, mad som Ronja aldrig havde smagt før. Der var kartofler, grønsager, en skinke og sovs. Ronjas mund løb i vand, mens hun stirrede på den lækre mad.

Leonora kom ind i stuen efterfulgt af en mand. Det var helt klart Williams far. Ikke bare fordi han lignede William, nej det var fordi han virkelig lignede en forretningsmand. Fint jakkesæt og slips. Det ville normalt få Ronja til ar rynke på næsen, men hun tog sig selv i det.

Williams far havde kort brunt hår, brune øjne og han var høj og veltrænet. Det var selv noget Ronja lagde mærke til. Han var i god form og derudover havde han faktisk et venligt ansigt. Han så hen på Ronja og smilede.

”Goddag unge dame, jeg hedder Simon.” Han rakte hen hånd frem mod hende. Igen var hun høflig. Hun tog hånden, trykkede den og smilede. For fanden. Hun var ved at blive en rigtig lille engel.

”Goddag Hr. jeg hedder Ronja.”

”Det rart at møde dig.” Han satte sig ned over for hende.

”Når, bare tag for jer og gæsterne først.” Sagde Leonora med et venligt smil. Ronja kunne allerede lide hende. Williams mor var sød, venlig og rar. Når hun så på Leonora kom hun til at tænke på den mor hun ikke havde. For helvede. Hun burde slet ikke fokusere på det. Hun burde tænke på sin opgave. Det var bare så svært!

Ronja tog glædeligt for sig af maden, mens hun sørgede for ikke at spise som en pige fra gaden, selvom hun var meget sulten. Hun spise stille og svarede på spørgsmål, når hun blev spurgt.

”Hvad med dine forældre?” Lød det var Williams far. Det gjorde at hun mistede appetitten. Hendes forældre. Hendes mor var død og hendes far var leder af en røverbande. Hvorfor skulle de også lige spørger? Hun kunne ikke fortælle dem om sin familie der bestod af røvere.

”Min mor døde da jeg var lille, nu har jeg kun min far.” Det blik Leonora sendte hende, gav hende en klump i halsen. Hun var tæt på at få tårer i øjnene. Leonoras blik var fyld med medlidenhed og medfølelse. FUCK. Nej, hun ville ikke græde. Hun måtte være stærk.

”Det er jeg ked af at høre. Det må være hård at miste en man holder så meget af.” Sagde Leonora og Ronja måtte se ned. Tårerne pressede sig på. Hun måtte ikke græde. Nej, det måtte hun ikke.

 

Det lykkedes hende at komme gennem maden, selvom der var en pinlig tavshed. Ronja var slet ikke sulten efter samtalen om hendes familie. Hun havde ikke sagt meget, og de havde ikke spurgt ind til hendes far, hvilket var godt. Hun skyndte sig oven på.

Biblioteket var tomt og hun røg ned på knæ, for at kunne se under reolerne. Big suprice, der var fuldstændigt rent under reolerne. Hos de fleste mennesker ville der være støv og edderkopper, men ikke her næh nej, der var der rent over det hele.

Derfor var det ikke svær at finde posen med bogen. Hun skyndte sig nedenunder og flåede nærmest døren op.

”Ronja?” Lød den venlige stemme.

Hun stivnede. Pis. Hun vendte sig og så på Leonora. Hvor havde hun håbet at hun bare kunne smutte ubemærket. Leonora Kom hen til hende.

”Jeg er virkelig ked af det med din mor.” Åh nej, ikke det igen. Hun ville ikke snakke om det.

”Det er mange år siden.”

”Jamen hun var stadig din mor og den sorg forsvinder aldrig. Jeg mistede min far for nogle år siden. Arbejdsulykke. Sorgen forsvinder aldrig.” Hvorfor skulle Leonora være så sød? Hvorfor skulle hun være så medfølende?

Ronja så ned i jorden. Hun brød sig ikke om at snakke om sit privatliv eller som sine følelser.

”Det er jeg ked af at høre. Jeg har aldrig rigtig kendt min mor men… ja, vi snakker ikke så meget om hende. Jeg er vokset op uden hende. Jeg klare mig.”

Hun så op på Leonora og tvang tappert et smil frem, selvom hun var på grådens rand. Hun måtte ikke græde, men så slog Leonora armene om hende. Hev hende ind til sig i et morderligt knus. Ronja stod som forstenet. Lamslået. Hun havde aldrig fået sådan et knus før. Aldrig en der havde holdt om hende, når hun var ked af det eller trist. Aldrig. Nej, hun måtte ikke give efter nu. Hun måtte ikke… Men tårerne havde sin egen vilje og flød ned over hende kinder. Søgende efter trøst, lagde hun armene om kvinden foran hende.

Hun holdte et hulk tilbage, mens tårerne løb i stride strømme. Leonora strøg hende blidt over ryggen, mens hun mumlede trøstende ord. Hvorfor skulle hun møde sådan nogen rare mennesker? Hun lukkede øjnene og tog imod omfavnelsen. Hun tog i mod trøsten. Hun fik en knude i brystet og Leonora talte blidt til hende. Al den sorg. Den smerte. Al hadet. Hun gav slip på det hele. Hun oplevede for første gang omsorg og tørst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...