One Of The Kind ★ The Lucky One

Tårerne prikker i Crystals øjne, hver gang hun tænker på ham. Når hun forestiller sig i hans muskuløse, beskyttende favn. Hans blide kys, og hans sidste beroligende ord, om at det hele nok skal gå, og at han snart ville være hjemme igen. Desværre fik hendes forlovede ikke ret. Han kom aldrig hjem. Den attende august 2012, åbnede hun døren, og fik den værste besked nogensinde. Jeg melder mig til One Shot konkurrencen, "The Lucky One", og det vil betyde alt, hvis I vil støtte mig! -Victoria F. Vil man læse den, kan man evt. sætte sangen til. (Står som trailer)

11Likes
13Kommentarer
1532Visninger
AA

1. One Of The Kind ★

"Bedre at miste, end at aldrig have elsket."

Jeg sidder helt fortabt foran min elskedes gravsted. Hulkene er højlydte, og frustrationen over, at han skulle tages så tidligt fra mig, gør det kun værre. Udmattelsen af at græde er ved at overtage mig. Vinden blæser kraftigt i mit hår og jeg mærker kulden på mine bare skuldre, men jeg er ligeglad

Jeg forestiller mig den scene, som jeg siden han drog afsted til Afghanistan har haft i mit hoved. Scenen som kun er blevet værre i dag. Scenen, hvor jeg kaster mig grædende i hans arme af lykke, efter hans hjemkomst. Men der kom aldrig nogen hjemkomst for ham.

Skal jeg fortælle hele min historie med min elskede William? Ham, som gjorde mig til den lykkeligste pige på jorden, i al den tid, han var hos mig.

Jeg mødte ham fuldstændigt tilfældigt den tiende marts 2008. Jeg var taget på Café Casual med mine tre bedsteveninder, Kristen, Julia og Leah, efter en shoppetur. Jeg var lige fyldt femten år gammel, og havde købt en masse ting, der kunne gøre mig komplet lækker, det betød så meget for mig, da jeg var ivrig efter at få Jasons opmærksomhed. Klassens populære. Jeg havde netop været ude på toilettet og skifte om til min splinter nye, hvide bluse, da Jason, Joshua og Dave ville komme et smut forbi - noget Kristen havde arrangeret. På vej tilbage,  kom jeg med et uheld til at støde ind i tjeneren - en dreng, som senere ville blive mit livs kærlighed. Han havde ikke set mig, hvilket resulterede til, at han kom til at spilde to kopper kaffe latte udover mig. Jeg husker den brændende følelse på min overkrop, den ødelagte bluse og da jeg for første gang så op på de mørkebrune dådyr øjne, som blændede mig fuldstændig. Jeg husker, hvordan jeg var helt stum for ord, og da han med røde kinder undskyldte mange gange og hjalp mig. Jeg var allerede helt forgabt i ham, og istedet for at være sammen med de populære, brugte jeg min eftermiddag på ham. Han fik mig til at smile, grine og der var en vis glød i hans øjne, som jeg aldrig havde set før. En stor lykke. Jeg husker den glade og boblende følelse jeg havde i maven, da han spurgte, om han måtte få mit mobilnummer. Hvordan jeg pinligt hev den gamle Nokia op af lommen, og hvor nervøs jeg var, for at lave fejl, da jeg tastede hans nummer ind.

Efter at have skrevet med den atten årige William i en måned, inviterede han mig ud på første date. Jeg husker, hvor glad jeg var, så glad, at jeg hoppede rundt i sengen og sang glade kærlighedsange. Hvordan mit humør blev ødelagt, da min mor og far hørte om det, for at tage afsted med en myndig atten årig, som bare legede med mine følelser, måtte jeg aldeles ikke. Efter den nyhed lå jeg grædende i min seng, indtil jeg fik en idé. Jeg aflyste ikke, som de sagde jeg skulle gøre, men jeg løj overfor dem, og sagde, at jeg havde. Jeg fik altid dårlig samvittighed, når jeg løj for dem, men det kunne jeg bare ikke få denne gang - det eneste som betød noget, var min nye kærlighed, William.

På min store aften, altså den første date med William, havde jeg sagt til de gamle, at jeg skulle sove ovre hos Julia, hvilket jeg også skulle - bare efter daten. Pigerne vidste selvfølgelig besked, og var vildt begejstrede for det - jeg elskede at fortælle om ham til dem. Hans søde sms'er, hvilket blandt andet indeholdt de romantiske digte. Han gjorde mig så blød i knæene og brang altid et smil op på mine læber. 

Julia boede tæt på William. Da far satte mig af, smilede han til mig og sagde sit sædvanlige "Jeg elsker dig." I et split sekund, havde jeg dårlig samvittighed, over at han havde fuld tillid til hans datter, som bare blev ved med at lyve overfor ham, men den gik hurtigt væk, da jeg tænkte på William.

Leah satte mig hår så flot op, Kristen havde taget den flotteste kjole med - hendes yndlings, og Julia havde sminket mig. Jeg var så glad.

Jeg husker, hvor overraskende lækker han så ud, da han kom gående op af Julias indkørsel med den flotteste buket roser med det nøddebrune hår tilbage, iført den lyseblå, løse skjorte og beige bukser. Han så fantastisk ud.

Aftenen forløb ubeskrivelig , og jeg blev så glad, da han endnu engang spurgte om jeg ville gå ud med ham. 

På vores anden date, hvor vi var på stranden, kyssede vi for første gang. Jeg husker hvor nervøs jeg var, da han kiggede skiftevis fra mine øjne, til min mund, og hvordan tanken om, ikke at være god nok strejfede mig, da han lænede sit hoved ned mod mit. Men efter, at han havde plantet sine læber blidt på mine, 'pausede' min verden og tanken var glemt igen, erstattet med en ubeskrivelig en. Dette minde betyder meget for mig og jeg vil altid huske det.

Jeg vender en smule tilbage til mig selv, efter at have siddet og gennemgået min første tid med William. Min elskede William. Jeg kigger frustreret op i Himlen, mens tårerne stadig falder ned af mine kinder. "Hvorfor skulle Du også tage ham fra mig?" spørger jeg stille op til Himlen. I et split sekund, føltes det som om, at nogen rør mig blidt på skulderne med to hænder. Jeg ryster på hovedet af mig selv. Det er jo umuligt.

Minderne kommer frem i mit hoved igen og jeg tænker tilbage på dengang, vi netop havde påbegyndt vores forhold i slutningen af 2008 og jeg var på en 'lyserød sky' hele tiden. Mine forældre vidste ingenting, og jeg fandt konstant på undskyldninger for at være sammen med ham. Lige som at spise, uden at blive mæt. Jeg kunne ikke få nok af ham.

Jeg husker også på den gang, hvor mine forældre fandt ud af mit forhold til ham. Hvor vrede de blev, da min mor en dag kom tidligere hjem fra sit arbejde og opdagede, at jeg sad og kyssede med ham oppe på mit værelse - vi havde på det tidspunkt været officielt sammen overfor vores venner - dog ikke forældre. Efter at de havde opdaget det, ville de have en lang snak med mig, om at det var forkert, men jeg lyttede overhovedet ikke. Jeg ville ikke opgive ham. Jeg kunne ikke.

Selvom de forbød mig at se ham, gjorde jeg det, og han kom også med mig hjem, når de var der. Jeg var fuldstændig ligeglad med skæld ud senere på aftenen - til sidst, accepterede de det også, men de kom aldrig til at lide min William, før hans dødsdag, hvor de fik dårlig samvittighed over at de ikke havde været venlige over for ham. Især da de indså, hvor ødelagt jeg er blevet efter hans død.

Mindet om mødet med hans mor for første gang, står også meget klart i min hukommelse. Det var starten af 2009, og han havde netop hentet mig. Jeg var så nervøs for at besøge hans mor, i lejligheden, hvor hun boede selv, men han forsikrede mig, at hun var meget sød og der slet ikke ville være noget. Og fra øjeblikket jeg trådte ind, var jeg ikke i tvivl om, at han havde ret. Hun var en utroligt varm person - og det var så tydeligt, at hun var mor til William.

Før vi fik set os om, havde vi vores to års dag den femtende december 2010. Blot et par måneder før, jeg var fyldt sytten og kort efter, at William og jeg havde fejret hans tyve års fødseldag på restaurant. Jeg var startet på Gymnasiet i 1G et halvt år før og William var ved sit sidste år - 3G. Når vi kom gående forbi elever, lagde jeg mærke til alle de misundelige blikke - folk misundte os for at have sådan et godt forhold. 

Alt gik fint, indtil William fik afsluttet gymnasiet og besluttede, at uddanne sig som soldat, hvilket overraskede mig. Jeg prøvede desperat at overtale ham til at blive noget andet, som foreksempel journalist, da jeg altid havde beundret hans evne til at skrive, men han ville ikke slippe idéen og startede allerede kort efter på uddannelsen.

William boede på kasernen i et år, også var han uddannet. Imens han blev det, så jeg ham ikke så meget, hvilket jeg var ked af. Dengang skulle jeg bare vide, hvad der ville ske. Jeg havde ingen anelse om, at jeg ville miste ham foraltid.

I sensommeren 2011, flyttede vi sammen i en lejlighed. Vi fik indrettet det godt og jeg nød at være sammen med ham hver eneste dag - og især at kunne være sammen med ham, uden brok fra mine stadig irriterede forældre. Jeg var atten og havde alle rettigheder til at flytte, mine forældre havde ikke noget at skulle have sagt.

Vi var så lykkelige. Så forelskede, selvom at vi havde været sammen i efterhånden lang tid.

Jeg elskede ham bare så højt, og jeg var heller ikke i tvivl om, at hans kærlighed til mig var ubeskrivelig.

Nogle dage før vores årsdag tog vi til Frankrig og på dagen, friede han oppe i Eiffeltårnet. Jeg skreg glad ja og kastede mig i mine arme. Jeg var forbandet lykkelig og så meget frem til at blive Mrs. Willam Mason. Min eneste ene. Ham jeg ville tilbringe resten af mit liv med. Desværre nåede hans knap nok at starte. 

Det hele ændrede sig dog den tiende marts 2012, hvor han blev indkaldt til Afghanistan. Da han gav mig 'nyheden', gik min verden i stå, mens jeg brød ud i gråd i hans favn. Han lovede mig, at det nok skulle gå og at vi kunne blive gift når han kom tilbage. Men det gik ikke.

Jeg husker hvordan jeg knugede ham hårdt indtil mig, sidste gang jeg så ham. Hvordan jeg græd hysterisk i hans arme og strøg ham over det ny barberede hår. Hvor fortabt jeg blev da han med et forsigtigt smil gik for sidste gang.

Når han havde muligheden, ringede han - om det var klokken tre om natten i vores tid, var jeg ligeglad. Jeg gjorde alt for at snakke med ham og det gjorde mig så glad. Jeg havde købt en kalender, hvor jeg satte krydser for hver eneste dag, som var gået af og så frem til at han kom hjem..

Jeg var netop ved at snakke med Kristen, hvor jeg havde fortalt en masse om det, han havde nævnt i telefonen dagen før, og at han elskede min hjemmelavede scrapbog med alle vores minder og billeder, da det pludselig ringede på døren. Med et smil åbnede jeg døren, men det forsvandt med det samme, da jeg så, at to politibetjente stod med et trist blik og dér vidste jeg, hvad dér var sket. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg manglede kun ti kryds.  Aftenen før havde han sagt, at han elskede mig som aldrig før og lovede snart at komme hjem.

Min verden var med et ødelagt.

Jeg vender igen tilbage fra min dybe tankegang og rør gravstenen blidt i indgraveringen.

"William.. Min egen William. Jeg savner dig som aldrig før.. Min verden er jo intet uden dig."

WILLIAM JAMES MASON - F. 9.7.90 / D. 18.8.12

I hjertet gemt, aldrig glemt ♥ 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...