Sorte tårer

De færreste tror i dag på skæbnen eller djævlen for den sags skyld. Rebekka, i daglig tale Bekka, var indtil hendes forældres død i en tragisk ulykke heller ikke ligefrem overtroisk, men en tanke slår hende, da alt bliver ved med at gå galt. Hvem eller hvad har noget imod hende?

6Likes
4Kommentarer
1569Visninger
AA

3. "Vi ses"

 

September kom, og september gik. Dagene blev stadig kortere, og man kunne nu for alvor mærke, at lyset var på tilbagetog.

 

En stemme lød fra opgangen, og selvom jeg ikke kunne høre, hvad der blev sagt, så vidste jeg, at det var Ann Marie, der bekendtgjorde, at aftensmaden var parat.

Jeg kastede et sidste blik på det gråtonede landskab uden for vinduet, der vendte bort fra vejen og lod usigten vende med den mørke skov, inden jeg med tunge bevægelser svingede benene ud over kanten og kravlede ned fra vindueskarmen.

 

Efter aftensmaden ringede Kito, som hun altid gjorde. Hver aften lige så længe jeg kunne huske tilbage, havde Kito ringet klokken kvart i syv. Vi havde sommetider talt i timer, og enten mine eller Kitos forældre havde været nødt til at overtale os til at slutte samtalen, før at vi endelig fik grinet færdig og lagt røret på.

Nu var der hverken latter eller brug for overtalelse for at få os til at slutte samtalen. Kitos stemme virkede fjern, endnu fjernere end den havde lydt i går, og jeg synes også at vores samtaler blev kortere og kortere. Det var måske ikke så mærkeligt, jeg selv bidragede ikke til at holde samtalen i gang, og det var forståeligt nok, at Kito blev træt af at forsøge.

Stemmen i telefonen talte uden begejstring og jeg vidste, at hun lige så meget som mig, følte at vores telefon tradition efterhånden var mere en pligt end noget andet.

Jeg opdagede pludselig, at der var stille i den anden ende af røret, min standardreaktion kom for hurtigt til, at jeg kunne nå at reagere.

"hmm.." lød mit svar, og jeg kunne næsten fornemme, hvordan min tidligere bedste veninde i den anden ende af ledningen med et følte sig forladt.

 

Der gik et par sekunder uden at der kom nogen lyd fra nogen af os. Min mistanke om, at der havde været en for lang pause inden mit standard "hmm" svar var kommet, blev bekræftet af den genkendelig dutten, der lød, da Kito lagde røret på.

 

I uger, der havde føltes som år, havde jeg følt mig alene og til tider helt fortabt. Men den følelse der ramte mig nu, satte de sidste uger i et helt nyt lys.

Den længste sætning jeg havde sagt i flere dage hviskede jeg sagte ind i den døde linje.

"Vi ses."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...