Sorte tårer

De færreste tror i dag på skæbnen eller djævlen for den sags skyld. Rebekka, i daglig tale Bekka, var indtil hendes forældres død i en tragisk ulykke heller ikke ligefrem overtroisk, men en tanke slår hende, da alt bliver ved med at gå galt. Hvem eller hvad har noget imod hende?

6Likes
4Kommentarer
1564Visninger
AA

5. Skæbner

 

Jeg steg af bussen lige uden for byskiltet og gik med ufattelig tunge skridt den sidste kilometer ned til staldene på "Brobyholms Ridecenter." Min mor havde reddet der da hun var helt lille og da hun havde færdiggjort sin uddannelse som beridder havde hun taget job der. Der var her hun havde mødt min far. Det var her de havde lært at kende hinanden og det var endda her de havde haft deres første date.

Da min mor havde fortalt mig det havde jeg syntes det var åndssvagt. At invitere sin date med i hestestalden, det var da kun på amerikansk tv, at man kunne score på den måde.

Men min far var tydeligvis faldet for tricket og de var blevet gift kun et år efter.

 

Jeg så op på den hvidkalkede gavl med de sorte bogstaver. Nu når jeg tænkte over det, så var en stor del af de vigtigste begivenheder både direkte og indirekte for mig, faktisk sket i denne her stald.

 

Jeg trykkede håndtaget ned og trak den gamle trædør åben. En lille del af min hjerne bemærkede kort, at dørens almindeligvis knirkende hængsler var blevet smurt, og nu gav sig lydløst for mit tryk.

 

Uden at jeg selv ville det ledte mine ben mig ind i stalden og ned ad de velkendte gange. Jeg gik uden noget egentligt mål mens jeg ledte efter noget, jeg endnu ikke helt havde besluttet hvad var.

Der var ikke særlig mange i stalden, det var der aldrig så tidligt om eftermiddagen, alligevel undrede tavsheden mig.

Det gik op for mig, at tavsheden ikke havde noget med de andre i stalden at gøre. Jeg var vant til at gå og sludre med den ene eller den anden, for det meste mine forældre. Men dette her var første gang jeg var i stalden alene.

Som om mine tanker havde været højlydte og den følte sig såret af ordet alene var der en hest der i det samme vrinskede så skingert at det mindede mere om et skrig end om en ensom kalden.

Jeg drejede rundt på hælene og indså i det samme, at det var Stark jeg havde ledt efter, og at det var Stark der havde skreget.

Der lød en voldsom banken på boksvægge da de andre heste i stalden blev urolige over Starks udbrud og jeg satte straks i løb gennem stalden.

 

Jeg havde aldrig set hingsten før. Jeg vidste end ikke, i hvilken ende af stalden han stod. Men hvad min hjerne ikke vidste, det rådede mine ben bod for.

Efter hvad der synes på en gang umenneskelig lang og utrolig kort tid stod jeg i den del af stalden jeg altid i sjov havde kaldet for VIP-loungen. Det var i denne her del af stalden at beriddernes egne heste stod. Det var her der var de flotteste og dyreste bokse. Og det var her jeg blev mødt med synet af en hest med ild i blikket.

Jeg stod næsten lige foran Starks boks da hingsten trådte ud af skyggen og lod mig se ham for første gang.

Den slowmotionfølelse jeg havde nydt godt af da jeg løb fulgte mig desværre ikke længere og jeg måtte forskrækket springe tilbage, da den hvide hingst bed ud efter mig.

Jeg havde knap nok genvundet balancen og fundet mig selv igen før det pludselig vrimlede med mennesker omkring mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...