Sorte tårer

De færreste tror i dag på skæbnen eller djævlen for den sags skyld. Rebekka, i daglig tale Bekka, var indtil hendes forældres død i en tragisk ulykke heller ikke ligefrem overtroisk, men en tanke slår hende, da alt bliver ved med at gå galt. Hvem eller hvad har noget imod hende?

6Likes
4Kommentarer
1576Visninger
AA

2. Hvis det havde været en almindelig dag

 

Kito kom hen til mig. Hun lagde en hånd på min skulder og forsøgte at fange mit blik. Jeg holdt med vilje mine øjne fokuserede på det støvede gulv. Alene hendes hånd på min skulder virkede tonstung og jeg vidste, at hvis jeg mødte hendes blik ville mit liv smuldre endnu mere.

Min bedste veninde holdt sig ved min side hele dagen. Hun talte kun til mig enkelte gange men jeg vidste, at hun bedre end nogen anden forstod de modstridende følelser, der rev i mit hjerte. Kito havde været min veninde i hundredvis af år, eller sådan føltes det i hvert fald. Hun forstod mig, og jeg forstod hende. Og selvom jeg ikke så meget som hævede blikket fra gulvet hele den dag, så mærkede jeg hendes tilstedeværelse, og jeg vidste, at hun var ved min side.

 

Jeg så på klokken. Viseren, den tynde af dem, den der symboliserede sekunderne, der passerede forbi, bevægede sig i en langsom, uafbrudt rytme.

Mine øjne opdagede små pletter af mudder og fedt på glasset og jeg tørrede forsigtigt glasset på det blå armbåndsur, jeg havde haft siden.. Som jeg havde haft i flere år.

Klokken var tyve minutter over to. Dagens synes at være forsvundet for mit blik. Lynhurtigt var den væk. Alligevel sneglede de sidste ti minutter sig afsted.

 

Der var ikke noget ur, der ringede, alligevel føltes det som om der gik et sus igennem hele lokalet da klokken endelig slog 14.30. Læreren, som jeg ikke havde ænset et eneste blik hele timen, forsøgte forgæves at få de urolige elever til at sidde stille, så hun kunne få fortalt det sidste, af det hun nu var ved at fortælle.

Hun måtte give op. Da de første hurtige drenge smuttede ud af klassen uden at lægge mærke til lærerens stirrende blik, standsede hendes talestrøm.

Jeg forestillede mig hvordan hun ville slå ud med armene og sende de enkelte tilbageværende elever et rasende blik, selvom det egentlig ikke var dem, der havde bragt hendes temperament i kog.

 

Jeg lukkede min taske og rejste mig. Hvis det havde været en almindelig dag ville jeg have sendt et sidste blik rundt i lokalet. Måske ville jeg havde sendt Alexander et blik og et smil inden jeg vendte ryggen til lokalet for resten af ugen.

Weekend plejede at være noget jeg i allerhøjeste grad så frem til på samme måde som mine jævnaldrende. Jeg kunne mærke at Kito sprudlede af glæde ved siden af mig, men jeg delte på ingen måde hendes begejstring. 

Kito ville starte weekenden ved at tage ud på rideskolen. Hun ville tilbringe timer med at strigle og nusse om sin pony. I dag, og de sidste par uge, havde hun haft den ekstra opgave, også at se efter Stark. Hun havde sendt et mere eller mindre fortvivlet og spørgende blik i min retning, da min stedsøster havde taget imod hende i døren, spærret hende adgangen og spurgt hende om at se efter min hest, hvorefter hun nærmest uhøfligt havde lukket døren foran hende igen.

Det var sådan begyndelsen på mit nye liv var startet.

Jeg huskede den gamle talemåde om at nogle måtte dø, for at andre kunne leve.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...