Sorte tårer

De færreste tror i dag på skæbnen eller djævlen for den sags skyld. Rebekka, i daglig tale Bekka, var indtil hendes forældres død i en tragisk ulykke heller ikke ligefrem overtroisk, men en tanke slår hende, da alt bliver ved med at gå galt. Hvem eller hvad har noget imod hende?

6Likes
4Kommentarer
1603Visninger
AA

6. Fremmed

 

 

Latter, halve velkomstknus og en hel masse ord, som jeg kun fangede ca. halvdelen af. Sådan var det åbenbart at vende tilbage fra de døde. Sådan følte jeg det i hvert fald.

Det ene øjeblik havde jeg stået og beundret, og undret mig over synet af den hingst, der ved et enkelt pust af skæbnen nu var min, og det næste var jeg ved at blive overfaldet af hvad der synes at være hele Brobys befolkning.

 

Det tog fem minutter. Det var så lang tid det tog mine overstrømmende glade venner at finde ud af, at de intet havde at tale med mig om, og ikke vidste, hvad de skulle sige til en i min situation.

Så efter fem minutter var jeg ladt alene igen.

Jeg så mig rundt i stalden, den bunke mennesker der lige havde været her var sporløst forsvundet og det eneste tegn der var på, at de stadig var i nærheden, var en svag latter, der hørtes fra den anden ende af stalden.

 

Jeg vendte mig tilbage mod Starks boks men tøvede med at træde hen til lågen. Boksen var så stor, at den hvide hingst næsten kunne skjule sig helt i den halvdel der henlå i skygge. Den hvide hingst, der for få øjeblikke havde været oprørsk og rolig stod nu næsten som om den sov.

Jeg vendte mig og ville gå tilbage til staldens sadelrum da lyset pludselig glimtede i hestens øjne og en iskold rislen løb ned ad min ryg da den stirrede på mig.

Ikke alene følte jeg mig alene og fremmed for mine egne venner, jeg havde pludselig også en instinktiv følelse af, at Stark afskyede mig. Der var noget i dens blik. Noget, som jeg ikke havde set hos andre heste, i de mørke øjne. Det var noget der på en gang føltes fristende o g farligt.

 

Inden jeg drejede om hjørnet og lagde VIP-loungen bag mig lod jeg endnu et flygtigt blik glide hen over Starks boks. Hesten havde bevæget sig et lille stykke frem i boksen, men han var stadig næsten skjult i skyggerne og hans uhyggeligt intelligente blik hvilede stadig på mig, næsten som om han forventede noget bestemt, eller bare ventede på at jeg ville bryde ud i flammer under hans vedholdende stirren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...