Sorte tårer

De færreste tror i dag på skæbnen eller djævlen for den sags skyld. Rebekka, i daglig tale Bekka, var indtil hendes forældres død i en tragisk ulykke heller ikke ligefrem overtroisk, men en tanke slår hende, da alt bliver ved med at gå galt. Hvem eller hvad har noget imod hende?

6Likes
4Kommentarer
1575Visninger
AA

8. En djævlerytter

 

Jeg havde ikke tænkt synderligt meget over sidste nats drømme. Normalt plejede jeg at vågne op med det svage minde om en drøm.

Når jeg tænkte nærmere over det, så havde denne morgen ikke været som sædvanlig.

 

Efter skole havde jeg havde taget bussen til byskiltet og var gået det sidste stykke ned til rideskolen. Jeg havde sagt hej til at par af pigerne, jeg mødte i stalden og de havde vinket tilbage.

Jeg fattede ikke den mindste smule mistanke før det nærmest stod skrevet med blod på væggen.

 

Kito havde ikke været i skole den dag. Og hun havde ikke været på rideskolen aftenen før.

Jeg havde hele dagen haft en lidt underligt fornemmelse med hensyn til Kitos fravær og jeg bebrejdede fejlagtigt mig selv for det.

 

Jeg havde ikke troet, at det kun ville tage få timer for mig at falde tilbage til den gamle rytme på rideskolen.

Jeg drejede ned ad den østvendte staldgang og greb lige en trense og et grimeskaft fra sadelrummet inden jeg begav mig ned mod VIP-loungen. Jeg vidste at Stark havde været vild og så godt som urørlig lige siden ulykken og det var med stort besvær, at tre af staldens beriddere overhoved fik ham ind i stalden og hen til sin boks. Derfor vidste jeg også, at han ikke havde været i hænder i ugevis, og en smule motion ville ikke skade ham det mindste.

Det var altså med faste og bestemte skridt at jeg nærmede mig den ende af stalden, der var forbeholdt privatejede heste.

Jeg tøvede kun et kort øjeblik da jeg så, at den hvide hingst stod med hovedet ud over lågen, næsten som for at hilse på mig.

Jeg gik opmuntret af det lille tegn videre, men da jeg forsigtigt smilede trådte Stark et skridt tilbage i boksen.

 

Nogen ville måske sige at jeg var overmodig at nærme mig den hest, som end ikke proffessionele ryttersker ville røre ved. Men jeg havde altid haft en evne med heste.

 

Starks forpart, hals og hoved var i dag indrammet af lys, og et kort øjeblik glædede jeg mig ved synet af den gave, skæbnen havde bragt mig.

Men glæden varede kun indtil jeg fik øje på en skygge bag i den store boks.

En sammenrullet klump. Jeg stirrede ind i mørket og mens jeg forsøgte at koncentrere mig synes lyset at forsvinde.

Jeg måtte ubevidst have åbnet bokslågen for pludselig mærkede jeg Starks ånde i nakken.

Den isnende kulde, der løb ned ad min ryg var som ingenting jeg havde oplevet før. Den uhyggelige følelse af at være iagttaget sprang pludselig frem i fuld blus. Jeg ville vende mig om, men i det samme bevægede skyggen i boksens allerbagerste del sig. Den foldede sig langsomt ud og tog form.

 

Tog form som et menneske.

 

Jeg skreg og Starks skrig blandede sig med mit idet hingsten rejste sig i fuld højde. Ikke et øjeblik svajede  den hvide hingst. Fra flere meter oppe i luften så de mørke øjne direkte på mig, og jeg mistede pludselig fodfæste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...