Sorte tårer

De færreste tror i dag på skæbnen eller djævlen for den sags skyld. Rebekka, i daglig tale Bekka, var indtil hendes forældres død i en tragisk ulykke heller ikke ligefrem overtroisk, men en tanke slår hende, da alt bliver ved med at gå galt. Hvem eller hvad har noget imod hende?

6Likes
4Kommentarer
1600Visninger
AA

4. Duften af lykke

 

Da jeg gik i seng den aften havde jeg en underlig summende følelse i maven.

Jeg glædede mig til at vende tilbage til mit liv. Jeg savnede mine venner, min elskede hest og af en eller anden grund savnede jeg også skolen.

Men den lille boblende glæde, der tog form i mit sind, var i direkte modspil mod de fortabte følelser af sorg og afsavn jeg stadig havde.

 

En enkelt tåre trillede ned ad min kind og landede på det lyseblå, blomstrede sengebetræk. Jeg kiggede på de små hvide blomster, der i massevis var spredt ud over den lyseblå dyne.

Jeg havde hadet det sengesæt. Det havde været en gave. Et forgævedes forsøg på at få mig til at føle mig tilpas og hjemme.

Men det havde haft den præcis modsatte effekt. Det nye, let stive stof havde kun formået en ting. Nemlig hele tiden minde mig om, at jeg var alene og fremmed i det lille hus.

 

Jeg vendte mig om på siden, så jeg havde ryggen imod døren og resten af huset, og lukkede øjnene. Mine øjne var stadige fugtige af det endnu alt for nære tab og et øjeblik tvivlede jeg på, om jeg overhoved ville være i stand til at vende tilbage.

 

Den sidste tanke, jeg huskede at havde tænkt inden jeg faldt i søvn,  handlede om den stærke, hvide hingst, der havde virket så fredelig på ydersiden.

 

 

Jeg fulgte ikke synderligt meget med i det min engelsklære gennemgik på tavlen. Tavleundervisning havde aldrig kunnet fange min interesse. Og i dag var jeg endnu mere distraheret end jeg sædvanligvis var.

Det var onsdag og jeg havde pakket en taske med mit rideudstyr, som jeg havde taget med mig i skole.

Jeg havde fra morgenstunden sat mig det mål, at jeg i det mindste ville tage over på rideskolen.

Oprindeligt havde jeg tænkt mig at tage over på rideskolen og rent faktisk tage Stark med ud. Men da jeg først var begyndt at rode i mit gamle grej, der var støvet efter at have været gemt væk i mere end en måned, havde minderne ramt mig med sådan en styrke, at jeg havde mere end vaklet i min beslutning

De fleste af mine lykkeligste stunder havde jeg tilbragt på rideskolen i selskab med enten min far, mor eller begge.

Hele min familie havde været hestetosset og jeg selv havde reddet lige siden jeg kunne sige "hest," hvilket faktisk, ifølge min mor, var et af de første ord jeg lærte at sige.

 

Først havde jeg reddet en lille shetlandspony kaldet London. Da jeg efterhånden voksede mig for stor til den lille pony havde jeg fået en New Forest, der adlød det højtidelige navn Elegance.

De første år af min ridekarrierre havde ikke været noget særligt. Dengang havde jeg været for lille til at forstå, hvad det egentlig var jeg lavede. Og selvom mine første to ponyer havde en speciel plads i mit hjerte, netop fordi de var de første eksemplarer af hesteracen, jeg var fortrolig med, så var det ikke dem, jeg havde holdt mest af.

Den hest der indtil nu havde betydet mest for mig var en mindre hest, en støvet grå vallak der på ingen måde havde vakt opsigt. Alligevel havde Sheik taget mit hjerte med storm.

Vi havde reddet og prøvet alt. Sammen havde vi været klubmestre i både spring og dressur i flere år i træk.

Nu da jeg igen havde lugten af hø og hest overalt mig var det de år med Sheik jeg huskede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...