The Arena Game

Hvert år bliver der afholdt et spil, til ofring til gudinden. Alle børn mellem 13-18 skal stille op og så bliver der trukket lod. Man kan kun håbe. Hvis man blev trukket er man tvunget til at deltage, som enten halvt dyr, ciborg, halv plante, eller menneske. Alle bliver tvunget til at spille, de rige må se det der hjemme. Mens de fattige sider i Arenaens sæder, de kan alligevel kun se på stor skærmende siden Arenaen er for stor til andet. Sofia er nu fyldt 16 og står igen, foran lodtrækningen. Hendes tvillinge bror og store søster døde allerede i spillet. Byen siger at der er en fobandelse over familien som gør de næsten alle vil deltage. Sofias største lillesøster Maria er nu blevet gammel nok til at blive trukket og nu må Sofia spille stærk for at Maria ikke mister modet...

3Likes
7Kommentarer
1293Visninger
AA

3. Lodtræknigen......

Jeg kan mærke min søsters ånde i min nakke. Hun trækker været meget hurtigt og ind i mellem kommer der små klynk fra hende. Nu er vi ved torvet som er fyldt op med frygt og angst for spillet. Vagterne går, jeg vender mig med det samme om og ser min søsters forgradte ansigt og tager hende op i min favn. Jeg har lyst til at spytte efter vagterne, men stopper mig selv i det. Jeg trækker min søster over til køen. For enden af køen er der et bord hvor der sider 5 personer som skal tjekke os ind. Efter der er gået en halv time er det min og Marias tur. Hendes ansigt er helt blejt og, så pludslig kaster hun op. Hun er gået i sjok. Jeg griber hende i armen og får tvunget hendes finger ned i det klistrede blod agtige stas og med lidt anstrengt kraft sætter jeg den på et parpir og jeg skynder mig at gøre det samme. Hun brækker sig lidt efter igen. Hun bliver nød til at læne sig op af mig. Vi står sådan i midten af torvet hvor der efter hånden er blevt fyldt helt op med børn. Der er en trist stemning, alle er stille. Torvet er gråt og trist. Der er faktisk kun grå sorte og kedelige farver. Alle børnene er klædt i flot dog også triste og kedelige farver. Maria og mig er også klædt i det pæne tøj, ja eller så pæn det nu kan være.

 

Der trådte en dame op på scenen, som stod mit på torvet. Hun havde direkte pink hår sat op i en knold, det var pyntet med både hjerter blomster og smykker. Hun havde sminket sit ansigt helt hvidt, hendes læber var farvet i den samme pinke farve og var blevet smurt på så hun fik hjerte læber. Hun så frygelig pyntet ud. Selv hendes tøj var pink med hjerter og blomster. Hun var så frygelig at se på, som et kæmpe hjerte eller sådan. Hendes stemme helt fin kun en smule skænger hed gjore at man kunne se hendes sande jeg. Jeg spytede på jorden for foragt over for den mod bydlige kivnde. "I dag er der det 58 arena spil". Fuldstæntig stilhed over hele torvet da hun sagde det. "Jeg er så glad for at se jers glade ansigter smile i mod mig". Der er selvføllig ingen der smiler men jeg ved ikke hvorfor men hun siger det samme vært år bordtset fra talet selvfølig. Vi er den 5 og sidste by sidend den 6 by har købt sig ud af spillet, så det er her de sidste deltager til spillet skal trakkes der mangler 4 en til vær af de fire spille arter planter,dyr,roboter og mennesker.

"Så er vi kommet til det store øjeblik, det alle har ventet på nu skal lodtræknigen begynde. Hvad skal vi sige..... damerne først".

Hun skal trække sedlerne i denne række følge: en pige til meneskene og så en dreng til roboterne og en pige til dyrene og til sidst en dreng til planterne. Hun stikker hånden ned til sedlerne i meneske bunken og trakker en helt "til fældig" pige hun folder parpiret ud. Maria strammer græbet om min hånd."Den heldige er.....Maria Landay" der kommer et gisp fra mig jeg ser nogle vagter der kommer hen i mod os jeg holder maria helt tæt ind til kroppen. Jeg visker til hende "bare rolig de får ikke lov til at tage dig". Jeg lyder ikke særlig overbevisene. Mine øjne er fulde af vand. Da vagterne er helt hende hved os tager den en vagt min arm væk fra min søster jeg giver mod stand og råber og skriger til sidst lander jeg ned på jorden og de går væk med min søster Maria der er fuld stændig knust. Hun har ikke sagt en lyd hele forløbet og heller ikke nu det eneste tegn på liv er de små tårer der løber ned af hendes ansigt. "Ja ja kom så ikke så bange jeg bidder ikke". Sagde den frygelig dame, hun smilede faktisk som om hun kunne finde på at bidde. det virkede mere som om hun sagde "kom her så du kan dø din lille tøs, kom bare det gør ikke ondt nu, men meget snart ja meget snart skal du dø med stor smerte" det er i værtfald sådan det lød.  

Jeg var nærmest lammet, jeg stod bare og stirrede op på min lillesøster som stod stivt so et brædt med tårer i øjnene, hendes blik lå på mig som om hun håbede jeg kunne gøre noget. Men det kunne jeg ikke man kan ikke melde sig frivilligt man kan intet. Kun vise medlidenhed. Overalt var der stille en blanding med lettelse, frygt og sorg. Det var jo Marias 1 år hvordan er det muligt at hun kunne blive trukket, jeg har jo 10 sedler i hver bogle/skål imens hun kun har 1 mellem 1000 af navne, hvorfor så hende. Jeg gav hende ikke lov til flere lod, en højst nødvendigt.

 

Nu burde i vide at der er 6 store byer men kun 4 af dem symboliserer noget i spillet. By 1 Mekanik, alt fra strøm våben og roboter til selve arenaens styrum. By 2 Dyr, dette kan være jagt, fiskeri til kæledyr. By 3 Planter, dette er en by med kryderier helling til plantemad og pynte blomster. By 4 Mennesker, denne by blev der handlet med slaver. By 5 opstod som handels by og er en kæmpe blanding og til sidst By 6 var alle de riger der flyttede sammen og dette har nu gjort de andre byer fattiger endu. Jeg kommer fra by 5 og det betyder jeg intet kan få lært uden at jeg skal have lodder(en fra by 1 foreksempel kan lære mekanik gratis)  Mine 20 lodder som det jo er, er meget vigtige, 5 lodder i mekanik. Den giver os strøm og varme1 lod) Tilladelse til at arbejde med mekanik(2 lodder så nu er vi oppe på 3)  Tilladelse til at sælge mekanik(1 lodså nu er vi oppe på 4). Ja  og det sidste lod får man i forvejen det er det eneste lod min søster får jeg giver hende ikke lov til flere imens jeg selv tog dem alle. Men jeg har jo gså en hel familie at forsørge.

 

Sådan sad jeg og talte på fingrene om mine lod, nej jeg havde taget alle loddene og havde sørget for hun ikke måtte få nogle som helst undtagen den ene man blev tvunget til. Mit blik glider op på min lillesøster da jeg ikke kan trække tiden ud længere. Hendes læber vribrer og tårerne triller lydløst ned af hendes kinder. Imellem tiden var der åben bart allerede blevet trukket en dreng til robotterne. Der var stille, han var stor og muskuløs. Jeg nåede lige at håbe på at hendes modspiller ikke ville være for gode, da damen som hedder Miss. Prumfree ledte efter en deltager i pigebowlen. Jeg sank nervøst en klump og minder om mine storsøskende dukkede op, de havde begge været heldige at være blevet mennesker. Min lillesøster var nu også blevet det og nu stod jeg der og panisk håbede på der ville være en dårlig person der blev trukket. Miss Porfree havde nu fundet en sedel og hev den op. Hun kikkede lidt på det lille stykke gult papier, og begyndte så at fummle med det. Jeg kikkede op på drengen og kunne se han ville være en farlig modspiller han var kraftig bygget med muskler dog kunne man se han var atletisk og meget stærk tanken om at han ville have metal inden i sig skræmte mig lidt fordi han allerede i forvejen kunne ligne en kæmpe dræber maskine. "Sofia Landay." Jeg stivnede, dette kunne ikke passe. Jeg måtte have hørt forkert, nej de kikkede alle på mig. Miss. Prumfree smilte skrækkeligt sukkersødt til mig og det gik op for mig, det var mig de mendte. Maria stod helt lammet hendes tårer var stoppet af sjok, jeg rystede over helle kroppen, da jeg forsigtigt gik op mod senen. Mine 5 lodder i skålen havde været for mange, jeg stirrede ned i jorden. Jeg ånede tungt for ikke at græde men til sidst kunne jg ikke holde dem alle tilbage.

 

Tankerne for gennem mit hoved og jeg blev svimmel. Vejen op til scenen føltes uendelig. Jeg kikkede op på Maria, min lillesøster MAria som nu skulle dø som jeg måske skulle dræbe som som som måske dræbte mig. Nej tanken skubbede jeg hurtigt væk, jeg tog 3 tunge åndedrag hvor jeg blev stående. Før jeg så gik køligt og uden føleleser op på scenen. Jeg havde jo helt glemt at håbe det ikke blev mig, kun håbet det ikke blev en for god modstander, men er jeg ikke god. Nu vil jeg blive et eller andet blandings monster et eller andet misfoster af et dyr. Mine hænder rystede men dem ville jeg ikke kikke på, jeg var klar over der var mange kameraer og de skulle ikke nyde dette følelses mæsigt øjeblik. "Nå nå nå det bliver vel nok spænende i år med et søster paar". Sagde Miss. Prumfree for at bryde den sære tavshed, hun lød glad. En vrede begyndte at bobble i mig, men jeg bed mig selv i læben i stedet for at råbe højt.

 

Hun gik hen til den sidste bowle hende ved drengene, og roddede i den. Jeg kunne lige sende en spøt klat af afsky væk før en lille dreng begyndte at gå frem. Han var nok 14 år men meget spinkel og lille, jeg kunne ikke lade være med at rykke lidt på smilebånende fordi jeg ikke kunne lade være med at forstille mig drengen som plante. Men af en eller anden grund virkede han som en stor trudsel også hvis han var så lille. Mit blik gled hen til min lillesøster, som mærkede det samme, at han nok var en trudsel. Hun begyndte at græde og af en eller anden grund begyndte alt at blive sort og sløret. Jeg kan huske at jeg rammte noget hårdt træ og en masse stemmer der begyndte at råbe...

 

 

 

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...