You're my Melody [Oneshot]

""At last... My love has come along. My lonely days are over. And life is like a song... For you are mine. At last..."" -Etta James, At Last.

9Likes
8Kommentarer
1280Visninger
AA

1. She's the Melody in me

 

Hun var alt, hvad jeg drømte om. Om dagen, når jeg så på hende, var hun som en engel. Hendes søde smil, hende blå øjne, det krøllede, brune hår. Hendes slanke krop, de fine armbevægelser, når hun gik. Alt ved hende. Om natten var hun en drøm. Aldrig mareridt, for hun var kun godt. Hun bragte et smil til mine læber. Med et glimt i øjet kærtegnede hun mine tanker. Som et pust af magi fik hun mig til at blive mere og mere forelsket. Om morgenen var hun min første tanke. Melody. De første ord over mine læber. Melody. Som en cirkel af tilbagevendende ord. Melody, min Melody.

Men sådan skulle det ikke være, i følge Ryan. Han skulle ødelægge det for mig. Han vandt hendes hjerte alt for hurtigt til at jeg kunne stille noget op. Han fik hende, mens jeg prøvede at bygge noget op. Helt fra bunden. Fra det første hej, til det første kram. Så kom første kys, første skænderi, men vi holdt os fra første farvel. Det var altid på gensyn. Men så sagde hun det. De magiske ord der beviste, at Ryan havde vundet. 'Farvel, Zac' sagde hun med et smil og gik med ham. Jeg kunne havde stoppet hende. Bedt hende blive. Men det gjorde jeg ikke. Jeg så bare efter hende. Jeg kunne fortælle hende, at jeg elskede hende. For det gjorde jeg. Jeg elskede hende helt inderst inde i kroppen. At se hende så glad, når hun var sammen med Ryan, gjorde ondt indeni. Hendes klare latter. Hende brede smil, når han så på hende. Hendes glimt i øjet, som ikke var til mig. Det var som en kniv, der blev stukket ind med en voldsom kraft, drejet rundt og trukket ud igen. Smerten var uudholdelig, og jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg måtte havde hende tilbage!

 

"Hej" sagde jeg glad, da hun endelig åbnede døren. Hun smilede lige så stort, ligesom jeg gjorde, og gik til side, så jeg kunne komme ind.

"Hej" hviskede hun og lagde armene om halsen på mig. Hun hoppede på, så hun kunne svinge benene om livet på mig. Jeg lagde armene om hende og holdt hende tæt ind til mig. "Jeg har savnet dig" Hun sagde det ned i min skulder, så jeg dårligt kunne høre det. Jeg smilede og kyssede hende på kinden.

"I lige måde, Melody" sagde jeg lavt. Jeg kunne mærke hendes varme ånde på min hals. Hendes hænder kærtegnede mig i nakken i dovne cirkler. "Er du okay?"

"Nej" hviskede hun og trak sig lidt væk. Jeg satte hende langsomt ned, men hun holdt sine arme om min hals. "Jeg..." Hendes blå øjne var fyldt med tårer og hendes glimt var væk. Hun var i smerte. Jeg kunne slet ikke klare at se hende så ked af det. Jeg tog hende hånd og trak hende med ind i stuen. Jeg havde været her før, så jeg kendte godt vejen.

"Kom" sagde jeg og satte mig i sofaen. Jeg kunne mærke sofaens bløde stof strejfe min arm. Melody satte sig overfor mig og så ned på sine hænder. "Hey, hvad er det?" Jeg smilede kærligt til hende, mens jeg løftede hendes hage. Jeg fik hende til at se mig i øjnene og jeg så et svagt glimt.

"Ryan" mumlede hun og legede lidt med sine hænder. Mine egne knyttede jeg i vrede. Hvad havde han gjort?! Han skulle ikke såre hende!

"Hvad er der med ham?" spurgte jeg vredt, og hun så forskrækket på mig. "Hvad har han gjort dig?"

"Han har ikke gjort mig noget" forklarede hun febrilsk og så igen på sine hænder. "Det er netop det, der er problemet. Han har slet ikke gjort noget" Hendes stemme var ikke mere end en hvisken, og jeg kunne virkelig mærke, at det gjorde ondt på hende. Ryan havde såret hende, og jeg kunne virkelig ikke lide at se hende i smerte.

"Jeg er vist ikke helt med" sagde jeg og virkede forvirret. Jeg ville have hende til at uddybe.

"Ryan sagde, at han ville hente mig i morges og så ville han invitere mig på brunch. Han kom slet ikke. Jeg fandt ud af, at han havde taget hende Jenny med i stedet" En tåre trillede ned af hende kind og landede på sofaens lyse stof. Langsomt rakte jeg ud efter hendes kind og tørrede den næste tåre væk.

"Jeg snakker med ham"

"Nej!" udbrød hun og bed sig i læben. "Det går ikke" Hendes blik flakkede fra mig til hendes hænder. Hun virkede nervøs og forvirret.

"Hvorfor ikke? Han skal ikke tro, at han kan behandle dig sådan!"

"Det er okay... Jeg skal bare komme mig over det"

"Nej"

"Hvad mener du med nej?" spurgte hun, endnu mere forvirret end før.

"Du skal ikke bare komme dig over det" uddybede jeg og mine øjne skød lyn. Ryan skulle ikke slippe så let! "Ingen skal behandle dig sådan" Med de ord rejste jeg mig fra sofaen og gik ud i gangen med hastige skridt.

"Zac!" kaldte hun, stadig siddende i sofaen, men jeg stoppede ikke. Jeg smækkede hoveddøren efter mig uden at se mig tilbage.

 

"I krig og kærlighed gælder alle kneb" hviskede jeg til mig selv, inden jeg gik over mod Ryan. Han stod og ventede på bussen. "Ryan!"

"Zac" hilste han koldt og vendte ryggen til mig. Han tog endnu et hvæs af sin smøg og pustede røgen ud i luften. Hvad i alverden så Melody i den idiot?

"Hvordan går det med dig og Melody?" spurgte jeg og stillede mig casually ved siden af ham.

"Fint" mumlede han ligegyldigt og så ud i luften. Ikke en eneste gang havde han set ordentligt på mig. Gjorde han det, ville han se, at jeg var meget vred. Jeg havde knyttet mine hænder, mine øjne skød lyn og jeg var ikke imødekommende.

"I spiste morgenmad sammen her i morges, hører jeg" løj jeg.

"Ja" sagde Ryan bare og så stadig ikke på mig.

"Nej i gjorde ej, Ryan"

"Nej, det gjorde vi ikke"

"Hvorfor lyver du?"

"Hvad skulle jeg sige?" spurgte han irriteret. "Nej, vi var ikke ude sammen?"

"Ja, for eksempel. Eller at du var ude med Jenny i stedet for?"

"Ja ja, fint! Jeg var ude med Jenny" sukkede han opgivende og slog ud med hænderne. "Og hvad så?"

"Og hvad så?" spurgte jeg sammenbidt. Jeg kunne dårligt styre mit temperament. "Du er en kæmpe idiot, Ryan" Jeg havde lyst til at slå ham, lige i hovedet. Jeg knyttede mind hånd og skulle lige til at hæve den, da bussen kørte ind foran os. Redet af bussen, Ryan, tænkte jeg og sukkede. Ryan så ikke engang på mig, inden han gik ind i bussen.

 

Efter nogle uger fik jeg igen et opkaldt fra en grædende Melody. Ryan havde lavet sammen nummer igen, og det gjorde mig utrolig sur. Jeg havde virkelig lyst til at slå ham, men af hensyn til Melody, ville jeg ikke synke så dybt. Da jeg tog over til Melody, mødte jeg Ryan på vejen. Han havde en stor buket roser i favnen.

"Skal du ind til Melody?" spurgte jeg koldt, men jeg så på roserne. Det virkede som en undskyldning for, at han var sådan en idiot.

"Ja" sagde han og gik ind foran mig. Jeg stoppede lidt væk fra hendes hus. Ryan gik hen til døren og der blev helt stille. Jeg lyttede efter, om jeg kunne høre Melody. Ringeklokken lød, og kort efter kunne jeg høre lyden af døren, der blev åbnet.

"Skrid!" skreg Melody, da Ryan rakte hende roserne. Jeg gik langsomt tættere på, så jeg kunne se, hvad der foregik. Ryan så forvirret på hende, mens hun slog ham med roserne. Nogle rosenblade faldt langsomt til jorden, mens andre satte sig i hans hår og tøj. "Skrid med dig din idiot!" Det var underligt at høre Melody sige sådan nogle ord, da hun aldrig talte sådan. Ryan vendte om på hælen og bag ham var en følge af røde rosenblade. Melody kastede vredt de sølle rester af buketten efter ham, men den faldt bare til jorden uden at ramme ham. Idet Ryan passerede mig, gik det op for Melody, at jeg også var der. Hun smilede stort og løb ned til mig. Jeg nåede kun lige tids nok at åbne armene, inden hun kastede sig i dem.

"Zac!" hviskede hun glad. Jeg nussede hende på ryggen, mens jeg holdt øjenkontakt med Ryan. Han fnøs og gik. Jeg havde vundet.

 

Hendes lave vejrtrækning var det eneste der brød stilheden. Pludselig holdt hun vejret, for derefter at lade vejrtrækningen gå tilbage i dens forrige regelmæssige rytme. Jeg smilede. Hendes ansigt så fredeligt ud. Hendes øjenlåg så en smule violette ud, hendes kinder var svagt røde og læberne røde. Så fredfyldt...

"Zac?" lød det hæst og åbnede langsomt øjnene, så jeg kunne se hendes blå øjne. Langsomt lagde hun en hånd bag nakken på mig og lagde sine læber mod mine. Det var som fyrværkeri i mine læber. En smil gled over mine læber, og hun trak sig væk igen. "Tak"

"For hvad?"

"Fordi du er dig" hviskede hun og lagde igen sine læber mod mine. Ja, jeg var mig og det ville jeg altid være. Men for hende ville jeg være hvad som helst.

 

""At last... My love has come along. My lonely days are over.

And life is like a song... For you are mine. At last...""

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...