Tro, krig og kærlighed

Den jødiske pige, Rachel og hendes kæreste, Wolf, er et ungt og håbefuldt par, der forgæves prøver, at flygte fra andenverdenskrig i Berlin og dens rædsler. De har lykkelige planer om, at stifte familie, inden for Svergies trygge rammer. Men når de så langt? - Dette er mir bidrag til "The Lucky One", konkurrencen. Håber, at i vil like, skrive en kommentar og sætte på favoritlisten, hvis i syntes at den fortjener det ;) Hver en stemme tæller.

10Likes
23Kommentarer
1109Visninger

1. War- One shot

 

Rachel klamrede sig rædselsslagent til Wolf, der strammede sit greb om hendes magre skuldre. "Jeg er bange" hviskede hun vagt. Han kyssede hendes tykke, sorte manke. "Det er vi alle" lød hans trøstende stemme i natten. De gemte sig bag, nogle halvt smadrede murbrokker, mens død og kamp udspillede sig, blot få meter fra dem. "Vi må hjælpe dem..." klynkede hun, da en lille pige, omkring de 6-7 år, blev skudt i ryggen og faldt om på stedet. Et sidste spræl forlod det unge offer, inden blodet flød. Dannede sig i en rødlig masse på jorden, ved hendes side. Rachel prøvede grædende, at rejse sig op, for at hjælpe, men Wolfs stærke arme holdt hende tilbage. "Nej. Du må blive her. Vi dør, hvis..."

"Det var et lille barn, Wolf" bedende, forsøgte hun igen, at rejse sig op, men han var stædig. "Det ved jeg godt, men du rissikere, at blive dræbt på stedet" forklarede han, stadig med det faste greb, om den skrøbelige kvinde. "Du må ikke være naiv. Der findes ingen nåde i de bæster!" fortsatte han, med en lav hvæsen.

"je-jeg kan ikke lade det ske. Ikke lige for øjnene af mig" en ensom tåre, trillede ned af hendes kind. Wolf tørrede den væk med sin beskidte tommelfinger. "Det er også slemt for mig. Men vi må holde ud. Ellers dør vi begge" han bed sig i læben, mens hun nikkede forstående. "Det ved jeg" hun sank sammen i hans betryggende greb. "Jeg føler bare, at jeg må hjælpe dem. Vi sidder beskyttet her, men dem..." hun pegede med en dirrende finger, mod kampen, på gaden. Flere mennesker faldt døde om. Blandt andet en hysterisk mor, med sin skrigende baby. "De dør hele tiden"

"Det er en latterlig vrangforestilling, elskede. Du kan ikke hjælpe. Du..."

"Hands up or you're dead, stupid Germans!" skreg en engelsk soldat, med maskinpistol. Hans øjne brændte af iver, efter at dræbe dem, men det ville være en forbrydelse, at skyde civile. Skiftesvis stirrede han på det forskrækkede par, der måtte slippe sit tag i hinanden, for at stikke armene i vejret. Kvinden kneb øjnene sammen, for forgæves, at holde tårene inde.

Soldaten bed sig eftertænksomt i læben, hvorefter han sigtede efter dem med sit farlige våben. Den anstrengte og rædselsvækkende atmosfære svævede i luften omkring dem. Wolf sendte hadefulde blikke til englænderen, der blot ignorerede dem.

Pludselig faldt soldaten om. Rachel skreg højlydt, da hun anede blodet, der sneg sig ud fra hans baghoved. "Han er død" hviskede Wolf lamslået, inden én tysk soldat fangede hans blik. Fyldige tårer bevægede sig ned af Rachels røde kinder. "Jeg kan ikke!" råbte hun oprevet og fortsatte hviskende: "Jeg er ikke stærk nok. Få mig væk fra denne hårde verden. Det er jo det rene ragnarok"

Wolf handlede instinktivt. Han smed hende på ryggen og flygtede fra det hidtil bedste gemmested. Murbrokken. Hans svage kæreste lukkede sine øjne, mens hendes blege pande, formede sig i en dyb rynke. Wolf måtte anstrenge sig yderligere for, at få sine ben igang. Han var flere gange ved, at snuble over ejerløse våben, samt en masse lig med opspilede øjne.

"Ligegyldig hvad, så elsker jeg dig" mumlede Rachel lavt, inden de måtte bukke sig, for at undgå et vildfarent skud. "Jeg elsker også dig. Du er mit ét og alt" stønnede Wolf som svar. Han hoppede elegant over en murbrok, hvorefter han kæmpede sig videre, blandt de optagede soldater.

Da de var kommet i ly for bomberne, kiggede han, sin forslåede kæreste i øjnene. Kiggede ind i hendes altid så varme nougatfarvede øjne med de tydelige pupiller. Trods den avorlige situation, smilede Rachel af ham. Hun stak hånden op i hans tykke hår. Wolf grinte kærligt, men hendes læber mod hans forhindrede ham i, at grine videre. De mødtes i et varmt kys. Han plantede sin arm om hendes talje, uden at stoppe det længslene kys. Det var første gang i lang tid, de havde gjort det, så iveren og glæden ved det, blev fordoblet.

Hun pressede febrilsk sine læber tættere på hans. Kærligheden blomstrede vildt, hos det unge par, der elskede hinanden så inderligt, at intet kunne adskille dem.

Wolf måtte modvilligt stoppe deres forelskede kærtegn og det desperate kys. "Det er fo-for farligt, skat. Vi må holde op" beodrede han venligt. "U-undskyld. Jeg blev bare grebet, da det gik op for mig, hvor meget jeg længslede efter dig" smilte hun beklagende og trak på skulderne.

"Blev også selv grebet. Vi må bare passe på"

Hun nikkede forstående.

De stirrede begge panisk op mod himlen, da den advarende bombe-sirene hørtes. Wolf kastede sig selv og Rachel til side. Koldsveden piblede ned af deres i forvejen våde pander. Bomben var sprunget godt ti meter foran dem. Deres forfærdede blik mødtes fuldstændig synkront. De krammede hinanden stramt. Overlykkelige for, at være i god behold.

"Jeg elsker dig" klynkede Rachel og strammede sit greb om hans mave.

"Jeg elsker dig højest!"

Wolf plantede adskillige kys på hendes kind.

Grundet deres mange tætte omfavnelser og blide ord, hørte de ikke den næste sirene. Wolf lå tættest på. Tættest på bomben der nu faldt mod jorden og landede i en kæmpe eksplossion, der rev parret fra hinanden. Rachel hylede skingert, da Wolf blev i ét med eksplossionenen. Blev i ét med virvaret af murbrokker, mennesker og asfalt. "NEJ!" skreg hun. Forsøgte forgæves at kravle hen til sin kæreste, men hun faldt hele tiden, for atter at knalde hovedet mod jorden i en umenneskelig hastighed.

Da eksplossionen fortog, løb Rachel tårevædddet hen til de mange døde soldater. Midt i bunken af lig fandt hun Wolf, der havde flere flænger i kødet, og hvis blod der dryppede ned i soldaternes ansigter.

Hun rev ham væk fra de andre døde, for at omfavne ham, men hans muskuløse krop vejede for meget for den skrøbelige jøde. Hun snublede igen og igen, samtidig med, at hendes sind blev stædigere. Hendes øjne var våde af frygt og gråd, da hun endelig fik ham væk.

"LEV! Lev for helvede!" skrålede hun. Rachel ruskede voldsomt hans brede skuldre, men intet nyttede. Han var død. Ordet fik bare tårerne til, at strømme endnu mere.

Det var i det øjeblik hun vidste, hvad hun skulle gøre.

Rachel Stein, skrøbelig jøde med gode hensigter, bukkede sig ned for at kysse sin afdøde kæreste, Wolf Schmidt, modig tysker med ønsket om fred. Hun mødte hans sprukne læber.

I et sidste kys.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...