Når smerten tager overhånd (på pause)

Josefine er en helt almindelig, positiv teenagepige på 16 år, med helt almindelig teenageproblemer. Men en dag tager hendes liv en uventet drejning, og alt ændre sig til det værre. Hun bliver kun mere bange, da hun begynder at høre og se ting, andre ikke kan se.

19Likes
68Kommentarer
2114Visninger
AA

8. Trance

Jeg ved ikke hvor længe jeg stod og stirrede ud i luften. Stirrede lige frem for mig på en plet på væggen, uden overhoved at registrere hvad der skete omkring mig. Jeg kunne ikke registrere noget. Det var, som var jeg lammet.

Jeg vidste at min mor stod og prøvede at få kontakt med mig, med sine bekymrende, trøstende ord. Men jeg kunne ikke høre hende. Alt jeg kunne høre, var det ene ord, som blev ved med at gentage sig i mit hoved. Død... Død.. Død... Jeg vidste at min mors arme lige nu lå omkring mig, ruskede i mine arme, for at få liv i mig igen. Men jeg kunne ikke mærke det. Alt jeg kunne mærke, var smerten, der fuldstændig overtog min krop.

Det var som om hver eneste knogle, hver eneste muskel, smertede. Hvis min mor ikke havde stået ved min side, ville jeg ikke have været sikker på at jeg stadig ville stå der. Jeg ville have ligget på jorden, krøllet sammen, med mine hænder knugende omkring mig, for at prøve at stoppe den bidende smerte. Men min mor stod der, og holdt mig fast, sikrede sig at jeg ikke faldt sammen.

Jeg prøvede stadig at forstå, forstå at han var væk. Men det kunne ikke passe. Jeg så ham igår. Han var stadig i live, jeg nægtede at tro på det. Desperat tvang jeg min krop til at tage sig sammen, og få mine sanser til at virke igen, med overbevisningen om at han stadig levede.

"Skat... Josefine, sig noget." lød min mors stemme i det fjerne. Langsomt kom stemmen tættere og tættere på. Imens den nærmede sig, kunne jeg høre den ægte bekymring, der lå i den.

Med et, var det som om jeg vågnede op, og min krop gav et lille spjæt fra sig. Min mors bløde hånd aede mig blidt over håret. og hendes moderlige kys ramte min pande.

"Sæt dig ned skat." hun fulgte mig lige så stille hen til køkkenstolen, stadig med en arm omkring min krop, for en sikkerhedskyld. Jeg kunne intet sige, kunne ikke finde ord. Der sad jeg bare, i stilheden, og rystede på hovedet, nægtede at tro på det. Tårerne dukkede op i mine øjne, imens hun lige så stille fortalte mere om det.

"Han havde hængt sig selv Josefine... Hans forældre vil snakke med dig, så snart du er klar til det. Men bare tag dig god tid skat, du skal ikke stresse dig selv til at gøre noget du ikke er klar til." sagde min mor, med den blødeste og mest trøstende stemme jeg nogensinde havde hørt. Hun fortsatte med at fortælle mig, at der intet pres var på mig, men jeg lyttede ikke.

Istedet rejste jeg mig op, og gik med vaklende ben hen mod min jakke. Solen skinnede udenfor, men min verden var sort. Farveløs. Min krop var dækket af gåsehud, og jeg rystede som aldrig før. Jeg kunne mærke at jeg kunne vælte hvert sekund, hvis jeg ikke tog mig sammen. Men jeg kunne ikke. Kunne ikke tage mig sammen.

Da jeg stille lukkede døren i bag mig, og efterlod min fortvivlede mor alene, begyndte tårerne at trille. Trille ned af mine kinder, som en uafbrudt strøm. Smerten var ikke til at bære. Han var død. Død. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...