Når smerten tager overhånd (på pause)

Josefine er en helt almindelig, positiv teenagepige på 16 år, med helt almindelig teenageproblemer. Men en dag tager hendes liv en uventet drejning, og alt ændre sig til det værre. Hun bliver kun mere bange, da hun begynder at høre og se ting, andre ikke kan se.

19Likes
68Kommentarer
2094Visninger
AA

5. Tankerne

Jeg løb. Løb indtil mine ben ikke kunne mere. Løb, indtil min vrede var taget så meget af, at jeg ikke længere kunne mærke den skrige i hele min krop. Jeg havde ingen steder at tage hen. Oskar var højst sandsynligvis stadig henne ved hulen, og sad og græd over hans latterlige følelser, og hvis jeg tog hjem, skulle jeg bare til at høre på mere af min mors pædagogsnak.

Så jeg blev liggende, der midt på stien, i mudderet. I mudderet, hvor alle kunne se mig. Men der var ingen. Mørket havde sænket sig over skoven, og kun de få lamper der stod langs stien, lyste op så jeg kunne se mig omkring. Jeg var helt alene med de store grantræer. Jeg hørte en masse lyde rundt omkring, og skyndte mig at tage mit headset i ørene. Jeg havde altid været bange for at være alene i mørket, lige siden dengang. Dengang med ham...

Jeg rystede tanken fra mig, og skruede højt op for musikken. Metallica var det bedste for mig, når jeg var sur. Når jeg ikke kunne løbe mere, var det den eneste måde at få afreageret på. Smerten i min ankel blev værre og værre. Jeg mådte have trådt forkert på den, og vredet om.

Det var også den lorte mudder. Den lorte skov. Den lorte regn.

Jeg havde ikke haft en ret god dag, for at være helt ærlig, havde den været helt forfærdelig. Hvorfor skulle jeg også have det så svært? Ærlig talt havde jeg ret ondt af mig selv... Oskar var det eneste jeg havde tilbage, det eneste gode i mit liv, i hvert fald som jeg lå og tænkte på det lige nu. Og så skulle han ødelægge det hele!

Jeg forstod det bare ikke... Følelser for mig? Hvorfor skulle han have det? Ligepludselig, nu? Vi havde været venner i så lang tid, men først nu fik han følelser for mig? Ikke at det skulle have været sket før. Efter min mening, skulle det aldrig have været sket. Jeg undrede mig bare over, hvordan det kunne lade sig gøre.

Hvor længe havde det stået på? Havde han haft det sådan i flere år, men ville ikke sige det, af frygt for at ødelægge venskabet? Eller var det en pludselig indskydelse, en pludselig følelse, der dukkede op, da han sad derinde alene med mig, som vi havde gjort så mange gange før? Jeg syntes det var latterligt, så latterligt at ham, at komme med sådan en kommetar, som nu ødelagde hele min dag.

Jeg rejste mig op, og besluttede mig for at gå hjemad. Smerten i min ankel blev større da jeg prøvede at støtte på den, og jeg vidste at det ville blive en lang tur hjem. Tankerne blev ved med at flyve rundt i hovedet på mig.

Min mor havde også været en stor grund til at det havde været en forfærdelig dag. Men jeg forstod hende godt, hvis jeg skulle være helt ærlig. For ja, der sker mange ting i byen. Det betød bare så meget for mig at komme derhen, når Mathias var der.

Mathias... Jeg sukkede. Jeg havde længe drømt om at få ham, helt for mig selv. Drømt om ham og mig, sammen. Han var skolens populære dreng, ham alle ville have, inklusiv mig. Det var også derfor det var så latterligt af mig, latterligt at forelske mig, når jeg vidste han var uopnåelig.

Men min mor havde engang sagt til mig, at man skulle blive ved med at kæmpe, for det man brændte for at få. Vi havde snakket om Mathias, en dag hvor jeg var kommet grædende hjem, fordi han havde stået og kysset med skolens populære pige. Min mor var der nu altid for mig, hvis jeg havde pigeproblemer.

Jeg var nu nået til huset, og lyset lyste ud fra vinduet ind til stuen. Jeg kiggede ind, og så min mor sidde foran fjernsynet, som altid, med vores yndlingstæppe over sig, og en skål popcorn i hånden.

Fast besluttet på at gå ind og undskylde, nærmede jeg mig den velkendte hoveddør.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...