Når smerten tager overhånd (på pause)

Josefine er en helt almindelig, positiv teenagepige på 16 år, med helt almindelig teenageproblemer. Men en dag tager hendes liv en uventet drejning, og alt ændre sig til det værre. Hun bliver kun mere bange, da hun begynder at høre og se ting, andre ikke kan se.

19Likes
68Kommentarer
2112Visninger
AA

11. Sort

Tårerne fortsætter ned af mine kinder, imens jeg endnu engang knuger det gennemblødte, krøllede papir ind til mit bryst. Smerten vil ikke stoppe. Den hvirvler fortsat rundt i mit bryst, hvirvler rundt i det hul, han skulle udfylde.

Jeg går med stille, bævrende skridt hen til spejlet, og bliver chokeret over synet. Øjnene der kigger tilbage på mig, er så tomme, at de nærmest ser døde ud. Så tomme for håb, så tomme for den lykke, der engang fyldte dem. Kinderne er røde og hævede efter de mange salte tårer. De tårer, der er det eneste tegn på, at pigen i spejlet faktisk er levende. Ansigtet er blegt, nærmest hvidt, gemt bag den mørke hættetrøje.

Tanken slår mig pludselig. Lige siden den dag, har jeg ikke set mig selv i spejlet en eneste gang. Lige siden den dag, har jeg ikke en eneste gang brudt mig om at tænke over hvordan jeg ser ud. Lige siden den dag, har min garderobe udelukkende bestået af sort tøj. Lige siden den dag, har jeg været lukket inde. Fysisk, har jeg brugt en hver mulighed for at lukke mig selv inde på mit værelse, for bare at kigge ud af vinduet, følelsesløs.

Psykisk, har jeg lige siden den dag lukket mig inde i mig selv. Jeg ved ikke længere hvem jeg er. Smerten har overtaget min krop, mine tanker, mit sind, mig. Lige siden den dag, har jeg ikke et eneste ord sagt. Min hals har snøret sig sammen, hver eneste gang jeg har forsøgt.

Jeg er inde i mig selv, fanget i mørket. Jeg kan ikke længere komme ud. Det er, som er jeg lænket fast til hullet, til smerten. Ikke en eneste gang har jeg fældet en tårer, før idag. Kun indvendigt har jeg grædt, grædt fra det minut min mor omsorgsfuldt kom ind og vækkede mig, til det sekund jeg forsvandt i søvnen, dag ud og dag ind. Men nu, da jeg igen fandt det brev frem, som i 2 uger har været gemt væk i en skuffe, bryder mine facader ned.

Alt hvad jeg har bygget op, igennem så ufattelig lang tid, er fuldstændig brudt ned igen. Det eneste jeg føler, er usikkerheden, uvidenheden over om jeg nogensinde kommer til at bygge det op igen, så jeg kan holde tårerne og smerten indvendig.

Jeg skæver med sløret blik hen til uret på væggen. Den er halv 6. Om en halv time vil min mor komme listende ind af døren, og ae mig på kinden, i troen om at jeg har tilbragt hele natten under min varme dyne, i mine drømme. Men sandheden er, at jeg igennem de sidste 4 timer har siddet og stirret på brevet, imens tårerne fortsat har løbet ned af mine kinder, i en endeløs strøm. Mine rander under øjnene viser tydelige tegn på at jeg ingen søvn har fået, men jeg er ligeglad.

Ligeglad, med alt andet end Oskar. Jeg har fuldstændig mistet interessen for alt, mistet troen og håbet for livet. Men alligevel fortsætter jeg mit liv, som om ingenting er sket. Jeg gør som jeg plejer, men uden et smil. Jeg når igennem det hele, klarer mig igennem skolen, men uden håb for nogen fremtid. For jeg er ligeglad.

Alt er ligemeget. Min familie betyder ikke længere noget. Igennem de sidste par uger, har jeg ikke lagt mærke til dem overhoved, selvom jeg er sikker på at de har forsøgt mange ting, for at få mig til at få det bedre. Min skole betyder ikke længere noget. Jeg laver mine lektier, møder til tiden, men det hele føltes som om jeg drømmer - så uvirkeligt. Hvor ville jeg ønske det hele bare var en drøm.

Det eneste der får mig til at fortsætte, det eneste der får mig til at blive ved med at leve, er Oskar. Oskars bedende ord. Jeg lovede ham at jeg ville fortsætte, og jeg vil holde det, jeg vil fortsætte. Men der er ét af hans ønsker jeg ikke kan opfylde, et jeg ikke kan fuldende. Jeg kan ikke smile, ikke uden ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...