Når smerten tager overhånd (på pause)

Josefine er en helt almindelig, positiv teenagepige på 16 år, med helt almindelig teenageproblemer. Men en dag tager hendes liv en uventet drejning, og alt ændre sig til det værre. Hun bliver kun mere bange, da hun begynder at høre og se ting, andre ikke kan se.

19Likes
68Kommentarer
2059Visninger
AA

2. Skænderiet

Jeg husker den dag, som var det igår. Den dag jeg lavede min største fejl.

Endnu engang stod min mor og råbte af mig. Hvor kunne jeg dog blive træt af hende nogle gange. Hun gjorde hele mit liv meget mere besværligt. Hvorfor måtte jeg ikke bare tage til fest, ligesom alle mine venner? Hun var så overbeskyttende. Jeg kunne tydeligt mærke vreden boble i mine krop, skrige i mine ben. Jeg havde brug for at afreagere, på en eller anden måde. Jeg lod det gå ud over hende.

"Mor! Du er slet ikke fair lige nu, du er ej! Er du klar over at jeg faktisk har et liv?! Du levede selv dit fuldt ud en gang, nu er det min tur!" min stemme var høj og skinger pågrund af vreden, men jeg var ligeglad. Budskabet var kommet ud.

"Skat... Der kan ske så mange ting ude i byen. Jeg tænker jo bare på din sikkerhed." sagde min mor, med en irriterende, pædagoisk stemme. Hvor det dog irriterede mig at hun ikke bare kunne vise lidt flere følelser engang imellem, i stedet for at være så ligeglad og overfladisk hele tiden.

"Du overvejer det jo ikke engang!" jeg havde den største trang til at sparke til et eller andet, men beherskede mig selv. Jeg kunne se på min mor at hun var ved at blive godt sur. Hendes overlæbe vibrerede altid når hun blev irriteret på mig. Hun tog et par dybe indåndinger, og sagde så med en ligegyldig, men positiv tone.

"Når jeg har sagt nej, er det et nej."

Jeg stirrede ind i hendes øjne i et kort øjeblik, men udbrød så i et vredesråb, og trampede hen imod døren. I farten nåede jeg lige at fange mit headset, og min mobil.

"Fuck dig mor!" var det sidste jeg råbte, før jeg smækkede døren i bag mig, og begyndte at løbe. Heavymusikken spillede i mine øre, og pågrund af vreden begyndte jeg at løbe hurtigere og hurtigere. Jeg skulle afreagere. Men selvom det plejede at hjælpe, var det som om det intet gjorde denne gang.

Regnen begyndte at øse ned, præcis som jeg var trådt ud af døren. Typisk, tænkte jeg for mig selv. Min irritation voksede på grund af den piskende regn der ramte mit ansigt, og blandede sig med de få vredeståre jeg havde fældet.

Jeg vidste præcis hvor jeg var på vej hen. Det samme sted, som jeg altid tog hen, efter et skænderi med en af mine forældre. Det eneste sted i nærheden, hvor jeg kunne få lov til at være i fred. Det eneste sted jeg kunne være mig selv uden at blive afbrudt af de mange pensionister rundt på deres hyggelige ture, eller børnefamilierne, som altid tog på udflygter i skoven.

Jeg havde fundet stedet som helt lille. Jeg måtte have været omkring 8 på det tidspunkt. Jeg var løbet hjemmefra for første gang, men jeg nåede ikke ret langt, før jeg blev udmattet og for træt, så jeg lagde mig ned dér, og opdagede først senere hvor jeg var henne.

Lige siden dengang, tog jeg altid derhen når der var noget. Det var blevet mit yndlingsted. Mit hemmelige gemmested. Kun én anden person vidste noget om stedet. Min bedsteven, Oskar. Han havde engang ledt efter mig, da jeg var løbet væk fra ham, og havde så fundet mig der.

Da jeg kom derhen, følte jeg mig allerede mere afslappet. Det her var mit hjem. Her følte jeg mig tryggere, end jeg gjorde "derhjemme". Rødderne fra det store, hule træ, snoede sig langs den mudrede jord, og de visne blade lå i bunker rundt om. Buskende omkring træet var også ved at miste deres blade, men få hang stadig stædigt fast på grenene, ensomme og alene. På en eller anden måde mindede de mig og mig selv.

Jeg gik stille hen til træet, og passede på ikke at glide i det smattende mudder. Da jeg kom derover, satte jeg mig trygt ind i hullet i træet, og følte med det samme den rolige atmosfære omringe mig. Dette var mit yndlingsted.

Jeg hev min mobil op af lommen, og begyndte at skrive en besked. Mørket var ved at sænke sig over skoven, og jeg ville ikke være her alene.

Hej Oskar! Kommer du ikke hen til hullet? - endnu et skænderi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...