Når smerten tager overhånd (på pause)

Josefine er en helt almindelig, positiv teenagepige på 16 år, med helt almindelig teenageproblemer. Men en dag tager hendes liv en uventet drejning, og alt ændre sig til det værre. Hun bliver kun mere bange, da hun begynder at høre og se ting, andre ikke kan se.

19Likes
68Kommentarer
2041Visninger
AA

6. Samtalen

Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg kom ind i stuen den aften, og så min mor sidde og putte under tæppet, som en lille pige. Rummet var helt mørklagt, og kun fjernsynets skær gjorde, at jeg kunne se hende sidde der, og proppe popcorn i sig. Jeg rømmede mig, for at gøre hende opmærksom på, at jeg var kommet hjem. Hun vendte hovedet, og så på mig.

Hendes øjne udstrålede forståelse, forståelse for hvorfor jeg blev vred. De så bedende, nærmest undskyldende ud, og jeg smilede til hende, for at vise hende at jeg ikke længere var sur. Jeg traskede stille hen til sofaen, og smed mig ned ved siden af hende. Fjedrende i den gamle sofa gav efter da jeg lagde min vægt i, og både mig og min mor hoppede lidt op og ned.

Et lille grin kom over hendes læber. Det lød mere som en hest, end et grin, og jeg kunne ikke holde latteren inde. I et stykke tid sad vi der, og grinede sammen, indtil vores øjne var fulde af vand, og vores maver gik i kramper. Hun skubbede stille til min skulder, drillende, som for at sige, at jeg ikke skulle mobbe hende med hendes grin. Jeg smilede stort til hende, men tog mig så sammen.

"Undskyld det tidligere mor. Jeg mente det ikke." sagde jeg stille, og kiggede hende dybt i øjnene, for at understrege alvoren. Hun smilede og rystede på hovedet.

"Du skal ikke undskylde min skat. Jeg var måske ikke helt fair. Du må godt tage til den fest, hvis det er det du vil.  Men på en betingelse." hun smilede lumsk til mig, og jeg blev nervøs, ved tanken om alle de betingelser hun kunne finde på. Dog var det slet ikke så slemt som jeg havde regnet med.

"Du skal fortælle mig, hvorfor lige præcis dén fest er så vigtig." hun klemte min hånd, og kiggede afventende på mig, tålmodigt. Jeg rømmede mig, prøvede at finde ud af hvad jeg skulle sige.

"Det er en dreng der holder festen.. Mathias." jeg kiggede usikkert ned på mine ben, kløede på mit knæ, lige pludselig uvidende om hvad jeg skulle gøre med mine hænder. Da jeg kiggede op på min mor, sad hun med et uforstående blik og kiggede på mig.

"Vent lige... Mathias... Mathias. Var det ikke ham der havde kysset med en anden? Ham du græd over?" spurgte hun mistænktsomt. Jeg nikkede bare som svar. Hun rystede på hovedet, og fortsatte:

"Josefine... Du fortjener meget bedre, en meget sødere dreng, end sådan en type som Mathias."  hun prøvede at fange mit blik, men jeg kiggede bare ned, og rystede på hovedet. Jeg fortjente jo ikke bedre - faktisk fortjente jeg ham overhoved ikke! Min mor kunne læse mig som en åben bog, og sagde:

"Jo du gør. Du er en virkelig, virkelig smuk pige - helt dig selv. Du har mange talenter og egenskaber Josefine, du har meget at byde på! Og du fortjener en dreng der kan se det, en dreng der sætter pris på hver eneste ting ved dig. En god dreng. Ligesom Oskar!" Hun sagde det sidste med et smil, men en vrede bredte sig stadig i min krop, da hans navn blev nævnt. Jeg kyssede hende på kinden, og sagde godnat. Hun skulle ikke mærke min vrede.

Oppe i min bløde dobbeltseng, lå jeg igen og tænkte, da min mobil begyndte at ringe. Oskars navn lyste op på skærmen. For hvert blink af hans navn, bredte vreden sig i min krop. Vibrationen stoppede hurtigt, men efterfølgende kom der mange beskeder bippende ind, og da han ringede for 3. gang, blev jeg så vred, at jeg tog mobilen, og kastede den ind i min lysegrønne væg.

Kunne han da ikke forstå, at jeg ikke ville snakke med ham?! Det ville være værst for ham selv, hvis jeg tog den. Jeg prøvede at skubbe tanken om ham fra mig, trak vejret i dybe tag, og lukkede mine øjenlåg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...