Når smerten tager overhånd (på pause)

Josefine er en helt almindelig, positiv teenagepige på 16 år, med helt almindelig teenageproblemer. Men en dag tager hendes liv en uventet drejning, og alt ændre sig til det værre. Hun bliver kun mere bange, da hun begynder at høre og se ting, andre ikke kan se.

19Likes
68Kommentarer
2045Visninger
AA

3. Oskar

Allerede 5 minutter efter beskeden var sendt, kunne jeg se ham nærme sig i det fjerne. Som altid havde han sine joggingbukser på, og havde bare smidt en trøje over hovedet, ligeglad med hvordan han så ud. Hans hår var pjusket, og bevægede sig stille i den vedtagende vind. Halvvejs på vej hen til mig, var han lige ved at glide, og landede med knæende ned i mudderet.

En bobel af glæde voksede sig større i min mave, og jeg kunne ikke holde mit grin inde. Da han først kiggede op, så han pinligt berørt ud, nærmest som om han skammede sig. Hvorfor, forstod jeg ikke helt. Det var jo bare mig - jeg var vant til at se ham klodse rundt. Men da han hørte mit skingre grin, der rungede i skoven, var det som om han løsnede op, og efterhånden bredte der sig et stort, fjumret smil på hans ellers ret voksne ansigt.

Jeg studerede hans ansigt, imens han kom nærmere. Mange af mine veninder havde snakket om ham. De havde nævnt at jeg bare skulle score ham, og at han var vildt lækker. Sådan havde jeg aldrig set på Oskar. Oskar var bare... Oskar. Han var min bedsteven, lige siden de helt små klasser. Vi kunne fortælle alt til hinanden, og havde de vildeste minder sammen. Jeg holdt meget af Oskar. Rigtig meget. Men ligefrem score ham? - den tanke havde aldrig krydset mig, og ville forhåbentlig heller aldrig gøre det.

Hans smil forsvandt, da han så tårerne på mine kinder. Han klemte sig ind i hullet ved siden af mig. Der var rimelig klemt derinde, men det var noget vi altid havde gjort. Dog havde der været en del mere plads, da vi var mindre. Mit smil blegnede også, da mine tanker landede på hvad der var sket for blot et par minutter siden.

"Endnu et skænderi, hva?" hans stemme løs bekymret, og tørrede stille tåren væk fra min kind, imens han prøvede at fange mit blik. Jeg kiggede ned på mine hænder, som var foldet omkring mine knæ. Jeg rømmede mig, og sagde så:

"Ja... Min mor er bare for meget nogle gange."  jeg mødte hans blik, og så forståelsen i hans øjne.

"Hvad var det om denne gang?" 

"Festen imorgen. Jeg har tigget hende om det i SÅ lang tid! Og hun gav mig lov... Bare fordi hun skulle virke sød, imens hendes unge, klamme nye kæreste var der..." bare tanken om ham gav mig kvalme.

Han lagde armen om min skulder, og aede mig på kinden. Jeg følte mig glad. Glad for at han var der for mig, altid. Også selvom det bare var de små, ligegyldige problemer. Han lyttede altid.

"Men idag, da jeg spurgte ind til det, råbte hun til mig at det måtte jeg i hvertfald ikke! Åååårh Oskar, Mathias kommer jo! Jeg vil så gerne imponere ham." Jeg rykkede mit hoved væk fra hans skuldre, og kastede en gren ud af hullet, for at afreagere lidt.

"Det kunne have været aftenen, aftenen hvor jeg endelig scorede ham! Men det satte hun en stopper for... "

Jeg kiggede ud på regnen der silede ned, og de mange, efterårsfarvede blade der virvlede rundt på jorden. En ensom fugl hoppede rundt i mudderet, og ledte desperat efter noget at spise. Stilheden var blevet larmende, og jeg indså at Oskar ikke havde svaret mig.

Jeg drejede hovedet over imod ham, og så et overraskende syn. Hans øjne var røde og våde, og en saltet tåre trillede stille ned af hans kind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...