Når smerten tager overhånd (på pause)

Josefine er en helt almindelig, positiv teenagepige på 16 år, med helt almindelig teenageproblemer. Men en dag tager hendes liv en uventet drejning, og alt ændre sig til det værre. Hun bliver kun mere bange, da hun begynder at høre og se ting, andre ikke kan se.

19Likes
68Kommentarer
2149Visninger
AA

14. Hulen

Jeg mærker frygten brede sig i mig,  som jeg indser, at mine ben ikke fører mig hjem. De har ikke til hensigt at føre mig hen til det sted, hvor jeg kan låse mig selv inde, i mit eget, sorte hul. Det her er værre.

Træerne omkring mig suser langsommere og langsommere forbi mit fortvivlede blik, da jeg sætter farten ned. Mit indre prøver desperat at overtale mine ben til at stoppe, vende om. Komme væk fra dette sted, så hurtigt som muligt. Inden der sker noget. Inden smerten kommer listende. Inden den overtager min krop fuldstændig. Men den sænkende fart er til ingen nytte, og får mig kun til at opdage, at jeg er meget tæt på nu.

Selvom det føltes som evigheder siden jeg har været her sidst, er det hele, som det var dengang. Træerne har mistet flere blade, og farverne har ændret sig en smule, men ellers er det som før. Jeg kigger forpustet rundt, leder efter en ændring.

Hvorfor er det hele som det var før? Hvordan kan det være det, efter alt der er sket? Det hele burde være forandret nu. Forandret til det mørke, dystre, dødsdømte sted min fantasi havde opdigtet til mig, hver eneste gang jeg tænkte på stedet. Synet af den lyse, fredfyldte skov chokere mig, og vækker smerternes kramper i mig, da tanken slår mig.

Intet har ændret sig. Solen skinner på himlen, som den altid har gjort. Det er bare som om jeg ikke længere ser den. Mine forældre holder stadig øje med mig i smug, håber på en forandring til det bedre. Klar til at støtte og trøste, hvis jeg kom grædende til deres skuldre. Det er bare som om de ikke længere betyder noget. Mine dengang tætte venner går stadig og kigger forstående og trøstende på mig, når jeg en sjælden gang kigger op. Jeg vil bare ikke have deres medlidende blikke, vil ikke hjælpes.

Stedet her er ikke forandret, ligesom alt andet ikke har forandret sig forfærdeligt meget. Forandringen er sket inde i mig. Min omverden er ikke mørk, død og dyster, efter han er gået bort. Det hele er inde i mig. Inde i mig er der mørkt, så mørkt at jeg ikke kan finde vej.

I starten famlede jeg mig i blinde frem i mørket. Men jeg gav op. Jeg valgte at leve i det sorte, døde hul inde i mig. Valgte det, velvidende om, at Oskar aldrig ville komme tilbage. Så hvorfor skulle jeg leve i deres lyse, glade verden? Den overdrevet ligeglade verden, som de alle hygger sig så godt i. Hvorfor skulle jeg leve dér, hvis Oskar, mit eneste lys, valgte det fra?

Jeg vågner op fra det sted mine tanker trak mig ned til, og mærker den ru bark kradse imod mine sarte fingerspidser, som jeg langsomt lader dem glide henover indgangen. Indgangen til vores hule. Et enkelt spindelvævs tråde dækker over ingangen med sit tynde spind, og får det til at se gammelt ud. Som om det prøver at skjule fortiden, minderne.

Frustreret og lettere vredt river jeg spindelvævet fra hinanden, og smadrer, til min fortrydelse, derefter min knyttede næve ind i den solide bark. Da vreden aftager, kommer smerten som et lyn fra den blå himmel. Ikke smerten fra min blodstribede næve. Smerten fra mit indre. Mørket trækker i mig, men jeg vil ikke forsvinde. Jeg vil ikke ned i det mørke hul, ikke nu. Jeg vil bare gerne side i min egen elendighed, og græde mine øjne tørre for vand.

Hvorfor kan jeg ikke få lov at blive ude af den dystre verden, som jeg selv har skabt? Jeg springer op, frustreret og med kinderne gennemblødte af vand. Jeg kigger op på den lyse himmel, kigger op på ham.

"HVORFOR?" jeg tvinger min hæse stemme til at råbe så højt den kan, ligeglad med folk omkring mig. "HVORFOR BLEV DU IKKE HOS MIG?" Min stemme knækker over pågrund af gråden. For hvert ord bliver det sværre og sværre at tale. Mørket og smerten truer med at tage mig. Hulkende fylder min hals. Mit blik er fortsat fæstet på skyerne, ledende. "OSKAR!! KAN DU SE HVAD DU HAR GJORT?!" Jeg snøfter fortvivlet og forsøger desperat at få vejret, prøver at få styrke nok. "Kan du se hvad du har gjort..?" Det sidste forsvinder i en hvisken, da mit stemmebånd siger stop, og jeg mærker min krop forsvinde under mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...