Når smerten tager overhånd (på pause)

Josefine er en helt almindelig, positiv teenagepige på 16 år, med helt almindelig teenageproblemer. Men en dag tager hendes liv en uventet drejning, og alt ændre sig til det værre. Hun bliver kun mere bange, da hun begynder at høre og se ting, andre ikke kan se.

19Likes
68Kommentarer
2145Visninger
AA

4. Følelserne

Jeg sad der og kiggede undrende på ham, imens stilheden rungede mere og mere i mine øre. Han blinkede, desperat efter at få de ufrivillige tårer væk, i håb om at jeg måske ikke ville spørge ind til det. Jeg vidste jeg burde gøre et eller andet, men jeg var helt rundt på gulvet. Det havde altid været mig der havde haft problemer, og ham der havde trøstet mig - og at hans tårer ligepludselig løb ned af hans kinder, forstod jeg ikke.

Jeg kunne mærke bekymringen vokse i mig. Hvad var der galt? Han snøftede, kæmpede for at tage sig sammen. Tage sig sammen, så han kunne sige det, som han vidste jeg ikke ville høre alligevel. Vidste jeg ville ønske jeg aldrig havde hørt det.

"Hvad er der galt Oskar?" min stemme viste tydelige tegn på at jeg var bekymret for ham. Jeg fandt hele situationen meget mærkelig - som om vi havde byttet roller i venskabet. Jeg fandt frem til hans hånd, og gav den et opmuntrende klem, et tegn på at han skulle fortælle mig det.

"Det... Jeg kan ikke sige det, Josefine.." Fik han snøftende fremstammet, inden han trak sit ærme ned over sin hånd, og tørede tårerne væk med den. Han kiggede usikkert ned i jorden, og trak vejret i dybe tag. Jeg gav ham tid, tid til at samle sine tanker, og få styr på sin stemme. Jeg ville ikke presse ham til at sige det. Jeg kunne mærke på ham, at han nok selv skulle sige det, når han var klar til det. Men hvad kunne det være?

"Jeg... Jeg elsker dig Josefine." han kiggede ømt op på mig med sine røde øjne. Hans stemme lød svag og rusten, meget mandlig, i forhold til så mange andre 16-årige.

"Jamen jeg elsker da også dig Oskar! Det da ikke noget at græde over!" sagde jeg smilende, og rystede på hovedet.

"Nej, du forstår det ikke. Jeg elsker dig. Sådan virkelig. Jeg kan ikke stoppe med at tænke på dig. Du fylder mine tanker hele tiden, Josefine, du er overalt!" sagde han mere og mere sikkert, sikker på at han skulle ud med det hele nu. Det var som om mit hjerte gik i stå. Elskede mig? Sådan rigtigt? Det kunne ikke passe...

"Når jeg ser dig, banker mit hjerte hurtigt, hurtigere end du kan forstille dig! Du er den jeg vil være sammen med hele tiden, den eneste der lyser det hele op... Bare at se dit smil, kan få mig til at føle mig som den.. som den lykkeligste dreng på jorden!"  nu smilede han, for optaget af sine tanker og følelser, til at kigge på mig, og se min reaktion.

"Jeg er faldet for dig, Josefine. Virkelig hårdt. Du er det eneste der betyder noget" nærmest hviskede han, og vendte sit ansigt imod mig igen. Jeg var sikker på at jeg lignede en komplet idiot, som jeg sad der og stirrede ud i luften ved siden af ham, med munden måbende åben, og rynker i panden af forvirring.

Han gav min hånd et klem, som for at "vække" mig lidt, for at få en hvilken som helst reaktion fra mig. Hurtigt og gispende rev jeg hånden til mig. Han skulle ikke røre min hånd! Forelsket i mig? Det kunne han da ikke være! Hvorfor skulle han ødelægge det hele, lige når vi var så gode venner?! Jeg så på ham, med øjne der udstrålede vrede, men fik det straks dårligt da jeg så de uforstående, fortvivlede øjne, og kiggede væk.

Min krop rystede svagt, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg gjorde det første der faldt mig ind, og hoppede ud af hullet, hvorefter jeg var lige ved at glide i mudderet. Regnen gennemblødte med det samme mit tøj, og mit hår klaskede til mit ansigt. Jeg kiggede på ham med et blik jeg ikke selv kunne tyde. Jeg vidste ikke hvad jeg følte. Vidste bare jeg skulle væk.

"Hvad snakker du om Oskar? Forelsket?! Vi er venner, for helved, fat det! Du kan ikke være bekendt at komme og ødelægge hele vores venskab på den måde!" nærmest råbte jeg af ham, med en stemme fuld af afsky. Jeg følte mig så vred indeni. Hvorfor? Jeg vidste det ikke helt. Hans øjne var igen fyldt med tårer, men jeg følte ingen medlidenhed.

"Men, Josefine, jeg kan jo ikke gøre for det.. Der er jo ikke noget der er ødelagt." nærmest hviskede han med hans nu sårbare stemme. Jeg rystede på hovedet af hans latterligheder.

"Bare lad mig være Oskar!" var det sidste jeg råbte, før jeg vendte mig om, og begyndte at løbe alt hvad jeg kunne, væk fra hans råb, væk fra ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...