Når smerten tager overhånd (på pause)

Josefine er en helt almindelig, positiv teenagepige på 16 år, med helt almindelig teenageproblemer. Men en dag tager hendes liv en uventet drejning, og alt ændre sig til det værre. Hun bliver kun mere bange, da hun begynder at høre og se ting, andre ikke kan se.

19Likes
68Kommentarer
2045Visninger
AA

12. Drengen

Jeg går op af min lige, kedelige vej, alene. Den samme vej, som jeg går hver eneste dag, på vej til skole. De samme rutiner, dag ud og dag ind, uden ændring. Jeg passere steder, som jeg førhen altid smilede over, pågrund af minderne de frembrang, men som jeg nu går forbi, følelsesløs og kold indeni. Nogle gange ønsker jeg at jeg bare kunne føle, bare kunne vise mine følelser.

Men muren er endnu engang bygget op, og solen er stået op. Jeg må endnu engang tage mig sammen, gemme det hele væk. Gemme smerten væk, som ligger inde i mig, og truer, som tiden går, på at komme ud. Gemme tårerne væk, der nu kun oversvømmer mit døde hjerte. Gemme alle følelser og reaktioner væk, så ingen vil se den byrde jeg virkelig bære.

Eleverne omkring mig stirre på mig, som jeg går hen imod den store dør ind til skolen. Elever, som jeg engang kunne kalde mine venner, står nu bare langs siden, usikre på om de skal træde ind. Bange for hvordan jeg vil reagere, bange for at se mit ansigt. Bange for mig.

"Se, der kommer den døde emo!" lyder råbet fra en af sportsidioterne, Jannik. Et lille, hæst grin efterfølger, men ingen andre griner med. I min øjenkrog kan jeg se en hånd blive langet langsomt ud efter hans arm, som en stoppende bevægelse. De forfærdede blikke ligger nu igen på mig, afventende. De venter på en reaktion, som de inderst inde godt ved ikke vil komme. Kommentaren har ikke rørt mig det mindste. Det er kun det samme jeg skal høre på hver eneste dag.

Jeg går med traskende skridt ind i det tomme klasselokale, og sætter mig opgivende og tungt på stolen. Tårerne presser sig på, og jeg kan mærke vreden på mig selv dukke op. Hver dag er den samme, og jeg burde ikke græde over denne. Hvis jeg ikke havde brudt muren ned i nat, ville jeg have været stærkere nu. Jeg fortryder i det øjeblik inderligt at jeg ikke tog mig sammen i nat. Alle er ligeglade med mig, og jeg vil heller ikke have medlidenhed. Jeg nægter at græde foran dem alle sammen.

Frustreret trækker jeg den sorte hætte over hovedet, og skruer højere op for den larmende musik, så jeg ikke kan høre stemmerne fra de elever der så småt er begyndt at dukke op. Jeg kigger ned i den blanke bordplade, som er overklistret med de mange klistermærker, klistermærker fra Oskar. Langsomt og bittert begynder jeg at skrabe dem af med min nedbidte og sortlakerede negl.

Jeg kan mærke deres blikke brænde sig ind i mig fra alle sider, men ligeglad fortsætter jeg, til alle stumperne er skrabet af bordet, og der nu kun ligger tynde lag resterende lim. Jeg kigger hurtigt op, da vores gamle, pædagoiske lærer kommer ind af døren, men fjerner hurtig blikket igen, og ligger opmærksomheden på mine klistermærker. For at kunne følge bare en lille smule med i hvad der foregår, skruer jeg ned for musikken, så den kun er som vrede i baggrunden.

Alligevel er hans snak meningsløs for mig, og jeg begynder at rive klistermærkerne i små stykker. Jeg kan stadig mærke få blikke på mig, men heldigvis er de fleste vendt sig imod læreren. Siden Oskars død har selv han været ligeglad. Ikke en eneste gang har han spurgt mig om noget, eller krævet lektier af mig. Efterhånden begyndte jeg bare at sidde og hører musik, uden at lytte til et eneste ord. Hvorfor jeg stadig møder op, ved jeg ikke. Måske for at bevise overfor dem alle sammen at jeg sagtens kan klare det. Selvom det er løgn.

Jeg bliver revet ud af mine tanker, da han rømmer sig, og begynder at snakke om en ny elev, som ankommer idag. Jeg nænner ham stadig ikke et blik, men er alligevel mere fokuseret på hans stemme end før. Selvom musikken stadig larmer i mine ører, får jeg fat i at det er en dreng, en udvekslingsstuderende fra USA. En dreng ved navn Chad. Jeg kan mærke interessen inde i mig, da jeg hører døren gå op, og de mange hviskende stemmer, men kigger fortsat ned i bordpladen, og skruer længere op for musikken.

Jeg får et kæmpe chok, da jeg pludselig mærker en prikken på min skulder, og jeg vender forskrækket mit hoved i den retning, for at se hvad der forstyrrede mig i mine tanker. Uden jeg havde lagt mærke til det, havde han sat sig på den tomme plads ved siden af mig. Den plads hvor Oskar plejede at sidde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...