Når smerten tager overhånd (på pause)

Josefine er en helt almindelig, positiv teenagepige på 16 år, med helt almindelig teenageproblemer. Men en dag tager hendes liv en uventet drejning, og alt ændre sig til det værre. Hun bliver kun mere bange, da hun begynder at høre og se ting, andre ikke kan se.

19Likes
68Kommentarer
2064Visninger
AA

13. Chad

Han ligner en af de sportsidioter man altid ser i amerikanske high school film. Hans lyse, halvlange hår stritter pjusket ud til alle sider, men alligevel ligner det noget der er taget ud fra en reklame. Hans kæbe er meget markeret, og kindbenene træder tydeligt frem. De blå øjne der kigger imødekommende på mig, lyser af nysgerrighed og interesse. Så perfekt ser han ud, som han sidder dér, på den stol, som ingen har rørt, siden Oskar døde.

Jeg kan mærke vreden i mig endnu engang, som jeg ser ham sidde der, og smile hans perfekte tandpastasmil til mig. Jeg ved det allerede - jeg kan virkelig ikke lide ham. Jeg kan læse ham som en åben bog, ved præcis hvilken type han er. Hans ansigt udstråler den ligeglade, arrogante indstilling, som får mig til at himle med øjnene, og skrue højere op for min musik. Få sekunder efter mærker jeg igen en prikken på min skulder.

Jeg ignorer den først. Hvorfor skulle jeg give ham noget opmærksomhed, hvorfor skulle jeg overhoved prøve, når jeg ved at han om en halv time vil høre fra alle andre, at jeg er en emo-freak, en man skal holde sig langt væk fra? Desuden klarer han sig nok med at sidde ved siden af mig, uden at have en samtale kørende hele tiden. Han burde da kunne se, at jeg ikke lige er typen der snakker, overhoved.

Irritationen vokser inde i mig, som jeg kan mærke den fortsatte prikken på min skulder, i tiltagende styrke. Vredt vender jeg hastigt hovedet imod ham, med øjne der kunne dræbe. Han sidder med det store smil smøret på hans perfekte ansigt, imens han utålmodigt venter på at jeg skruer ned for musikken. Da han indser at jeg ikke har tænkt mig at gøre det, vælger han som en impulsiv beslutning, at rive headsettet ud af mine ører. Vreden inden i mig er nu så stor, at jeg er sikker på at mine øjne lyner.

"Hej!" siger han med en charmerende, selvsikker stemme. Jeg kan tydeligt høre den amerikanske accent bag det. Da jeg kun svare med et frustrerende, vredt blik, fortsætter han:

"Jeg kan ikke... snakke ret godt dansk." får han lettere nervøst fremstammet, men finder hurtigt den selvglade indstilling frem igen: "Hvad hedder du?" Hans irriterende blå øjne ser spørgende på mig.

"Josefine" sukker jeg irriteret, og vender blikket imod vores lærer, som ivrigt fortæller om noget jeg i forvejen ved. Hans stemme er helt tæt på, da han hvisker:

"Hvorfor sidder du ikke sammen med en veninde?" Nysgerrigheden stråler ud af ham. Jeg ved at det er venligt ment, men jeg har fået nok af ham. Jeg river headsettet ud af hånden på ham, og propper det ind i mine ører igen. Jeg kigger ned på mine klistermærker, og fortsætter med at rive dem i mindre stykker, for at få vreden lidt ud af min krop. Selvom mit mørke hår og den sorte hætter dækker for mit ansigt, kan jeg mærke at hans nysgerrige blik stadig ligger på mig.

Da klokken endelig ringer ud, griber jeg hurtigt fat i mine ting, propper dem ned i tasken, og svinger den om på ryggen, imens jeg med hastige skridt går ud af klassen. Jeg kan høre Chad råbe efter mig, men hans råb bliver druknet af de mange elever, der nu omringer ham, og giver mig mulighed for at slippe væk.

Jeg vil ikke være her mere. Jeg kan mærke, at det hele var en for stor mundfuld, ovenpå i nat. Søvnigheden ligger over mig, imens jeg begiver mig hjemad. Ingen vil ligge mærke til at jeg tager tidligere hjem, alle er ligeglade. Ligeglade med mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...