Når smerten tager overhånd (på pause)

Josefine er en helt almindelig, positiv teenagepige på 16 år, med helt almindelig teenageproblemer. Men en dag tager hendes liv en uventet drejning, og alt ændre sig til det værre. Hun bliver kun mere bange, da hun begynder at høre og se ting, andre ikke kan se.

19Likes
68Kommentarer
2066Visninger
AA

10. Brevet

Jeg havde ingen tidsfornemmelse. Absolut ingen anelse om hvor lang tid vi havde stået sådan, grædt og omfavnet hinanden. Men lige så langsomt stoppede snøftene, og der blev færre og færre tårer, indtil vi til sidst brød den beskyttende bobel omkring os, og kiggede sørgmodigt på hinanden.

Jeg kunne nemt se sorgen i deres øjne. Dens skygge lå over deres ansigter, dens tomhed lå i deres blanke øjne. Jeg måtte have set lige sådan ud. Johannes rømmede sig, og tørrede de ensomme tårer væk fra sine kinder, imens han stak den ene hånd ned i lommen, tøvende. Mit syn var blevet klarere, mine øjne var ikke længere fulde af vand. Jeg følte derimod tørhed i dem. Mit ansigt var varmt og ophævet, og mine øjne sved. Dog prøvede jeg alligevel at fokusere på det han efterhånden desperat prøvede at få op af lommen, uden at gøre skade på.

Da han rakte det frem imod mig, kunne jeg endelig se hvad det var. En hvid, krøllet konvolut. Med mit navn på. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere.

"Josefine, det her er til dig. Det.." han rømmede sig, da han kunne mærke gråden overtage hans stemme. "Det blev fundet ved Oskar. Sammen med et brev til os." hans stemme gik nærmest ud i en hvisken, og han rystede med hånden, som for at lokke mig til at tage den. Jeg rakte rystende min hånd frem, og tog imod den. Johannes vendte sig om, og gik ind af døren. Maria kom hen til mig, aede mig blidt og trøstende på armen, og kastede blikken hen imod deres gyngesofa, inden hun også vendte sig om og gik.

Den dag satte jeg mig hen på den samme gyngesofa, som jeg havde siddet sammen med Oskar på, mange nætter i træk. De gange hvor vi havde holdt hinanden varme, når solen forsvandt, og snakket, til vi faldt i søvn, og måtte bæres ind. Med bævrende hænder, prøvede jeg febrilsk at åbne konvoluten, bange for at ødelægge noget. Bange for indholdet.

Jeg knuger brevet ind til mig, imens tårerne triller. Som lydløse råb, råb på hjælp. Jeg ved ikke, hvordan jeg er endt op her. Ikke på mit værelse, men i mindernes strøm. Jeg husker så tydeligt den dag, den dag jeg læste brevet for første gang. Så smertefuldt, så forfærdeligt, så følsomt. Jeg krøller det halvvåde papir ud, og læser det endnu engang.

 

Kære Josefine.

Lige siden jeg så dig for første gang, vidste jeg at du var noget helt specielt, noget unikt. Lige siden jeg snakkede med dig for første gang, vidste jeg, at det vi havde, ville blive til noget vigtigt. Lige siden jeg så ind i dine smukke øjne for første gang, vidste jeg, at du var den eneste for mig. Men jeg skjulte det, skjulte det fordi jeg ikke ville ødelægge hvad vi havde, for bange for hvad der ville ske med os, hvis du ikke havde det på samme måde. Alligevel gjorde jeg det, så dum som jeg nu en gang er, og det gik som jeg havde frygtet det ville. Nu vil du ikke have mig, nu vil du ikke se på mig mere, og det er grund nok for mig. Grund nok til at forlade det her sted. Måske syntes du min handling er overdrevet, men hvis du gør det, forstår du ikke. Du er alt for mig Josefine, absolut alt. Det kan ikke beskrives med ord, og selvom jeg ville have levet hele mit liv med dig, ville det aldrig være nok tid til at fortælle hvor meget jeg elsker dig. Det er ikke som almindelig kærlighed. Det er meget mere end det. De siger at man ikke dør af at miste den man elsker - men de lyver. I hvert fald i mit tilfælde. Jeg døde indeni, da jeg indså, at det aldrig ville blive os. Da jeg indså hvad jeg havde ødelagt.  

Lov mig én ting Josefine. Smil. Grin. Fortsæt med at være den sprudlende glade pige jeg kender så godt. Den pige, der lyste min verden op. En dag vil du forstå, lige præcis hvordan jeg har følt for dig. Og du skal nå at opleve den følelse. Lov mig at du kæmper for ham - den heldige der bliver din udvalgte. Lov mig at du bliver ved med at kæmpe, for dine håb og drømme. Lov mig, at du fortsat vil leve livet, som du og jeg så mange gange har gjort sammen - vildt og skønt. Du må ikke miste det smil jeg kender så godt - du må ikke lade tårerne dække det. Jeg elsker dig, og det vil jeg altid gøre, uanset hvor jeg kommer hen. - Din Oskar.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...