Når smerten tager overhånd (på pause)

Josefine er en helt almindelig, positiv teenagepige på 16 år, med helt almindelig teenageproblemer. Men en dag tager hendes liv en uventet drejning, og alt ændre sig til det værre. Hun bliver kun mere bange, da hun begynder at høre og se ting, andre ikke kan se.

19Likes
68Kommentarer
2057Visninger
AA

9. Besøget

Solen skinnede og bagede på min hud. Fuglenes morgensang lød fortsat i baggrunden. Små børn legede lykkeligt og uvidende rundt langs vejen. Det hele virkede forkert. Forkert at verden udadtil kunne se så smuk og lykkelig ud, når den lige var brast sammen, inden i mig. En verden så knust, ødelagt, dyster og farveløs, udadtil kan se så overfladisk og farerig ud.

Kun for en halv time siden, havde jeg danset rundt. Danset rundt, til en latterlig fugls sang, udenfor mit vindue. Uvidende om, at han ikke længere var her. Ikke længere var her på jorden. Han var her ikke, til at mødes med mig, når et nyt skænderi dukkede op. Han var der ikke, til at hjælpe mig, støtte mig. Til at lyse min verden op. Han var der ikke, til at gennemleve sit liv, til at nå alt hvad han havde planlagt. Det gjorde så ondt. Det var så ufatteligt smertefuldt. Hvordan kunne han gøre det? Imod mig, imod hans familie? Imod ham selv? Jeg havde brug for svar.

Jeg nærmede mig Oskars hus, og tørrede desperat tårerne væk fra mine gennemblødte kinder, kun for at nye skulle dukke op. Til sidst gav jeg op, ligeglad med om de ville se mine tårer. Jeg var bange for at se dem. Bange for at se deres reaktion, reaktionen på Oskars død. Død. En stædig tåre ramte min mundvig, og jeg kunne smage salten. Jeg kunne ikke forestille mig andet, end at de måtte være fuldstændig knust.

Jeg stoppede pludseligt op foran deres hoveddør, tæt på at støde ind i den, fordybet i mine tanker. Jeg prøvede roligt at trække vejret igennem min næse, for at få styr på følelserne, men endte i stedet op med at stå og hive efter vejret, pågrund af gråden. Smerten var ubærlig. Jeg lukkede øjnene et kort sekund, men ringede så på den skingre dørklokke.

Døren blev med det samme flået op, og jeg nåede lige at se et kort glimt af Maria's grådfærdige ansigt, inden jeg blev nærmest revet ind i hendes favn. Maria, Oskars mor, knugede mig ind til sig, og de mure jeg lige havde kæmpet for at bygge op, blev revet ned på ingen tid. Mine tårer trillede som aldrig før, og jeg hulkede højt, imens hun aede mig over håret. Jeg kunne mærke hendes salte tårer på min skulder. Tårer fuld af smerte, fuld af sorg.

Jeg kunne mærke et par nye, stærkere arme omfavne os begge, og vidste med det samme at det var Johannes, Oskars far. Jeg følte mig tryg i deres favn, omringet af den familie, der altid havde været der for mig, når min egen ikke var. Men jeg var kun beskyttet for den fysiske smerte, ikke den psykiske. Som vi stod der, i en varm, omfavnende klump, var det, som om al vores smerte og sorg, blev samlet i en stor bobel, en bobel som lagde sig rundt om os.

Det var, som blev jeg slået, indefra, igen og igen. Som om noget desperat prøvede at komme ud, men uanset hvor meget jeg græd, hjalp det ikke. Lige som jeg troede mine øjne var tomme for vand, blev de igen gennemblødt af flere tårer. Lige som jeg troede min smerte ikke kunne blive større, gik virkeligheden mere og mere op for mig, og slagene blev hårdere. Det knuste mig indvendigt.

Smerten, jeg bar på mine skuldre, var stor nok til at tvinge tårerne frem. Men at føle deres sorg, gjorde så ubeskriveligt ondt. Det var jo ikke fair det her, ikke fair for nogen. Jeg havde aldrig rigtigt troet på gud, men som jeg stod der, undrede jeg mig. Jeg blev vred. Han kunne have holdt en hånd over Oskar, han kunne have gjort.... Noget. Var det ikke det gud var til for? For at støtte os, beskytte os. Skulle han ikke passe på sine børn?

Gud, hvorfor gjorde du ikke noget?!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...