Når smerten tager overhånd (på pause)

Josefine er en helt almindelig, positiv teenagepige på 16 år, med helt almindelig teenageproblemer. Men en dag tager hendes liv en uventet drejning, og alt ændre sig til det værre. Hun bliver kun mere bange, da hun begynder at høre og se ting, andre ikke kan se.

19Likes
68Kommentarer
2115Visninger
AA

7. Beskeden

Den morgen vågnede jeg op, uvidende og glad. Al min vrede var forsvundet, fløjet væk i løbet af natten. Nu var min krop igen fyldt med den positivitet den altid var. Allerede da jeg åbnede øjnene, blev jeg glad. Solen kæmpede sin vej igennem mit tykke gardin, og viste sig i en revne på mit gulv.

Jeg kunne høre fuglenes sang udenfor mit vindue, den smukke melodi fløj rundt i luften, og gav mig en trang til at danse. Jeg trak dynen væk fra min krop, og hoppede ud af sengen. Stadig i mit nattøj, gav jeg mig til at danse rundt på gulvet, så forsigtigt som muligt, for ikke at vække min lillesøster, som højst sandsynligt stadig lå og drømte søde drømme.

Jeg følte mig fjollet, som jeg hoppede rundt dér, på strakte tæer, til en fugls melodi, men jeg havde så meget glæde og energi i min krop, at jeg ikke kunne styre det. Det skulle ud på en eller anden måde, jeg kunne ikke længere holde det inde. Jeg havde ikke længere bekymringer i mit sind - det eneste jeg kunne høre, var tanker om at idag var en ny dag, og at det hele nok skulle gå.

Det vidste jeg det ville. Jeg havde overreageret dagen før, og det var ikke fair overfor Oskar. Han havde blot taget sig sammen til at fortælle mig hvad han virkelig følte indeni, og jeg skulle ikke have angrebet ham på den måde. Jeg havde selv følt sådan noget før. Dog ikke for ham. Men jeg kendte til følelserne, og jeg kunne ikke beskylde ham for at have dem - for jeg vidste at man ikke kunne gøre for, hvad man følte.

Imens jeg stod og lavede lidt morgengymnastik, lovede jeg mig selv at jeg skulle tage over til Oskar lige så snart jeg havde spist morgenmad. Min mobil havde jeg jo ødelagt. Jeg rystede på hovedet af mine dumheder, imens et smil bredte sig på mit ansigt.

Jeg stoppede morgengymnastiken, og dansede i stedet hen til mit klædeskab, stadig i takt med fuglens sang. Jeg hev et par nye shorts med USA print ud, og hoppede med det samme i dem. De passede perfekt! Jeg havde ikke haft tid til at prøve dem igår, da jeg lige pludselig var blevet sur på min mor. Jeg trak en sort, ærmeløs skjorte over hovedet, og så mig selv i spejlet.

Selve tøjet så smart og sommeragtigt ud, og var lige hvad jeg havde brug for idag. Mit lange, brune hår bølgede ned over mine skuldre. Jeg orkede ikke til at gøre noget ved det - jeg var tilfreds nok med det, som det var! Mit ansigt var jeg også helt okay med. Jeg havde altid været så heldig, at have en ren, porcelæns hud, og jeg brugte derfor aldrig rigtig make-up.

Glad hoppede jeg i nogle sutsko, og kiggede ind til min lillesøster, i værelset ved siden af. Som jeg havde forestillet mig, lå hun sødt og puttede sig under den varme dyne, og drømte drømme kun hun ville kunne forstå. Jeg smilede, da jeg kiggede på hendes yndige ansigt. Kun 6 år, og allerede var hun så smuk. Lydløst lukkede jeg døren til igen, og dansede ned af trappen, hen til køkkenet.

Min mor stod henne ved køkkenbordet, støttede sine arme på en stol.

"Godmorgen mor!" sagde jeg glad og friskt, og smilede stort til hende. Men da hun kiggede op, kunne jeg med det samme se at noget var galt. Da jeg havde talt, var det som om jeg havde vækket hende fra sine egne tanker, og hun kiggede nu chokeret op på mig. Hurtigt ændrede hendes ansigtsudtryk sig til medfølelse, og sorg. En mørk skygge lå over hendes øjne, og de var blanke, tomme.

"Hvad er der galt mor?" nærmest hviskede jeg, og nærmede mig hende, bange for hvad der kunne være.

"Jeg bliver nød til at fortælle dig noget, min lille skat." sagde hun alvorligt, og en enkelt tåre løb ned af hendes kind. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, og jeg stirrede afventende og en anelse bange på hende. Hun prøvede længe at tage sig sammen, men det var som om hun ikke kunne finde ordene.

"De fandt Oskar her til morges i skoven. Død." lød ordende fra hendes mund, så stille at kun jeg kunne høre det, fordi jeg stod så tæt på.

Min verden gik i stå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...