I'm Not Alice

Alice Wonderland var ikke et ønsket barn, for nogen udover sin far, som døde af en sygdom da hun var yngre. Hendes mor afskyede hende af sit udseende. Hun ville have et engle barn med blond hår og blå øjne. Efter hånden havde hun over bevist sig selv at hun ikke var noget end: grim, uhyggelig og uønsket. Hun elskede også Alice, fra Alice i eventyrlandet, hun ville på en måde ønske at hun lignede hende.

11Likes
6Kommentarer
2377Visninger
AA

15. My Heart its running!!

 Folk kiggede efter mig, med spørgende blikke, da jeg løb igennem bal salen. Jeg løb så godt jeg kunne med min kjole, og høje sko, som forhindrede mig i at løbe hurtigere.

 

”Vent!” sagde jeg forpustet og udmattet, men stoppede ikke, det gjorde han derimod heller ikke.

Da jeg var ude af bal salen, løb jeg igennem den store lange gang, hvor han løb hen til. Forenden af gange kom der en stor og bred trappe til syne. Prøvede at løbe så hurtigt jeg kunne ned ad trapperne, men rullede også lidt af vejen.

 

Hvorfor var jeg så opsat på at indhente ham? Blev jeg ved med at tænke over, da jeg løb efter ham.

 

Nogle af vagterne havde også prøvet at spørge hvorfor jeg havde så travlt. Jeg svarede dem ikke men løb bare forbi dem, og hen til de åbne døre. Natten var over os, med klare stjerner på himlen. Han løb indimellem nogle af buskene, og jeg løb selvfølelig efter.

 

Noget af min kjole blev flænset og revet af buskene. Men det skulle ikke forhindre mig i at løbe efter ham. Gad vide hvorfor han overhoved løb, eller fulgt med i Madhatters og min samtale, og derefter, prøve at løbe væk fra mig.

 

Jeg nåede lige at se ham løbe ind i labyrintens indgang, så jeg løb også derind. Da jeg nåede ind, var han væk. Jeg sukkede dybt, nu måtte jeg selv finde vej. Alle de gange jeg havde været her inde, havde jeg aldrig kunne finde til midten, og ud igen.

Men jeg ville ikke give op. Jeg snublede over en gren og faldt til jorden ”Fandens!” udstødte jeg, og smed mine sko af. Jorden var kold under mine bare fødder, glad for at jeg alligevel ikke tog hvide strømper på, de ville blive helt beskidte og brune.

 

Jeg vidste helt hvilke veje jeg havde løbet i labyrinten. Men jeg var endelig nået til midten. Dér! Han stod der, op ad springvandet. Han så udmattet ud og havde bøjet sig over spring vandet. Man kunne høre hans hurtige åndedragt helt over til der hvor jeg stod.

 

Han fik øje på mig, og kiggede såret. Det gjorde ondt i hjertet at se ham sådan. Jeg gik stille og roligt hen mod ham.

 

”Når, så fandt du endelig vejen til springvandet?” spurgte han fraværende og kigge væk. ”Skal du ikke være sammen med hatte tossen?”

 

”Hvad mener du?” spurgte jeg og lød en smule irriteret.

 

”Du ved udmørket godt hvad jeg mener!” råbte han næsten, og prøvede at løbe, men jeg falde mig over, så han ikke kunne gå.

 

Han kiggede endelig op på kiggede ende op på mig. Hans store violete øjne skinnede den aften, ligesom dengang i London. Dog denne gang skinnede de lidt mere, som om nogle tårer snart ville falde.

 

Han lodne ører hang ned af og så triste ud, det klædte ham slet ikke.

”Alice....Jeg...jeg har altid godt kunne lide dig” han løb som et barn da sagde det.

 

Alligevel føltes det uimodståeligt varmt indvendigt. Jeg svævede at jeg også rødmede på det tidspunkt. Automatisk lænede jeg mig op ad ham, og gav ham et kram. Så krammede ham så tæt op af ad, at jeg kunne høre hans hurtige og larmende hjerte dunken.

”Jeg kan også lide dig” sagde jeg, og mærkede hans trygge arme omkring. Månen og stjernerne på den klare og mørke himmel. Springvandets brusen alt omkring os, var bare perfekt.

 

Pludselig hørte jeg noget som tikkede hurtigt, hurtigere inde det plejede. Han lage også mærke til det, vi trak og lidt fra hinanden, for at se hvad det var som tikkede. Jeg kiggede ned over mig, og kunne høre de tydelige tikkende lyde fra uret. Jeg tog den op i minde hænder, og åbnede den.

 

Uret var gået i selvsving, ja den gik næsten amok. Nogle sekunder efter stoppede uret og der blev stille igen. Pludselig, høre jeg en stemme i mit hoved.

 

Alice du klarede det, du har opfyldt kravet”

 

Jeg smilede for mig selv, da jeg hørte stemmen.

 

”Far”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...