I'm Not Alice

Alice Wonderland var ikke et ønsket barn, for nogen udover sin far, som døde af en sygdom da hun var yngre. Hendes mor afskyede hende af sit udseende. Hun ville have et engle barn med blond hår og blå øjne. Efter hånden havde hun over bevist sig selv at hun ikke var noget end: grim, uhyggelig og uønsket. Hun elskede også Alice, fra Alice i eventyrlandet, hun ville på en måde ønske at hun lignede hende.

11Likes
6Kommentarer
2383Visninger
AA

2. Alice Wonderland

Jeg kiggede mig selv i spejlet, en aften. Mit mørke, lange hår var, hang løst som altid. Jeg tog blikket væk fra spejlet igen, og kiggede i stedet ned i jorden. Jeg gad ikke se på det ansigt som folk hadede. Alle som gik forbi, prøvede bare at undgå at se på mig.

 

Selv min mor hadet mig, selvom hun altid sagde at hun elskede mig. Der var kun én person som, som havde gidet at, høre mig, se på mig, endda trøste mig hvis jeg havde det skidt. Den person skulle jeg akkurat miste.

 

Min Far.

 

Mor giftede sig kun med ham, fordi han var Englænder og havde penge. Hun havde altid drømt om et barn. Et barn, som var smuk, havde lange blonde krøller og havde de klareste blå øjne. Jeg var det modsatte af det hun ønskede. Jeg lignede hende, hende som aldrig havde åbnet sig op for mig, hjælpe mig hvis jeg havde problemer, og heller aldrig havde givet mig et ægte smil.

 

Min Familie har altid elsket den ene gamle folke fortælling, vi havde endda skiftet efternavn, til Wonderland. Historien handlede om en pige som drømte sig ind i et eventyrland fyldt med mærkelige væsner. Jeg elskede også den historie, fordi det var altid den, min far læste op, som godnat historie.

 

Jeg elskede hovedpersonen Alice, men på en måde hadede jeg hende også. Jeg fik altid kommentarer som: ”Hun ligner da slet ikke en Alice, sådan en med blond fint hår, og smiler konstant” og ”Alice Wonderland? Hun ligner da mere Lucifers datter, tænk at Mr. Wonderland var hendes far”

 

Da jeg var yngre græd jeg tit over hvad folk sagde om mig, men nu havde jeg vænnet mig til det. Jeg havde vænnet mig til tanken om at jeg var: Grim, uhyggelig, heks og uønsket.

 

Jeg havde nu levet med det liv i snart 16 år. Far var her ikke længere til at beskytte mig, og alle ville nok være lykkeligere hvis jeg forsvandt fra denne verden.

 

Klokken slog tolv, det kunne jeg høre udefra, da Bigbens store ur slog udenfor.

 

Det var tid.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...