Two souls, one dance [ 1D ]

Historien handler om Emily Canmicheal der upartetisk støder ind i Louis Tomlinson. Dette er dog ikke deres første møde, for de har nemlig en fortid sammen. En fortid som ingen af dem vil huske. En fortid der brænder inde i dem begge.
Hvad sker der når to sjæle mødes tilfældigt om og om igen hvert år, på samme dato. Hvordan har de udviklede sig gennem årene. Er de stadig lige så tilfældelig som dag og nat. Eller er de blevet mere modne.

Du får både Emily og Louis synsvinkel, gennem hver dato. Det hele bliver ændret, gennem historien. Det er opdigtede, derfor ændres deres alder også.

10Likes
20Kommentarer
1688Visninger
AA

7. Den 3 maj 2003.

 

Emily's synsvinkel

Jeg vågnede ved lyden af mit vækkeur. Jeg tror det havde ringet 5 gange før jeg reagerede. Jeg tog dynen over hovedet, da solen skinnede lige ind på mit trætte ansigt. Jeg tørrede søvnen ud af mine øjne, under dynen før jeg endelig tog mod til mig, og satte mine varme fødder på det kolde trægulv. Jeg gik hen til vinduet og åbnede det. Jeg kunne høre fuglenes fløjten og lagt derfra kunne jeg fornemme støjen fra bilerne der startede. Jeg boede stadig sammen med min mormor. Vi havde boet i denne lejlighed, lige siden vores hus på landet brændte. Min mormor besluttede sig for at vi skulle starte et nyt kapitel i vores liv. Derfor blev det London.

Jeg havde snakket med min skole efter jeg var kommet hjem fra Frankrig. Og de kunne ikke give mig en plads igen, da de havde lavet en fejl. De havde troet at jeg ville tage min eksamen i Frankrig. Vi fik da ordnet det sådan, at jeg kunne tage mine eksamener sammen med min gamle klasse, bare ikke være med i timerne. Derfor måtte det blive hjemme undervisning, af min mormor. Jeg havde fundet mig et arbejde på en lille cafe i nærheden. Jeg kunne jo ikke bare sidde og glo her hjemme. Det kunne jeg godt, men min mormor synes ikke det var en god ide. Hun ville jeg skulle ud og gøre mig nogle bekendtskaber.

Jeg fik mig trukket ud på badeværelset. Det varme vand, mod min nøgne kolde hud føltes godt. Jeg ved ikke hvad det var med mig, men under bruseren kunne jeg føle mig tryg. Jeg havde altid haft det sådan. Jeg følte at den passede mig sarte lille mig. Jeg blev revet ud af mine tanker da en sms-lyd lød fra min telefon. Jeg fik hurtigt slukket bruserne. #Hej Emily! Kan du møde om 20 min, da det bliver en travl dag? Hilsen Pedro#.Jeg var simpelthen for god af mig. Bare i denne uge havde jeg arbejdet 20 timer over. Jeg havde taget 5 vagter. Jeg skrev hurtigt tilbage. #Hej Pedro! Jeg er der om 15. Knuss#

****

Jeg små løb næsten ind af døren til cafeen. Jeg havde selvfølgelig ikke nået bussen - mig og bustider er ikke gode venner. Derfor måtte jeg løbe hele vejen derhen. Det var godt at Pedro kendte mig. Når jeg siger et kvarter så går der altid 5-7 mere. Jeg bankede i bardisken, som tegn på at jeg var kommet. Jeg skyndte mig ud for at skifte, og fik sat mit hår op. Bare en hestehale med et enkelt pandebånd. Jeg åbnede døren og så at Pedro ikke overdrev- selvom han var god til det. Cafeen vrimlede med piger. Jeg kunne næsten føle pengene i min lomme. ”Hvorfor så mange piger?” spurgte jeg Michel om mens jeg kiggede ud på mængden. ”One Direction er kommet hjem fra deres tour, og en fan gruppe har sørget for at De køre igennem byen, i en eller anden dobbeltdækker bus, og derfor kommer de fordi her” sagde Michel, mens hun kiggede ud af vinduet, hvor der ligeså stille også var begyndt at vrimle med piger. Man kunne fornemme hun ikke var så vild med One Direction, hendes blik så nemlig tomt ud.

Jeg sendte Michel et opgivende blik, før jeg begyndte at ekspedere to piger. ”Hvad skulle det være?” svarede jeg med et smil på læben. - De var endelig hjemme tænkte jeg. Hvis jeg suger jeg ikke havde fulgt lidt med hvad de lavede på deres tour, ville jeg lyve. På en eller anden glædede jeg mig til at se Louis, men på næsten hver forside i sladderbladene, var der et billede af Louis og Eleanor. Det perfekte par. Som de jo så smukt blev kaldt. ”værsgo” sagde jeg til de to piger. De havde næsten lige kun fået kakaoen i munden, før de spyttede den ud ”Arggggg” skreg de og løb ud på gaden.

Nysgerrig som jeg nu var, fulgte jeg gående med de to piger ud af døren. Jeg stillede mig op ad muren, så jeg faldt i et med de nok tusinde piger der var samlet. Jeg ville nemlig ikke have at han eller de skulle lægge mærke til mig. Jeg ville ikke lave en scene. Jeg var jo bare en helt almindelig pige.  Selvom jeg kendte ham godt så kendte jeg jo ikke hans bedste venner godt. Jeg havde jo mødt dem under meget pinlige forhold.

Jeg kunne lige så stille fornemme en rød dobbeltdækker bus gøre sin entre. Jeg kunne mærke at min mave begyndte at lave knuder og ligeså stille kunne jeg fornemme sommerfuglene i min mave. Jeg havde ikke opdaget at Michel havde gjort mig med selskab før en lyd lød fra hende ”Der er vist en der glæder mig meget til en dobbeltdækker bus” hun kiggede på mig med spørgende øjne.  ”Jeg opfandt Boo Bear” sagde jeg så ingen kunne høre det. Troede jeg. ”Kender du Louis Thomlinson?” sagde pigen der stod foran mig, så en masse kunne høre det. Jeg gik fuldstændig i panik, alle omkring havde vendt deres fokus på mig. Alle stod og stirrede på mig.

Jeg begyndte ligeså stille at bevæge mig væk fra mængden. Jeg havde ryggen mod vejen og før jeg vidste af det landede jeg med et bump på den varme asfalt. Jeg var væltet da jeg ikke kunne mærke grund under mine fødder mere. Da jeg åbnede mine øjne, faldt mit blik direkte på fem drenge, der hang udover en dobbeltdækker. Med blikke der kunne smelte.

****

”Det var det værste jeg har prøvet i mit liv” Michel kiggede opgivende ud i luften. Jeg sad og rørte rundt i min English breakfest tee, som Michel havde været så sød at lave. ”Jeg kan aldrig vise mig udenfor en dør” sagde jeg opgivende mens jeg kiggede ind i Michels forstående blik. ”Hvad ville de ikke tænke om mig” min stemme var meget lav da jeg sagde det. Jeg var næsten hundrede procent sikker på, at der nok skulle være nogle af alle de paparazzier, der skulle have fået et eller andet godt billede af mig.

”Farvel” sagde jeg inden jeg åbnede døren. Jeg havde kun en ting i tankerne, og det var at komme hjem. Låse mig inde, og aldrig komme ud. Jeg regnede med at lege rapunsel, resten af mine dage. Være gemt i et tårn og ventet på prinsen.  Jeg åbnede døren og trak min hætte over hovedet. Jeg kunne fornemme den varme der kom når regn og varme mødtes. Jeg vidste ikke hvad der var galt med mig. Jeg kunne sidde foran Michel og snakke om Louis. Ham der engang havde svigtet mig så meget, at det endte med at det var mig der forlod ham.

Mine tanker blev revet væk, da en hånd tog fast om min arm og klemte til. Jeg vendte mig straks om og kiggede ind i et par flotte øjne. ”Hej” mumlede Louis mens han bed sig selv i underlæben. Hvis det ikke var fordi jeg ville have hævn og fordi han var forbudt område, så var jeg smeltet for længst. Men jeg skulle holde ud. ”Hej” sagde jeg forsigtigt mens jeg stod og fumlede med mit hår. Jeg følte mig virkelig godt tilpas i hans nærværd. Men tanken om at han havde lykke i sit liv strejfede mig hele tiden. ”Følger du efter mig” sagde jeg spydigt. ”Måske lidt” indrømmede hans mens et smil gled over hans læber. Jeg kiggede en enkelt gang på ham, inden jeg begyndte at gå. Jeg kunne fornemme at han kom løbende efter mig. Jeg vundet ligesom igen var det mig der gik, med pokalen.

Jeg fumlede med hoveddørsnøglen ind til min mormors lejlighed. Jeg vidste hun ikke var hjemme, derfor bød jeg ham indenfor. Hvis min mormor havde været der, så var det hele endt i fortids snak. Og hvis der var noget jeg slet ikke kunne overskue, så var det min fortid – min fortid er min fremtid. Louis havde allerede fået sit overtøj af, og før jeg vidste af det havde han smidt sig i sofaen. ”Ligeså doven som jeg husker dig” sagde jeg mens jeg prøvede at åbne en falske vin. Godt nok var jeg ikke særlig vild med vin, men hvis fortiden skulle trækkes op, skulle der være alkohol indblandet.

****

Jeg kunne mærke alkoholen blande sig med mit blod. Jeg synes slet ikke jeg kan huske hvornår jeg sidst havde fået et glas, eller to. Louis sad med glasset i hånden og drejede indholdet rundt. Jeg kunne se på ham at der var et eller andet der gik ham på. ”Hvorfor Emily, hvorfor” sagde han pludseligt. Jeg kiggede forundrende på ham. ”Hvad mener du?” sagde jeg lavt. ”Hvorfor ville du at vi skulle glemme hinanden sagde han hårdt – lige på og hårdt tænkte jeg.Ordnerne lå gå godt i munden da jeg fortalte ham det. ”Fordi jeg havde et stort crush på dig mens vi gik i skole, og da du så forlod det hele, og først kom jeg efter 2 år, for at se om jeg stadig sad og ventede” min toneleje blev hårde og hårde. ”Jeg kunne ville ikke blive ved med at vente på en, der ikke… Jeg kunne ikke gøre min sætning færdig, for før jeg vidste af det havde to læber plantet sig mod mine.

_____________________________________________________________________________________________

Undskylder at det tog så lang tid. Men hvis i har nogen gode ideer så må i rigtig gerne komme med dem, eller hvis i brander inde med noget i bare vil ud med, så sig det meget gerne til mig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...