Two souls, one dance [ 1D ]

Historien handler om Emily Canmicheal der upartetisk støder ind i Louis Tomlinson. Dette er dog ikke deres første møde, for de har nemlig en fortid sammen. En fortid som ingen af dem vil huske. En fortid der brænder inde i dem begge.
Hvad sker der når to sjæle mødes tilfældigt om og om igen hvert år, på samme dato. Hvordan har de udviklede sig gennem årene. Er de stadig lige så tilfældelig som dag og nat. Eller er de blevet mere modne.

Du får både Emily og Louis synsvinkel, gennem hver dato. Det hele bliver ændret, gennem historien. Det er opdigtede, derfor ændres deres alder også.

10Likes
20Kommentarer
1691Visninger
AA

4. Den 3 maj 2001.

 

Emilys synsvinkel

Jeg stirrede efter ham. Mine ben kunne ikke flytte sig, lige meget hvor inderligt jeg ville, kunne de ikke. Jeg endte med at bande og svovle over ham. Han havde væltet mig omkuld, og var løbet fra det. Det eneste jeg kunne gøre var at få fat i en taxi.

”Palm Street ” fik jeg fremstammet til taxichaufføren. Jeg fandt min mobil frem, mens jeg sad drivvåd i en taxi, på vej hjem, fra den værste skoledag, nogensinde. Jeg ved ikke om jeg har fået det fortalt, men vi havde sommerferie fra nu af og 2 måneder frem. Jeg steg ud af taxien og betalte ham. Vejret var stadig gråt og det lignede det kunne begynde at regne hvert sekund.  

Der føltes så langt hen til hoveddøren, fra fortovet når man var så våd, og man frøs. Jeg gik de sidste par skridt og tog fat i håndtaget. Jeg gik op af trappen, op til mit værelse. Tændte computeren, mens den tændte havde jeg fået mig ud på bade værelset, og var i gang med at tænde for det varme dejlige vand. Da det varme vand ramte min nøgne krop, kom jeg til at tænke på ham drengen. Han lignede virkelige en jeg havde set før, men jeg kunne ikke sætte navn eller ansigt på ham. Det var som om han var fremmede, men alligevel ikke -Jeg var vel bare ved at blive skør, tænkte jeg.

****

Jeg sad og surfede rundt på nettet, da en e-mail poppede frem. Jeg troede ikke min egene øjne da jeg læste den. Jeg kunne ikke tro, at min drøm gik i opfyldelse. Jeg havde sendt ansøgningen for over en måned siden. Jeg kunne ikke forstå det. Teen camp students er den fedeste oplevelse man kan få.  

”Kære Emily Canmicheal. Vi er rigtige glade for din ansøgning, og vi har kiggede lidt på dine karakterer og dine fritids aktiviteter, og sådan en spændende pige må vi ikke gå glip af at møde. Vi har snakket med din skole, og du har fået et halvtårs sabbat. Din fly billet er blevet sendt med posten, og vi vil gerne du skal tage flyet til Frankrig på Søndag. Vi glæder os til at møde dig”.

- Lillan K. Olivier

Jeg ringede straks til Hjale. Min bedsteveninde. Hun var total fan af One Direction, altså når jeg siger total fan, så mener jeg det virkelig. Hver gang, vi skal lave et eller andet, har hun de nyeste opdateringer om de drenge. Jeg synes derimod at det er noget opreklameret pjat, Jeg synes hellere at musik branchen har brug for mere klassiks musik. ”Det er Emily” Fik jeg sagt, da jeg kunne høre en i den anden ende. ”Hej Emily, hvad så” Lød det fra Hjale. ”Jeg er kommet ind” skreg jeg næsten ind i telefonen”. Hjale begyndte at mumle et eller andet. ”Vil du stadig godt tage med til One Direction koncert, når du kommer hjem mumlede hun”. Selvfølgelige vil jeg det” Fik jeg sagt. Og lagde på. Efter jeg havde lagt på, kom det hele frem. Hele min opvækst. Det var som om jeg stadig kunne føle hans ånde.

****

Den 4. Juni 1990.

Hver sommer havde vi tilbragt sammen. Han spillede guitar, mens han sang for mig. Hvert år havde han en ny med. Han ville altid have min mening. Vi sad ved søen, ude på hans mormors båd bro. Vi sad med fødderne i det kolde vand. Solen lavede genskær i vandet. Han havde taget min hånd, mens han kiggede mig i øjnene. ”Vi må aldrig glemme hinanden” havde han sagt med en forførende stemme. Jeg havde nikket, og lagt mit hoved på hans skulder.

Jeg mødte ham første gang, sammen med min mormor. Jeg kan huske jeg stod genert bag min mormor, jeg tror jeg 6 år og han 8. Han var vidst af en helt anden støbning end mig. Allerede som lille, var jeg den generte type. Hende man ikke så, så meget til. Jeg ville nok kalde mig selv den grimme ælling. Jeg var ikke bedårende, jeg kunne ikke spille på guitar, jeg kunne ikke synge, men jeg var god til at lytte. Vi var fra samme by!

Jeg boede sammen med min mormor, da mine forældre var omkommet i en bilulykke. Min far havde mistet herredømmet over bilen. De var begge døde på stedet. Min mormor havde fået forældremyndigheden over mig. Så derfor boede jeg sammen med hende.

Som årene gik, begyndte jeg ligeså stille at føle noget for ham. Han var den populære type, hvor jeg derimod, var en man bare ikke rørte. Jeg var blevet stemplet som forbudt område, en man ikke havde noget med at gøre, fordi folk gik og snakkede om, at min far havde kørt spritkørsel. At det var derfor mine forældre var omkommet. Louis var lige som jeg, også forbudt område. Alle pigerne var vilde med ham. Alle kunne lide ham, alle ville have noget at gøre med ham. En dag havde han lagt en seddel i mit skab. Jeg skulle møde ham på broen.

Det var fra den dag, vi begyndte at være sammen. Vi lavede alt sammen. Vi var virkelig uadskillelige. Jeg ved ikke hvad der gjorde, at han ville være sammen, med mig. Jeg var ikke interessant. I forhold til ham, var mit liv ikke spændende. Han skulle flytte London, og derfor måtte det gøres. Men han kom aldrig tilbage. Hver sommer i 2 år sad jeg på broen og ventede. Hvert år håbede jeg at han ville komme. Det tredje år skulle være det sidste.

Jeg sad på broen, da et par hænder lagde sig på mine skulder. Jeg vendte mig om kiggede ind i et par flotte øjne der borrede dig ind i mine. Jeg rejste mig op og det eneste jeg kunne sige var. ”Jeg synes vi skal glemme hele vores barndom, glemme alle årene, glemme alt det vi har bygget op”

****

Sidste gang jeg så ham, var den dag. Ellers havde jeg ikke hørt noget fra ham – jeg var kommet vider og det var han sikkert også. Jeg havde virkelig været vred. Ikke kun på ham, men også på mig selv. At jeg havde håbet, at han havde følt det samme for mig, som jeg gjorde for ham. Jeg havde følt mig som en idiot.

Fra nu af ville jeg starte på et nyt kapitel i mit liv. Jeg skulle til Frankrig, og når jeg kom hjem, skulle jeg gøre Hjale glad, ved at tage med hende til en åndsvag koncert, med 5 drenge, hvis musik jeg ikke brød mig om. Men lige nu havde jeg kun en tanke i hovedet – Frankrig- Paris.

_____________________________________________________________________________________________

Undskylder stavefejl. Vil ikke være søde, at like den! :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...