Two souls, one dance [ 1D ]

Historien handler om Emily Canmicheal der upartetisk støder ind i Louis Tomlinson. Dette er dog ikke deres første møde, for de har nemlig en fortid sammen. En fortid som ingen af dem vil huske. En fortid der brænder inde i dem begge.
Hvad sker der når to sjæle mødes tilfældigt om og om igen hvert år, på samme dato. Hvordan har de udviklede sig gennem årene. Er de stadig lige så tilfældelig som dag og nat. Eller er de blevet mere modne.

Du får både Emily og Louis synsvinkel, gennem hver dato. Det hele bliver ændret, gennem historien. Det er opdigtede, derfor ændres deres alder også.

10Likes
20Kommentarer
1686Visninger
AA

3. Den 3 maj 2001.

 

Louis’s synsvinkel.

Jeg skubbede den tunge glas dør op. Jeg måtte virkelig væk fra alt den larm. Mig og drengene plejede ikke at blive uvenner over sådan en bagatel, men denne dag var anderledes. Det havde jeg mærket lige siden jeg var stået op.

Mit syn mødte en grå og ussel himmel. ”Det trækker op til regn” tænkte jeg. Jeg kiggede mig til begge sider, og valgte at gå den vej hvor der ikke var så mange, der kunne genkende mig. Det var det sidste jeg manglede. Jeg følte mig ikke længere som en normal dreng, der kunne gå frit på gaden. Alt hvad jeg foretog mig udenfor lejligheden, skulle nøje planlægges. Bare et forket fejltrin, og det hele ville vælte.

Jeg slentrede af sted. Der var ingen bag mig. Ingen skrigende fans, der ville have noget af mig. Det må ikke lyde afvisende, for jeg hader ikke mine fans. Hvis de ikke var der, var vi ikke blevet til noget. Vi kan kun takke dem. Det havde jeg også for noget tid siden, skrevet som en status på min Twitter.

Jeg mærkede et slag mod mit bryst. Efterfølgende hørte jeg et ”AVVVV”. Jeg kiggede hurtigt ned og så, en våd pige ligge i en vandpyt. ”Jeg undskylder virkelig meget” fik jeg sagt med en lidt bange stemme.

Jeg rakte hende min hånd. I det hun tog fat om den, mærkede jeg det. Det jeg havde lagt bag mig. Det som jeg havde begravet sammen med mine minder. Hun mindede virkelig om en jeg kendte. Hun mindede virkelig om mig selv. Hendes lange hår, der perfekt om ridsede hendes ovale ansigt. Hendes Bambi øjne der bare blev ved med at stirre på mig. De øjne kunne jeg falde hen i. Hun var sikkert bare en fan, en fan der ville spille en lille smule kostbar, bare for at få min opmærksomhed!

Pludseligt havde mine ben taget over. Jeg var begyndt, at løbe. Jeg kunne ikke klare det. Noget af det sidste der manglede lige nu, var at min fortid begyndte at boble inde i mig. Hvis jeg ikke havde meldt mig til x-factor, og havde mødt de fire drenge, vil jeg slet ikke tænke på hvordan mit liv ville have set ud. Jeg var dem evig taknemmelig. Derfor måtte jeg hjem og have rettet op på den fejl jeg har fået rusket sammen.

****

Den 4. juni 1990.

Tårerne trillede ned af kinder. Jeg hade at se hende sådan. Det fik mig til at få dårlig samvittighed.  Jeg græd indvendig, men på ydersiden var jeg hård som stål. Det hele handlede om en facade der bare skulle høre tre små ord, også var den faldet. Bare tre små ord. Til min overraskelse sagde hun ”Jeg synes vi skal glemme hele vores barndom, glemme alt det vi har bygget op, glemme alle årene”. Jeg fik tåre i øjnene, men jeg var for stolt, for stolt til at græde.

Jeg havde ikke hørt noget fra hende siden. Ikke et eneste opkald, havde hun givet mig. Selvom jeg sad og ventede kom det aldrig. Efter jeg havde sat ved telefonen i tre uger og ventet på et opkalde jeg udmærket vidste der ikke kom, tog jeg en beslutning – Jeg ville begrave alle de gamle minder, og komme videre i mit liv. Leve livet, uvidne om at min store kærlighed, aldrig ville komme tilbage.

****

Da jeg nærmede mig hotellet, kunne jeg høre skrigende stemmer ”HVOR ER DE?” lød en masse skrigende pige stemmer. Jeg kunne ikke komme denne vej ind. Medmindre jeg ringede til drengene! Jeg tog min mobil op ad lommen, trykkede Liams nummer ind ”Hej Liam, det er Louis” Sagde jeg mens jeg kløede mig i nakken. ”Louis” lød det i den anden ende, ”Hvorfor er der så mange der skriger?” sagde Liam med en spørgende stemme. ”Forklare jeg senere” Fik jeg fremstammet, ”Vil i ikke gå ned og skrive et par autografer, ved godt jeg har klokket en lille smule i det, og jeg fortryder det virkeligt, men kan ikke gøre det om” sagde jeg mens jeg stod og bed min i læben af nervøsitet. Det føltes som om, der gik en halv time før der kom en lyd fra den anden ende. ”Vi reder dig nu” Sagde stemmen. Jeg smilede for mig selv.

Jeg kunne høre på skrigende, at de var på vej ud af elevatoren. Jeg tænkte for mig selv ”Gud hvor jeg elsker de drenge”. Jeg gik hen så jeg stod op af hotel muren. Med benet op af muren, så det lignede jeg slappede af. En sikkerhedsvagt kom hen til mig og stillede sig ved siden af mig. ”Louis, du kan godt gå ind nu” sagde han med en beroligende stemme. Jeg tog mit snit, og gik om bag sikkerhedsmanden, og ind ad den store glasdør.

Jeg gik ind og smed mig i min seng. Jeg måtte lige tænke det hele igennem. Der var så meget der ikke hang sammen. Jeg vidste at jeg kendte hende, men alligevel ikke. Hun virkede så fjern, men hun var næsten ligesom mig. Fjern. Svær at gøre et godt førstehåndsindtryk på. Jeg fandt min kasse med billeder fra min barndom. Jeg tog det første billede op og studerede det nøje. Pludselig slog det mig. Jeg kendte hende. Jeg vidste jeg havde set de øjne før. Jeg kendte hende virkelig……

Jeg kunne høre stemmer ude i stuen. Jeg rejste mig, og gik med tunge skridt ud mod dem. De havde ret til at vide hvorfor jeg ikke snakkede så meget om min fortid. Da jeg kom ind i stuen, sad de alle og grinede over noget Nail havde sagt. Jeg stillede mig foran dem. Åbnede munden og sagde ”Det er hende” mens jeg pegede på billedet.

 _____________________________________________________________________________________________ Jeg skriver snart mere. I får ligedet sidste kapitel i dette år. Det er fordi Emilys kapitel ikke var så langt, derfor synes jeg i har ret til mere. nu begynder hirstoien rigtigt. Like gerne og kommenter rigtig gerne.! På forhånd tak!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...