My hurtfull life

Fra børnehjem, tristhed og smerte til kærlighed og glæde i Dainas liv. Daina er en pige som altid har følt sig forsømt, og har boet på utalige børnehjem. Men hvad sker der når hun møder hendes helt store idoler.

13Likes
3Kommentarer
1449Visninger
AA

2. WHAT??

Harry, så det var hans navn men hvorfor så og lød han så bekendt ud.

"Hey harry. Tak for hjælpen men jeg må videre." sagde jeg usikkert. Jeg skyndte mig at rejse mig op, og komme hen til døren. Dog kom jeg ikke så langt da en hånd blev lagt på min skulder. "Vent jeg kender ikke dit navn" sagde han, gud hvor havde han en sød stemme. "Hvorfor vil du vide mit navn" sagde jeg. "jo alså jeg vil gerne lære dig at kende" sagde han med en stemme som om han mente det, men hvorfor vil han lære mig at kende jeg er jo bare en dum og grim pige, med en far myrdede min mor. åh gud hvor jeg dog savner mig mor..  Jeg kunne mærke mine øjne begyndte at løbe i vand, ik igen. 

"Hey er du okay" spurgte harry med en bekymret stemme. "Jaja jeg har det fint, men mit navn er Daina. Men jeg må hjem" sagde jeg men en meget lille stemme. "Vil du ikke blive" spurgte han med sin søde hæse stemme, "Nej tak" sagde jeg med den samme lille stemme. Jeg gik ud af døren for han nåede at svare. Jeg skulle bare hjem.

                                                                                           *

Endelig hjemme igen. 

Gik ind i stuen, og satte CSI på, det var en af mine yndlings krimi serier. Jeg smuttede op på badeværelset og kiggede mig i spejlet, man kan sige at jeg er alt andet en tilfreds med var jeg ser når jeg kigger i spejlet. Mit lange blondte hår, så bare kedeligt ud, jeg har altid gerne ville have brunt hår ligesom min mor havde. det blondte hår så bare mærkeligt ud på mig, eller det syntes jeg. Så jeg gik ned i byen igen for at købe noget brunt hårfarve. Man kan vel sige at det er et symbol på en ny start. 

Så havde jeg købt en hårfarve. Nu var jeg bare SULTEN. Gik lidt rundt der var ikke rigtig noget jeg gad og have, så jeg gik ind i et supermarket, og købte nogle små ting som : brød, mælk, frugt, lidt slik.

Jeg fik betalt og gik hjem igen.  Jeg kiggede bare ned i jorden, da jeg støtte ind i en, så jeg tabte alle mine ting. "Undskyld jeg så mig ikke for" sagde jeg meget lavet men jeg tror han hørte mig. "Det var nu også min skyld her er dine ting" svarede han venligt. Jeg havde hørt den stemme før, eller det tror jeg da for det fik mig til at kigge op og blev mødt af nogen søde grønne øjne. "Daina" sagde han overrasket. "Hvor kender du mit navn fra, der er jo igen der kender mig" sagde jeg med min stille stemme, "Det er mig Harry, fra parken, Godt at se dig igen" sagde harry med sin selvsikkere stemme. "hej, når jeg må videre " sagde jeg. Jeg begyndte bare at gå, jeg skulle bare væk, jeg kom dog ikke så langt igen, hvorfor kunne folk ikke bare lade mig være. "Vent Daina, vil du ikke hænge ud, jeg ville gerne lære dig at kende" sagde han, " nej" sagde jeg kort  "må jeg så ikke få dit nummer, så kan jeg ringe til dig eller skrive" svarede han hurtigt.

"Det må du vel godt, men hvorfor vil du endligt"spurgte jeg, "tak og fordi at du ´virker sød" sagde han med sin sukkersøde stemme. Så han fik mit nummer og vi sagde farvel eller ses, hvad man nu skal sige.  JEg smuttede hjem ad, med musik i ørene, Det var mit yndlings bandt, de gjorde mig glad da jeg var mest nede. Vent den fyr jeg lige har gevet mit nummer til hedder harry styles. WOW Harry styles har mit nummer, Fedt men han ringer sikkert ikke til sådan en trist, grim og kedelig pige som mig.

**

der var gået eet par timer siden jeg kom hjem så klokken var okring 9. jeg havde ikke spist endnu siden jeg ikke var sulten, siden min mor døde et år siden har jeg haft tider hvor jeg bare ikke var sulten eller ikke ville spise, og andre tider var at spise det eneste jeg ville. Her på det sidste har jeg ikke haft lyst til at spiste, jeg var rat tyk styntes jeg selv, så det hjalp, men sandenheden er at jeg er ikke andet end skind og ben. Jeg har ikke andet at lave så jeg lagde mig til at sove.

                                                                                              ****************

Jeg vågnede ved at min mobil ringede *ring, ring, ring* Jeg tog den uden at se hvem det var, "Det Daina" sagde jeg meget træt, "hey Daina det Harry, vækkede jeg dig" sagde han lidt nervøs, "jo det gjorde du men det okay" Sagde jeg, " Jeg tænkte hvis du ville med på Cafe" spurgte han lidt nervøs. "Øhmme det kan jeg vel godt" lidt tøvende, "super henter dig om enn time"sagde han hurtigt. Vi havde aftalt at harry hentede mig om en times tid, så jeg smuttede lige i bad, lagde en hurtig makeup med lidt mascara og eyeliner, så meget naturligt

 

Der var stadig syv minutter til at Harry skulle komme, da det ringede på døren. Jeg styrtede hen til døren, og var lige ved at falde på vejen. Jeg vidste ikke hvorfor jeg pludselig havde så travlt, men af en eller anden grund glædede jeg mig som et lille barn juleaften til at se Harry igen. Jeg flåede nærmest døren op, i hvad jeg selv ville kalde, vild panik. Men da jeg fik døren op stirrede jeg ind i to grønne øjne, og faldt med det samme til ro igen. Det var lidt mærkeligt, men på en eller anden måde fik Harry mig til at føle, at jeg var tryg. Ret underligt og især når jeg slet ikke kendte ham særligt godt. Tankerne begyndte at forlade mig, imens at jeg faldt dybere og dybere ind i Harrys utrolig fantatiske grønne øjne. Altså lige indtil hans stemme vækkede mig fra min trance, og fik mig tilbage til overfladen. "Hejsa", sagde han friskt mens, at han kiggede på mig med et gigantisk smil. "Øhm hej", sagde jeg lidt tøvende, for jeg var meget bange for, at min stemme ville svigte mig. Men heldigvis for mig gjorde den det ikke. "Nå, skal vi gå", spurgte han mig stadig med et smil i stemmen, men med en meget sexet undertone. "Selvfølgelig", svarede jeg, nu mere selvsikkert, da jeg nu var sikker på at min stemme i ville svigte mig.  Jeg tog hurtigt mine sko på og min jakke over armen

 

Vi sad i hans bil på vej til en eller anden café, han kendte. Der var tavshed i bilen, og for mig var det en ret akavet tavshed. Efter nok at have indset at jeg ikke ville bryde tavsheden, gjorde Harry det, "Nå Daina, hvor kommer du så fra". "Et sted", svarede jeg måske lidt for hårdt, men han skulle ikke vide, hvor jeg kom fra. Han skulle da i hvert fald ikke vide besked om min far, eller mor for den sags skyld. Når jeg endelig fik chancen for at møde selveste Harry Styles, ville jeg da slet ikke virke som en svag tøs. Selvom det nok var sådan, at jeg betragtede mig selv. Harry kom med et nyt spørgsmål. "Hvordan har du det så med din familie, har du nogle søskende eller noget". Selvfølgelig skulle han spørge om det, men i stedet for at være kold og hård, så ville jeg denne gang svare ham pænt, havde jeg besluttet, "Jeg har det vist okay med min familie, og nej, jeg har inegn søskende. Jeg er enebarn". svarede jeg ham selvom det meste ikke var helt sandt. Det var sandt at jeg var enebarn, men at jeg havde det okay med min familie var vist, rent ud sagt en løgn. Eller i hvert fald om min resterende familie. For den eneste familie jeg kendte var min far, og ham hadede  jeg jo langt ud i helvede. Ellers var der kun mor, men hun var her jo ikke mere. Som altid begyndte det at stikke let i mine øjne, da jeg tænkte på min mor. Men jeg holdte stædigt tårene tilbage.  Harrys stemme ødelagde min tankestrøm, "Så er vi her", sagde han. Vi steg begge ud af bilen, og gik hen mod den lille søde café på gadehjørnet.  

 

_______________________________________

Hej alle sammen :D

Det vil glæde både Emi og jeg hvis i ville være så søde og like den.

Mange tak på forhånd :D<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...