My hurtfull life

Fra børnehjem, tristhed og smerte til kærlighed og glæde i Dainas liv. Daina er en pige som altid har følt sig forsømt, og har boet på utalige børnehjem. Men hvad sker der når hun møder hendes helt store idoler.

13Likes
3Kommentarer
1451Visninger
AA

4. Jagten

Jeg løb alt hvad jeg kunne, jeg var hurtig som lynet. Jeg begyndte at kunne høre at der var nogen bag, jeg vendte hovedet og så Harry. Det gjorde bare at jeg satte farten endnu mere op. Hvorfor skulle det også lige være mig han, ville lære at kende han kunne jo få en vær pige han pegede på så hvorfor mig?

 

 

Jeg vendte hoved for at se hvis Harry stadig var efter mig. Det næste jeg ved ligger jeg på jorden fordi jeg faldt over en dum sten. Fedt nu har han sikkert indhentet mig, ”Daina vent” halvråber han efter jeg er begyndt at løbe igen, men gud hvor gør det ondt.

 ***

Jeg var kommet ind i parken, jeg ved ikke hvor lang tid jeg har løbet, eller hvad klokken er for den sags skul. Nu skal jeg bare finde et sted hvor jeg kan side, Yes der er en bænk der kan side ind til jeg finder ud af hvordan jeg kommer hjem her fra. Jeg humpede over til bænken og satte mig besværet ned.

Jeg sad bare lidt og stirrede ud i luften, men efter lidt tid begyndte min hjerne at fungere igen. Tusind tanker strømmede rundt i den. Den ene gjorde mig mere forvirret end den anden, men især en tanke blev siddende, HVORFOR MIG? Hvorfor skulle det også lige være mig han havde valgt, mig som ikke fortjente det. Mig som bare var den dumme tøs, mig som ingen endgang kunne lide mig selv. Jeg tænkte at jeg hellere skulle til at komme afsted, kommr hjem. Men jeg kunne ikke, det var som om alle mine muskler og knogler var frosset til is. Efter at have indset at jeg nok ikke ville komme væk i nat, lagde jeg mig forsigtigt ned på bænken. Pludselig fløj mit hoved op ved lyden af en stemme der kaldte mit navn, en stemm, Harrys stemme. Helt fortrivlet rullede jeg dramastisk ned fra bænken. Da jeg landende på den hårde beskidte jord, bandende jeg stort indvendigt. Det gjorde fandme vildt ondt. Igen hørte jeg mit navn blive kaldt, så jeg rullede hurtigt ind under bænken i håbet om at han ikke ville opdage mig. Men selvfølgelig skulle heldet ikke være med mig IGEN i aften.

Jeg kunne høre at han stoppede op ved bænken. "Hvad laver du dog under bænken?", spurgte Harry fortrivlet om, med en bekymret undertone.

Jeg gad ikke at svare så i stedet gjorde jeg det første der faldt mig ind, jeg gav efter for mørket, for søvnen. Faldt ned i det store sorte hul. Blev væk i intetheden. I søvnen. Først forsvandt synet, så evnen til at høre, men inden det sidste nemlig følelsen forsvandt, mærkede jeg Harry ruske hårdt i mig, og da jeg ikke reagerede hev han mig hurtigt ud fra under bænken. Så faldt jeg endeligt fuldstændigt ned i mørket og forsvandt i søvnen.

 

***

Jeg vågnede forvirret op i en dejlig blød seng, blødere end den derhjemme.

Jeg havde stadig lukkede øjne, heldigvis. For jeg kunne svagt høre nogen snakke, og hvis jeg koncentrede kunne jeg måske finde ud af havd de snakkede om. Måske.

Jeg lå og prøvede at hører hvad de sagde, men det var en komplet umulig opgave at udfører. Pludselig stoppede stemmerne med at snakke, og døren ind til det værelse jeg lå i blev åbnet. Hurtigt fik jeg lukket øjnene i, og lod som jeg sov.

Hej undskyld for der går så lang tid mellem kapitlerne men i får hvad vi begyndte på. Har du skide travlt med skole og alt det andet. Igen undskyld håber i kan lide det korte kapitel. Kommer mere snart lover jeg' Knus Emily Skriv hvad i syntes der skulle ske og hvad i tror der kommer til at ske ;) <3
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...