My hurtfull life

Fra børnehjem, tristhed og smerte til kærlighed og glæde i Dainas liv. Daina er en pige som altid har følt sig forsømt, og har boet på utalige børnehjem. Men hvad sker der når hun møder hendes helt store idoler.

13Likes
3Kommentarer
1483Visninger
AA

3. Hvorfor mig????

Vi havde siddet inde på cafen i lidt tid i en akavet stemning efter min mening. Men den afbrød harry dog hurtig "Må jeg ikke få lidt af vide om dig" spurgte han med en usikker men stadig sikker stemme, "øhmme jeg har fortalt dig om min familie, andet er der ikke rigtig noget spænende om mig" svarede jeg meget lavt så jeg næsten ikke selv kunne høre det, "Der må da være et og andet.." " nej faktisk ikke" saverede jeg så hurtig at han ikke nåde at få talt færdig men han skulle ikke vide noget om mig eller min familie for så ville han sikkert bare få melidenhed med mig og det hader jeg, og han ville sikkert også dømme mig. Også var der min mor, GUD hvor jeg dog savnede hende, hvorfor skulle han også lige dræbe min elskede mor. Jeg kunne mærke at det begyndte at svig i mine øjne " hey er du okay, sagde jeg noget forkert" spurgte harry helt bekymret. "Nej, nej det gjorde du ikke. Det var ingenting, ikke noget du skal spekulerer over", sagde jeg hurtigt. Jeg blev endda lidt i trvivl om, at han overhovedet kunne nå at opfange hvad jeg sagde. "Er, er du helt sikker", svarede han lidt usikkert. "Jada"; svarede jeg med så meget selvsikkerhed, jeg kunne mønstre.

 

Vi havde siddet på cafén i noget tid, og snakket om alt mellem himmel og jord, men når han spurgte ind til min familie, lukke jeg helt ned. Det skabte en lidt usikker og akavet stilhed, lige til Harry altså stilte et nyt spørgsmål om noget helt andet. Han havde nok til sidst opfattet, at jeg ikke ville snakke om min familie. På et tidspunkt havde Harry sagt, at han ikke ville snakke om sin familie, medmindre at jeg snakkede om min. Til det kom jeg bare med en spydig kommentar, der sagde at det var lige meget, for jeg kunne alligevel bare læse om hans familie på internettet.

Efter hele to timer på cafén foreslog jeg at tage afsted igen, det indvilligede Harry i. "Hey Daina". "Ja, hvad Harry". "Det er bare.............vil du med hjem til mig". "Øhmmmm", svarede jeg lidt forbavset. "Det er okay hvis du ikke vil", skyndte Harry sig at sige. "Nej, det vil jeg da meget gerne", svarede jeg. VILDT. Ville Harry freaking Styles have mig med hjem. WOW. "Skønt", svarede Harry, "men altså lige en ting, drengene er der nok, håber ikke at det gør noget", sagde han en anelse usikkert. "Det gør ikke noget", svarede jeg hurtigt. Okay, det her var vildt. Jeg begyndte hurtigt at hyperventilere. Mit hjerte bankede bare derud af. Jeg begyndte af blive lidt svimmel, og vidste at jeg bare skulle sætte mig ned, så ville det gå væk. Men vi var ude midt på gaden, jeg tog en hurtig beslutning og satte mig ned midt på fortovet. Folk kiggede mærkeligt efter mig, men jeg koncentrerede mig bare om at tage nogle dybe vejrtrækninger. Da jeg var kommet til ro kiggede jeg op på Harry, som kiggede forvirret ned på mig. Jeg skyndte mig at rejse mig op, og begyndte at gå igen. "Hva var det lige du gjorde", spurgte Harry, men jeg sendte ham bare et blik, der sagde at han skulle holde mund, og jeg så ham krympe sig lidt under mit blik. Så kiggede jeg atter ligeud igen og gik videre.

 

Vi sad i Harrys bil, og var lige stoppet. Jeg åbnede per refleks bildøren, spændte sikkerhedsselen op og trådte ud af bilen. Der lød et højt smæk, da jeg smækkede bildøren i. Jeg begyndte at gå mod hoveddøren i huset foran mig. Meget hurtigt kom Harry op på siden af mig. Vi gik sammen mod hoveddøren, HANS hoveddør. mod HANS hus. 

 

Jeg sad inde i stuen i sofaen. Harry var ude i køkkenet for. at lave en kop kaffe til os begge. Imens sad jeg i den flotte, helt sikkert nye lyse sofa. Jeg kunne bare ikke forstå hvorfor, at han var så venlig imod mig. Helt ærligt, jeg var jo bare mig.  Imens jeg sad i mine egne forbistrede tanker, ringede hans telefon. Jeg overvejede lidt om jeg skulle tage den eller ej. Eftersom han ikke kom ud for, at tage den. Måtte det vel betyde at jeg gerne måtte tage den. Så det gjorde jeg. Jeg trykkede på svar knappen og holdte mobilen op til øret, inden jeg overhovedet kunne nå at sige noget, sagde personen i den anden ende noget. "Nå hvordan går det så med hende Harry, nej lad mig gætte. Du har allerede fået hende med ind i soveværelset, og nu afbryder jeg noget meget indtimt. Neeej, det kunne du ikke finde på, du kan jo lide hende for meget, men er du nu helt sikker på at du er forelsket. Du kender hende jo næsten ikke". Jeg blev helt forskrækket over alt hvad personen i den anden ende af røret sagde, men en ting hæftede sig fast i min hjerne. Kunne Harry lide mig, var han virkelig forelsket i mig. Til sidst valgte jeg at afbryde, personen i den anden endes talestrøm. "Øhm hej, det er Daina du snakker med", sagde jeg forsigtigt. Der kom ikke andet end totalt stilhed fra telefonen. "Øhmmmmmm, er Harry der", var der til sidst en der usikkert sagde, den samme person som før. "Ja, lige et øjeblik", sagde jeg nu lidt mere selvsikkert, "Jeg finder ham lige til dig". Jeg gik ud i køkkenet, hvor Harry stod med to kopper kaffe, parat til at gå ind til mig. "Der er telefon", sagde jeg til ham med et skævt smil. Han stilte hurtigt kaffekopperne fra sig på bordet. Gik hen til mig og tog telefonen, som jeg holdt fremstrakt i min hånd.

 

Jeg sad inde i stuen med min kaffekop i hænderne, det var dejligt. Den varmede mine hænder så dejligt op. En gang imellem tog jeg en slurk af koppen, men ellers lyttede jeg til Harrys telfonsamtale i køkkenet. "A hvad gjorde du", udbrød Harry pludselig vredt. Derefter sænkede han sin stemme igen. Manden i telefonen måtte have fortalt Harry, at han kom til, at fortælle mig at Harry åbentbart var vild med mig.

Jo mere jeg tænkte over det, jo mere stod det lysende klart. Jeg fortjendte ikke sådan en god fyr som Harry. Han var simpelthen for god til at være sand. Jeg skulle væk herfra, men jeg kunne ikke gå ud gennem hoveddøren, så ville Harry kunne se mig fra køkkenet og så ville han garantteret stoppe mig. Jeg tænkte over andre flugtveje, men fandt kun en. Vinduet. Det her inde i stuen. VI var på første sal, men jeg vidste, at jeg sagtens kunne klare springet, også selvom det var fliser, jeg skulle lande på.

Jeg rejste mig beslutsomt fra sofaen og gik hen mog vinduet. Jeg åbnede det så meget jeg overhovedet kunne, og satte mig i det. Jeg skulle lige til at hoppe da en stemme lød bag mig. "Daina", lød Harrys forvirrede stemme. Jeg vendte perfleks mit hoved mod ham. Hans forvirrede grønne øjne, han stod i døren fra køkkenet til stuen. Jeg så langsomt hans forvirring blive til panik, frygt. Lige inden han løb mod vinduet i fuld fart, sagde jeg farvel og hoppede. Jeg kunne høre Harrys skrig bag mig, han skreg mit navn. Jeg landede perfekt på fliserne, og begyndte at løbe med det samme. Det ville kun være et spørgsmål om tid før Harry ville være efter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...