Den bedste sommer nogensinde

Anna på 15 år er lige gået ud af 9. klasse og har nu fået sommerferie. Familien havde bestemte at de skulle tage i sommerhuset, det som ligger ude på landet, først var hun ikke særlig interesseret i at være der, men det hele ændrede sig, da hun fandt ud af, at han var der.. Men var han nu den rette? Og var det nu den form for kærlighedens spil, som skulle gøre det til den bedste sommer? Hvem ved hvad der kan ske.

0Likes
3Kommentarer
1157Visninger
AA

3. Strandfesten

Solen skinnede ind af vinduet og ind i mit ansigt, og jeg kunne næsten ikke sove mere. Jeg kunne høre min bror nærmest hoppe ud af sengen og styrtede ned af trappen. Jeg undrede mig over, hvorfor han gjorde det. Jeg besluttede mig at stå op, for at se hvad der fik min bror til at komme ud af sengen så hurtigt. Det plejer altid være ham, som var den langsommeste. Men jeg vidste selvfølgelig ikke hvad der kunne ske i den her by, fordi jeg har jo ikke været her i 5 år og jeg kan nu ikke huske tingene der skete. Kun de små minder.

"Hvad laver du?" spurgte jeg, da jeg var gået ned af trappen i nattøj. Kevin kiggede på mig, med en kuvert i hånden. Han sagde endnu ikke noget, så jeg fortsatte: "Hvad er det?" Kevin smilte, "Det er indbydelsen til strandfesten. Den invitation kommer hvert år." Jeg løftede det ene øjenbryn og så mistænksom ud. "Hvem har sendt?" Kevin udbrød en latter, "det har din mor selvfølgelig? Helt ærligt Anna, hvad tror du selv?" Jeg fnyste og blev fornærmet, "Hvor skulle jeg vide det fra?! Idiot! Og siden har vi den samme mor. Mere idiot!" råbte jeg. "Ti nu stille, de andre sover jo." sagde han, og tyssede på mig. Så kunne han sgu da bare lade være med at være sådan en idiot overfor mig! Han fortsatte: "Hvis du nu ikke ved det, så bliver jeg jo nødt til at fortælle dig det. Det er ejeren af alle sommerhusene i området. Han er skide rig, og laver altid en strandfest." sagde han, "skal du med eller hvad?" Jeg så på ham, "Hvorfor vil du med? Du får ingen kæreste alligevel!" sagde jeg og grinte. Han fnyste og møvede sig forbi mig og gik ovenpå. Jeg smilte men skyndte mig efter ham. "Jo, jeg vil godt med! Men er der langt?" sagde jeg bekymrende. Ja, jeg er doven. Og jeg har ikke lyst til at gå så langt. Da han var nået til gangen ovenpå, vendte han sig om. "Der er ikke langt. Der er 200 meter herfra." sagde han, "har du aldrig kigget ud af dit vindue eller hvad? Du kan sgu da se stranden herfra." Han er så flabet! "Øh, undskyld. Jeg har ikke siddet og kigget ud af vinduet vel?!" svarede jeg ham. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare. "Nej, det har jeg ligesom fundet ud af. Er du sikker på at du er brunette?" sagde han og var på vej hen mod sit værelse. "Hvad mener du?!" råbte jeg efter ham. Han svarede ikke, men smækkede bare døren. Jeg gik hen mod hans værelse og bankede på døren for at virke irriterende. Han åbnede den, "Hvad?" sagde han. "Kan du ikke give mig den der indbydelse? Jeg vil godt læse den." tiggede jeg nærmest. Han gik væk fra døren, og nogle sekunder efter gav han mig den.

"I er hermed inviteret til årets strandfest. Alle under 18 er velkommen! Tag badetøjet på, måske møder I nye mennesker. Vi ses!" det var det eneste der stod på. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg havde badetøj med. Hvis jeg ikke havde, skulle jeg helt sikkert have købt noget. For det er i aften!

"Kom nu Anna! Jeg går snart uden dig." Råbte Kevin ind til min lukkede dør. Hvad havde han regnet med? Jeg vil jo ikke se grim ud til festen. Og jeg vil jo heller ikke gå i badetøj derned. "Slap nu af, jeg kommer lige om lidt!" råbte jeg tilbage. Han mumlede et eller andet. Jeg fik lagt det sidste make-up og børstede mit hår. Jeg gik hen og åbnede døren. Jeg kunne se Kevin. Han lænede sig op af væggen, som om han havde ventet i flere år. Jeg fnyste og gik ned af trappen. Han fulgte efter mig. Vi nåede hen til døren.  Jeg gik direkte ud af døren uden at sige vi ses til min mor eller far.  Min bror råbte det og smækkede døren. "Følg nu bare mig, usling." sagde han og gik foran. "Jeg er sgu da ingen usling!" råbte jeg. Han grinte overdrevet. "Nej nej Anna, det er du da ikke. Men hør nu her.." sagde han, og stoppede sætningen. Han standsede og vendte sig om mod mig. "Jeg vil altså ikke kendes ved dig henne til festen. Du må sgu klare dig selv, selvom du ikke kender nogen." sagde han. Jeg lavede "Tror-du-jeg-er-dum"-blikket. "Du kender sgu da heller ikke nogen." sagde jeg. "Nej, men jeg er lidt bedre til, at snakke med folk end du er." sagde han utrolig flabende. Jeg fnyste, "gå nu bare videre dit fjols." sagde jeg surt. Igen mumlede han et eller andet, men fortsatte med at gå.

Vi er nået til strandfesten. Jeg kunne se det, fordi der stod "Velkommen til strandfesten!" på skiltet. Min bror gik hurtigere, sikkert for at slippe af med mig, men jeg gad nu ikke at følge efter ham. Jeg prøvede at finde et omklædningsrum. Jeg gik lidt ind til strandfesten. Her var der et omklædningsrum. Jeg gik derind, for at klæde om til badetøj.

Folk kom vandrende alle vegne. Det var åbenbart kun mig, som ikke vidste hvor stedet lå. Jeg synes alle var så brune. Selv min bror var brunere end mig. Men jeg lod det ikke irritere mig. Jeg gik lidt rundt. Jeg fandt en siddeplads. Her kunne man få noget at drikke også. Jeg købte mig en sodavand, og sad og nød solen.

Jeg kunne se alle trak sig sammen, og begyndte at danse. "Skal du ikke ud og danse?" spurgte bartenderen. "Narh, at danse er ikke lige mig." svarede jeg ham. "Hm.." sagde han stille og tørrede bordet af, som om han ikke havde andet at lave. Jeg tog blikket væk fra ham og kiggede ud på alle par. Jeg ville se om jeg kunne genkende nogen. Min bror havde skaffet sig en eller anden pige. At en pige var desperat nok til at være sammen med ham, undrede mig nu lidt. Jeg gabte og lukkede øjnene og nød bare solen.

Der var en der skyggede for den dejlige sol, "hej!" sagde en dreng med en sød stemme. Jeg åbnede øjnene, og rejste mig op. Jeg kunne se det var Lasse, ham som var med til dimissionen, ham som var den nye dreng. Jeg kunne se han smilte. Jeg måtte nok svare ham, ellers tror han, der er noget galt med mig. "Hej!" sagde jeg og smilte. "Er du ikke hende fra dimissionensfesten? Det var dig jeg hjalp, ikke?" Sagde han og smilte lidt mere. "Jo," sagde jeg genert. "Jeg var nu ked af, at det var den sidste dag vi havde sammen der." sagde han. Jeg rødmede lidt, og kunne mærke, at min gamle forelskelse i ham kom tilbage. Han kunne sikkert se det, så han fortsatte: "Nå, vil du danse?". Det var en stille sang. Og jeg ville nok ryste. "Ja," sagde jeg stille, og prøvede at skjule min generthed. Han tog hånden frem, og så begyndte vi ellers at danse. Han tog mig tættere ind til sig. "Jeg har altså savnet dig, jeg er ked af, at jeg ikke har snakket med dig i skolen.. Men jeg har altid kunnet lide dig," hviskede han i mit øre. Jeg kunne næsten ikke tro det. Ham jeg har kunnet lide lige fra starten, han har også altid kunnet lide mig. Det er næsten ubeskriveligt. Jeg følte mig ligesom det kendte citat. Jeg følte, jeg svævede på en lyserød sky. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke, om hans venner opfordrede ham til det. Men jeg prøvede at lade være med at tænke på det, men nød øjeblikket med ham.

Sangen var slut, han gik stille væk fra mig. Han smilte. Han bukkede, og så elegant ud. Jeg smilte tilbage, og forsøgte at neje. Det så nu ikke så elegant ud som på tv. "Nå, men nu er det jo en strandfest.. Vil du med ud og bade?" sagde han. "Ja!" sagde jeg, og var allerede på vej hen mod vandet. Han fulgte efter mig, og vi var allerede ved vandkanten. Jeg tog mine tær ud i vandet, for at mærke om det var koldt. Men i dag er det en dejlig varm dag. Så det tog mig ikke lang tid, før jeg var ude i vandet. Udover de mange mennesker i vandet, så følte jeg alligevel, at det kun var mig og Lasse der var i vandet.

Strandfesten var ved at være slut. Mig og Lasse stod ved siden af hinanden. Jeg havde lyst til at kramme ham, men jeg turde ikke. Jeg vendte mig mod ham. Mit hjerte begyndte at hamre hurtigere. Men før jeg nåede at forsøge, at kramme ham, så var han allerede over mig. Han krammede mig. "Mine forældre venter på mig, jeg bliver nødt til at gå nu." hviskede han. Han kyssede mig på kinden og løb ud. Jeg var helt mundlam. Jeg gik bare ind og klædte om. 

Jeg stod ude og ventede på min bror så jeg kunne komme hjem. For jeg havde ærlig talt glemt vejen. Min bror kom, "skal vi tage hjem?" sagde han og var allerede flere meter væk fra mig. Jeg fulgte efter ham. Jeg tænkte kun på én ting nu; Kommer jeg nogensinde til, at se Lasse igen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...