Den bedste sommer nogensinde

Anna på 15 år er lige gået ud af 9. klasse og har nu fået sommerferie. Familien havde bestemte at de skulle tage i sommerhuset, det som ligger ude på landet, først var hun ikke særlig interesseret i at være der, men det hele ændrede sig, da hun fandt ud af, at han var der.. Men var han nu den rette? Og var det nu den form for kærlighedens spil, som skulle gøre det til den bedste sommer? Hvem ved hvad der kan ske.

0Likes
3Kommentarer
1152Visninger
AA

2. Sommerhuset

Knus "Du SKAL med hen til sommerhuset!" råbte min mor ind ad døren til mit værelse, som jeg havde smækket for lidt tid siden, da jeg protesteret mod, at tage med. "Jeg gider ikke med, der er så kedeligt!" råbte jeg tilbage med en hånelig stemme. Jeg sad nede på gulvet, og havde lagt armene på kors, en hentydning for, at jeg var fornærmet. Selvom jeg vidste, at min mor ville få sin vilje, så vil jeg ikke gå med, uden at have protesteret imod det. "Jeg er ligeglad om det er kedeligt. Du er 15 år, og jeg har stadig myndigheden over dig! Du har ikke noget at skulle have sagt." råbte min mor truende og fortsatte: "Kom nu ud fra dit værelse Anna, jeg gider ikke det her." Jeg havde ingen valgmulighed. Men jeg gav ikke op endnu. "Nå, så far har ikke myndigheden over mig mere? Det er kun dig? Dig dig og atter dig!" råbte jeg flabet. "Du ved hvad jeg mener, kom nu Anna! Det er kun dig vi venter på." sagde min mor lidt mere stille. Min familie var vant til at vente på mig. De var også vant til, at høre mig og min mor skændes.

Min mor fik mig overtalt til at tage med, og jeg satte mig ind i bilen og var fornærmet. Ved siden af mig var min storebror på 16 år. Han hedder Kevin. Jeg tror, at mine forældre mest foretrækker ham. Han er stille og rolig, og han vil aldrig protestere. Jeg stirrede på ham, uden han rigtig lagde mærke til det. Måske ignorerede han det bare. Så uskyldig, som mine forældre siger, så er han alligevel en idiot. Han ignorerer mig altid, og kan sagtens finde på, at sige grimme ting til mig, men det sker kun, når mine forældre ikke er hjemme. Dengse! Det var det jeg havde lyst til at råbe til ham i bilen. "Din dengse! Du gør aldrig noget forkert, gør du vel?". Jeg kunne mærke min vrede, og jeg er overbevist om, at det er det med, at jeg skulle med til sommerhusets skyld. Jeg skyndte mig at kigge ned i min telefon, i håb om, at ingen opdagede min vrede i ansigtet. For når jeg er vred, så kan alle se det i mine øjne.

Vi drejede ned ad en vej, og lidt efter kørte vi på græs. Jeg havde siddet i stilhed hele vejen, og jeg tror ikke, at resten havde noget problem med det. Jeg kiggede lidt ud af bilvinduet, og jeg så det lille hus. Jeg kunne genkende det, som om jeg havde været der for nogle uger siden. Jeg har ikke været i sommerhuset siden jeg var 10. Det var kun mine forældre og min bror der havde været her. Mine bedsteforældre havde passet mig imens de var her. Men den her gang havde jeg intet valg. Min mor VILLE have mig med. Jeg er ellers ret sikker på, at jeg sagtens kunne have blevet hjemme og passe mig selv. 

Jeg stod ud af bilen, og kiggede mig lidt rundt. Massere af skov og græs. Min bror gav mig nogle tasker fra bilen, "De skal op på første. Der er to værelser. Det ene er dit, det andet er mit." sagde han til mig, som om jeg var idiot. "Må jeg selv vælge?" spurgte jeg ham, og havde lyst til at smide taskerne. "Næh, jeg tager det med blå vægge, og du får det med det lyserøde." sagde han og jeg kunne se, at han havde lyst til at grine. Jeg lavede himmelvendte øjne, og gik mod det lille sommerhus. 

Jeg gik op ad trappen, jeg kunne se det lyserøde rum fra gangen af. Det var fuld af dukker og andre ting man normalt har når man er mellem 9 og 10 år. Jeg sukkede dybt, og smed alle taskerne på gangen. Jeg fandt mine tasker, og gik ind på det lyserøde værelse. Jeg smed taskerne på sengen. Jeg kiggede rundt i det lille værelse. Jeg kunne se et stykke papir, som hang på væggen.  Jeg gik hen og så på det på grund af nysgerrighed. Jeg kunne se der stod "Anna - 7 år". Jeg havde tegnet min mor, far, bror og mig selv. Under tegningen stod der med lidt utydelig skrift: "Jeg elsker alle i min familie". Jeg smilte lidt. Jeg kom i tanke om, at som 7-årig måtte jeg have været nemmere at styre, end jeg er nu som 15-årig. Mig og min mor diskuterede sikkert aldrig. Jeg vendte mig om mod sengen. Et lille sovebord med en bog på. Jeg gik hen for at se på bogen. Det var en børnebog. Jeg kan huske min mor læste den op for mig hver aften. 

"Der er mad!" råbte min mor. Jeg havde siddet og tænkt gamle minder igennem, så jeg havde glemt alt om at pakke ud. Jeg gik ned, ingen var indenfr. Så jeg gik udenfor. Jeg kunne lugte grillmad. Min far grillede og resten sad og ventede. Jeg satte mig og ventede med de andre. Vi spiste i stilhed.. Tanken om, at vi skulle være her i 1 måned, gjorde mig træt. Hvad skulle jeg bruge alt den tid på?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...