To verdener~~På Pause~

Hendes eneste ene er forsvundet.
Fjenden bliver inviteret ind i hendes hjem, og alle går imod hende.
Hun må selv kæmpe sig op.
Evangeline, må klare sig selv.

2Likes
1Kommentarer
1118Visninger
AA

2. Løftet

Evangelines mor tog hende hårdt i armen og trak hende med ud på hospitalsgangen. ''Hvad bilder du dig ind?'' Hvæsede hendes mor. Evangeline rev sin arm til sig og fulgte tavs med sin mor til udgangen. Udenfor hospitalet stod deres vogn og chaufføren Nicholas. Nicholas åbnede bildøren på den blanke sorte bil så Evangeline og hendes mor kunne stige ind. 

Vognen rystede da de kørte op af den grusede lange indkørsel op til godset hvor de boede. Evangeline kiggede på den store skov bag ved huset. Det var hendes skov. Alle de store smukke træer tilhørte hende, den lange bæk inde i skoven var hendes ynglingssted, hun havde prøvet at gå bækken til ende tusinde gange, men hun fandt aldrig ud af hvorfra den løb. Hun tænkte på det rislende klare vand, de lange grønne grene der strakte sig op mod himlen. Hun havde mest lyst til at løbe ud i skoven og leve som eneboer resten af livet, hellere det end at bo på godset med sin nazistiske far og sin alvorlige mor. Hun tænkte på Cornelius, hvor var han nu? Hvorfor ville de ikke sige hvor han var? Hun lukkede øjnene og forestillede sig ham. Hans mørke hår og store brune øjne, hun smilede da hun kom i tanke om den gang de mødtes første gang, han var nær ved at at falde i et vandhul. Bilen rullede ind på godsets gårdsplads, de store røde mure føltes som en fæstning, hun havde ikke lyst til at gå ind, det var som at bo i et fængsel.

Porten knirkede da hun åbnede den, det hele lignte stadig det samme. Der var stadig sirligt rent, og trappen i den store hall stod stadig og gjorde rummet kongeligt, hun kiggede op på den store lysekrone der oplyste hallen. Hun sukkede og gik over til trappen og op på sit værelse.

Hendes værelse stod stadig, hun var bange for at hendes far måske havde ryddet det hele, så han kunne lade som om han ikke havde denne fiasko datter som han nu engang havde. Hun vidste at hendes far havde overvejet at smide hende ud efter episoden, men at hendes mor overtalte ham til at lade være. Værelset var højt og stort, sengen stod op af væggen midt i værelset så når hun vågnede kunne hun kigge ud af sit store vindue. Evangeline gik over til sin seng og satte sig på kanten, hun løftede puden. Jo, den var der stadig. Hun tog den tørrede tulipan fra under puden. Hun havde fået den af Cornelius da de blev kærester, da han gav hende den sagde han: ''Dette er et symbol på at jeg vil elske dig for evigt, du får den nu, og hvis jeg en dag ikke skal være sammen med dig mere giver jeg dig en ny for at bevise at jeg vil elske dig, uanset hvad.'' Evangline knugede blomsten ind til sig og begyndte at græde. ''Jeg vil elske dig for evigt.'' Hviskede hun og kiggede ud af vinduet. Det bankede på døren, Evangeline skyndte sig at lægge tulipanen tilbage, tørre sine øjne og sagde: ''Kom ind.'' Håndtaget gik ned og en ung kvinde i sort og hvidt kom ind, hun foldede sine hænder og sagde: ''Middagen er serveret, Mrs. Peterson.'' Evangeline nikkede og kiggede ned af sig selv, hun havde stadig en hospitalskjole på. ''Jeg skifter lige tøj.'' Svarede hun. Stuepigen nikkede, vendte sig, og gik. (Kapitel 3 kommer snart!)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...