To verdener~~På Pause~

Hendes eneste ene er forsvundet.
Fjenden bliver inviteret ind i hendes hjem, og alle går imod hende.
Hun må selv kæmpe sig op.
Evangeline, må klare sig selv.

2Likes
1Kommentarer
1116Visninger
AA

5. Dagbogen

Hvad mon han går igennem? Tænkte Evangeline. Hvordan mon der er i en Kz- Lejr? Mon han var der med sin famile? Og vis ikke, vidste de så hvor han var? Brevet faldt til jorden uden en lyd da hun rejste sig fra sengen og løb ned mod hallen hvor hendes far stod og kiggede i de to andre telegrammer. Hun stod for foden af trappen og så på ham, han kiggede med rynkede bryn ''Hvad er der med dig?'' Hendes øjne var fyldt med vand, hvis hun blinkede ville vandet flyde ud som små dråber af ulykkelighed der kærtegnede hendes kinder. Hun måtte ikke græde, hun måtte ikke vise at han havde vundet. ''Du angav ham.'' hviskede hun. Hendes far lagde telegrammerne og kiggede på hende. ''Det er for dit eget bedste.'' Svarede han koldt og gik tilbage til mod sit kontor. ''For mit eget bedste!'' Råbte hun efter ham. ''Hvordan kan dette på nogen måde være godt for mig! Det kommer kun dig selv til gode, din beskidte egoist!'' Hun havde aldrig sagt grimme ord til sin far før, han var jo overhovedet i huset, ham man skulle respekterer. Han kiggede på hende ''Hvem tror du egentlig du er?'' Han gik over til hende, løftede sin arm og slog hende. Hun stod stadig standhaftigt, men hendes lange krøller klistrede til tårene på hendes kinder. ''Nazist.'' Hviskede hun. ''Denne samtale har aldrig fundet sted, forstår du hvad jeg siger?'' Han pegede på hende. ''Har du forstået?'' Gentog han. ''ja.'' Hviskede hun. Han sank armen og gik tilbage til sit kontor. Da han lukkede døren til kontoret faldt Evangelinge sammen på trappen, hun gemte ansigtet i  sine hænder. Mon Cornelius var død? Hun ville ikke tænke tanken til fulde. Hvad skulle hun stille op hvis hun aldrig skulle se Cornelius igen. Cornelius var den eneste der virkelig forstod hende. De kunne sidde ved bækken hele natten og aldrig løbe tør for ting at snakke om.

Hun sad i vinduskarmen på sit værelse og kiggede ud over gårdspladsen. Det hele var så romantisk. Himlen var lyseblå, solen skinnede, fuglene sang og alt var perfekt lysegrønt. Normalt ville det være en dag hvor hun løb ned til byen for at hente Cornelius så de kunne nyde dagen sammen. Hun kiggede over i hjørnet hvor en gammel grøn kiste stod, da hun var lille stjal hun altid chokolade fra køkkenet og så gemte hun det i kisten. Hun hoppede ned fra karmen og gik over til kisten og kiggede i den. Øverst lå hendes dagbog, det var en evighed siden hun sidst havde skrevet i den. Hun tog den forsigtigt op børstede den ren og slog op på sidst skrevne side:

                                                                                                                                                                    Mandag 14 August 1943

Kære dagbog.

I dag var Cornelius og jeg nede ved bækken (igen.) Han ville bevise overfor mig at man sagtens kunne hoppe over bækken, men det kunne han selvfølgelig ikke. Han faldt i..... Med hovedet nedaf, han er så sød. Det tog en time for hans tykke hår at tørre. Han gik tidligt i dag. Han er blevet nød til at tage ekstra timer på fabrikken. Gestapo var tæt på at opdage ham her forleden. Min far er ikke meget for at jeg ser en jøde, men han kan da være ligeglad. Det rager ikke ham hvem jeg bliver kærester med. Min mor er nok heller ikke meget for ham, men hun taler i det mindste til ham som om han var et menneske. Det er mere end man kan sige om min far.

Cornelius og jeg kommer til at være sammen for evigt, jeg kan mærke det i maven. Når krigen slutter kan vi være sammen hundrede procent. Bare ham og jeg.

Snart.

Hun tørrede en tåre fra kinden, klappede bogen sammen og lagde den ned i kisten. ''Snart.'' snøftede hun og lukkede kistens låg.

(Der kommer et kapitel 6)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...