I miss you-1D(one-shot)

Som sagt det er en one-shot. Læn dig tilbage og nyd den!

3Likes
2Kommentarer
763Visninger
AA

1. Kære dagbog....

Kære dagbog.... Jeg ved det er længe siden at jeg har skrevet, men det er først nu jeg har modet til at skrive. Det er først nu, at jeg er klar til at fortiden bare skal være minder. Jeg har så meget at skrive om, men noget af det kan jeg ikke beskrive med ord. Noget kan jeg ikke skrive, fordi alt bliver sløret af tårerne. Det er længe siden det skete. Drengene siger at jeg skal tage mig sammen, men det er hårdt. Og det gør ondt. For når jeg har skrevet dette, kære dagbog, så har jeg givet slip på hende. Kære dagbog, jeg kan huske første gang jeg mødte hende....... ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~ (FLASHBACK) Jeg havde sagt til drengene at jeg ville køre til Nandos, for at købe noget mad. Da jeg spurgte dem om de ville med, sagde de alle "nej" i kor. Det fik mig til at grine af dem. "Skynd dig Niall! Vi er sultne" Var det sidste jeg hørte før jeg smækkede døren i. (Lidt senere) Jeg indåndede højt, da jeg kom ind i Nandos. Mine tænder løb allerede i vand ved tanken om mad. Jeg satte mig ved et bord og ventede. Jeg tænkte at jeg lige ville spise, også tage noget mad med hjem til drengene. Jeg hørte et højt grin og kiggede op. En pige stod med ryggen til mig, og snakkede med en. Det så ud til at hun var tjener. Da hun vendte sig om, og kiggede mig i øjnene, tabte jeg vejret. Hendes øjne var grønne og de mindede mig om foråret. Jeg må havde stirret lidt for meget på hende, for hun rødmede og spurgte: "Hvad vil du bestille?" Da jeg hørte hendes smukke stemme, gik det op for mig. Jeg var faldet for hende. Og jeg var faldet hårdt. ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~ Det er hårdt at skrive om det, men det er lettere end at tale om det. Jeg kan mærke at jeg knuger blyanten så hårdt i min hånd, at den er ved at flække. En tåre løber ned at min kind, og falder ned på papiret. Jeg er lige ved at give op, men jeg må gøre det her for drengenes skyld. De kan ikke lide at se mig ked af det. Jeg ved at de prøver alle ting, for at få mig op med humøret. Men jeg vil også gøre det for din skyld. For jeg ved at du sidder deroppe på din sky og venter på mig. Og du ville ønske at jeg er glad. Derfor vil jeg prøve. For din skyld, men jeg kan ikke love noget. Jeg sukker højt og bider mig i læben, så jeg kan smage den metalliske smag af blod. Så skriver jeg videre. Vi tilbragte mange dage sammen. Men den bedste dag, glemmer jeg aldrig... ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~ (FLASHBACK) Mine håndflader svedte, så jeg tørte dem af i mit jakkesæt. Jeg vred mine hænder og prøvede at tænke på noget andet. Jeg var nervøs. Meget nervøs. Jeg kiggede, for Gud ved hvilken gang, på uret. Du kom om 2 minutter. Jeg rystede helt. Hvad nu hvis hun ikke kan lide dig på den måde, sagde en stemme i mit hovede. Jeg rystede på hovedet. Så ville hun jo ikke gide at kysse med mig. Jeg kiggede igen på uret. Tik, tak, tik, tak. Det var ved at drive mig til vanvid! Hvornår kom hun? Lige da jeg havde tænkt den tanke til ende kom du ind af glasdøren. Du var så smuk som altid. Du havde en pink, stram og stropløs kjole på. Dit hår var sat op i en knold, der var lidt rodet. Sminken var meget naturlig. Der gik et stød igennem mig, da jeg kiggede dig i øjnene. Du kiggede efter mig og gik så mod mig. Jeg havde flere gange tigget dig om jeg måtte køre dig herhen, men du havde sagt at du selv ville køre. Du satte dig ned, og det normale ritual gik igang: Hej, hvordan går det osv. Jeg havde planlagt det hele ned til mindste detalje. Vi bestilte og efter at vi havde spist, blev jeg endnu mere nervøs. Jeg tror du lagde mærke til det, men før kommenterede du det ikke. Først efter. "Niall, hvad sker der? Hvorfor er du så nervøs? Er der noget galt?" "nej nej" sagde jeg. Jeg ville ikke bekymre dig. Jeg kiggede dig lige i øjnene og samlede lidt mod. "Jeg vil godt tale med dig" Jeg kunne med det samme se at du også blev nervøs. De forfærdeligste tanker fór sikkert gennem dit hovede. Jeg tænkte at jeg bare skulle få det overstået. Jeg tog din hånd og sagde: "Emily, du er den mest fantastiske pige jeg nogensinde har mødt. Du er min sol. Uden dig er alt mørkt. Uden dig er der intet der giver mening, så derfor. Vil du være min?" Du så først overrasket ud, men så lænte du dig frem og kyssede mig. ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~ Det her kommer til at være den sværeste del, men jeg er nødt til at komme ud med det hele, kære dagbog. Også selvom det gør så ondt at jeg tvivler på at det stopper. Man siger at tiden heler alle sår, men det er bare vise ord. Intet vil hjælpe på det, men smerten vil aftage efter noget tid, kære dagbog. Håber jeg. Den her del er den der er årsagen til smerten. Det er her jeg skal skrive om, hvordan du forlod mig. Jeg kan allerede mærke hullet i mit hjerte røre på sig. Det hul du efterlod, men forhåbentligt så bliver det lidt mindre efter det her. Det ødelægger mig, men nu er det tid til at give slip..... ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~ (FLASHBACK) Du havde været min i et par måneder. Min! Jeg var så stolt over dig. Jeg elskede dig, og du elskede mig. Vi var "meant to be". Fra første gang jeg så dig vidste jeg det. Vi skulle være sammen for evigt. Jeg kunne allerede se dig og mig ude på en terrasse, mens små blonde børn løb rundt, og legede med en hund. Jeg kunne se dig for mig, mens du gik op af gulvet, for at tage min hånd, så vi kunne være sammen i medgang og modgang. Vi havde aftalt at vi skulle ned til en strand den dag. Det var første gang du havde givet mig lov til at køre..... ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~ Jeg kunne ikke skrive videre. Jeg kunne ikke. Men jeg var nødt til det. For drengenes skyld. Jeg sank en klump og skrev videre. ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~ (FLASBACK) ....og jeg kan huske at vi satte os ind i bilen, uvidende om hvad der skulle ske, og kørte. Vi havde kørt et stykke tid, da der kom "Beautiful people" med Chris Brown på. Du smilte stort til mig, også begyndte vi at skråle med på sangen. Vi grinte og havde det sjovt, da du pludselig skreg og kiggede rædselsslagen på mig. Så blev alt sort. ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~ Det var en spritbillist der kørte over for rødt, der tog min prinsesse fra mig. Jeg kan huske at jeg vågnede op på hospitalet. Drengene var så bange. De kiggede på mig med tårerne redende ned af kinderne. Zayn og Liam holdt hårdt fast i begge mine hænder. Jeg kiggede desorienteret på dem. Drengene så ud som om de ikke havde sovet i flere timer. De troede at de også ville miste mig. Da jeg spurgte dem hvor du var, blev de stille. De kiggede på mig med medlidenheden strålende ud af øjnene. Louis satte sig på sengen og sagde: "Hun er et meget bedre sted nu, Niall. Hun, ehmmm, det var hendes side af bilen der blev ramt. Det gør mig ondt Niall." Jeg kan huske at jeg brød sammen efter det. Men kære dagbog, jeg bliver nødt til at komme videre. Fortid skal forblive fortid. For jeg ved at min engel venter på mig. Min engel. Kære dagbog det her bliver sidste gang, jeg skriver. Farvel. Your the only one who has ever touched my heart It will always belong to you

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...