The Mermaid Project!

Ariel der er et helt almindeligt menneske bliver en dag spurgt af en af sine venner, Erik, om hun ikke vil være med i en undersøgelse som hun hurtigt siger ja til. Men hun ved ikke rigtig noget om selve undersøgelsen og da undersøgelsen endelig er færdig er hun ikke den samme som før. Hun må leve under vandet og være skilt fra personen hun elsker og håber også elsker hende lige så meget.
(Baseret på Den Lille Havfrue! Håber du vil kunne lide den xD I må undskylde at der er et k i project i stedet for et se...)

10Likes
21Kommentarer
1249Visninger
AA

4. Wishes!

 

Jeg svømmede rundt i havnen og undersøgte bunden en smule, fordi jeg havde opgivet at prøve at finde tilbage.

Det gjaldt jo bare om at finde den strøm. Det var da sådan jeg havde fundet tilbage sidste gang. Så længe jeg ikke kom længere væk end nødvendigt så kunne jeg i hvert fald, hvis jeg kom udenfor havnen. Så kunne jeg ikke finde tilbage. Jeg ville blive forvirret over, hvilken vej der er og, hvilken vej der er ned. Og så alle de smukke fisk. Fiskene ville noget af det jeg ville blive allermest distraheret af. Med alle deres farver og ja... Alle deres farver.

Der svømmede pludselig en masse fisk forbi mig og nærmest hypnotiserede mig med alle deres fine farver.

Uden jeg selv lagde mærke til det var jeg et godt stykke udenfor havnen. Ude i det store hav.

Jeg endte så langt ude, at da jeg kiggede over vandoverfladen kunne jeg ikke se byen eller havnen. Jeg kunne hellere nogle både eller noget andet, der sejlede. Det eneste jeg kunne se var mig. Kun mig og så de fisk, der svømmede rundt i det blå eller gennemsigtige vand.

Ligesom jeg vidste jeg ville blive, blev jeg fuldkommen forvirret. Jeg vidste ikke, hvilken vej jeg var kommet her til. Og jeg vidste derfor heller ikke, hvilken vej jeg ville kunne komme tilbage af. Eller det var ikke rigtig en vej. Nærmere retning. Det passede i hvert fald bedst med retning.

Jeg dykkede ned for at se om jeg kunne finde de fisk jeg havde fulgt efter, men de var for længst svømmet væk fra mig.

Jo længere ned jeg dykkede jo flere fisk fandt jeg. De havde så smukke farver at man skulle tro det var løgn.

Jeg svømmede tættere og tættere på dem. De lagde nærmest ikke mærke til mig. Endten var de ligeglade med mig eller også ja. Eller også var der en eller anden grund til det.

Jeg prøvede at røre ved en af fiskene, men lige så snart jeg var 5 millimeter fra fisken svømmede den hurtigt væk. Jeg ville ellers så gerne have rørt ved den fisk. Det var den smukkeste af alle dem jeg kunne se. Den havde farverne min hale havde, men den havde bare endnu flere farver. Den var så smuk.

Der var et eller andet der strejfede min hale og jeg for sammen og svømmede hen bag en sten, hvor jeg forskrækket kiggede hen, hvor jeg lige havde været, men jeg kunne ikke få øje på noget.

Jeg havde ellers været sikker på, at der var et eller andet, der havde rørt min hale. Det kan også være det bare havde været noget jeg havde troet.

Jeg svømmede væk fra fiskene i håb om at jeg ville komme tættere på havnen, men jeg fandt efter omkring en kilometer at jeg var svømmet forkert.

Det var stille og roligt begyndt at blive aften. Den eneste måde på at jeg kunne det var, fordi solen stort set var gået ned og månen var på vej op.

Jeg var blevet træt i benene... Halen af at svømme så langt og flød bare rundt. Jeg vidste ikke, hvor jeg ville blive ført hen. Det eneste jeg ønskede var at blive ført tilbage til havnen eller ned af et kæmpestort vandfald, hvor jeg ville blive knust når jeg ramte vandet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...