The Mermaid Project!

Ariel der er et helt almindeligt menneske bliver en dag spurgt af en af sine venner, Erik, om hun ikke vil være med i en undersøgelse som hun hurtigt siger ja til. Men hun ved ikke rigtig noget om selve undersøgelsen og da undersøgelsen endelig er færdig er hun ikke den samme som før. Hun må leve under vandet og være skilt fra personen hun elsker og håber også elsker hende lige så meget.
(Baseret på Den Lille Havfrue! Håber du vil kunne lide den xD I må undskylde at der er et k i project i stedet for et se...)

10Likes
21Kommentarer
1271Visninger
AA

2. Jeg kan ikke finde det!

 

"Det lykkedes os! Hun har fået en hale." Videnskabsmændene tog hinanden i hænderne og hoppede op og ned imens de råbte "Yay!" Jeg havde aldrig troet at nogle videnskabsmænd ville opføre sig sådan.

Jeg kiggede ned på min hale og så den havde en pæn grøn farve. Så jeg var blevet til en havfrue?

Det tog mig nogle sekunder at finde ud af, hvad der faktisk var sket. Jeg havde lige fået en hale og jeg kunne svømme hurtigere under vandet end jeg nogensinde havde kunnet før, hvilket jeg synes var helt vildt sejt at kunne.

"Vi skal have hende ud i vandet ellers dør hun af udtørring. Erik tager du hende lige?" Erik lagde den ene arm om ryggen på mig og den anden under mine ben vent.. Hale. Det var lidt underligt at skulle vende sig til at man havde en hale og ikke ben.

"Skal jeg ikke have mine ben tilbage?" Videnskabsmændene gik ud af en dør og Erik gik ud med mig i armene lige efter.

"Vi ved ikke, hvordan vi får dine ben tilbage igen. Så du må leve i vandet indtil vi har fundet ud af, hvordan vi gør det." Jeg skulle være en havfrue indtil de fandt en modgift eller, hvad man kunne kalde det.

Selvom jeg god kunne lide den farve min hale havde og jeg havde drømt at være en havfrue hele mit liv så ville jeg faktisk gerne have mine ben tilbage. Jeg ville ikke rigtig kunne overleve uden mine ben eller måske ville jeg nok kunne. Jeg vidste det ikke helt. Det kunne sagtens være jeg godt bare kunne leve under vandet nu havde jeg jo også sådan en smuk hale og alt det. Så længe jeg kunne finde vej under vandet så skulle det hele nok blive helt fint.

"Erik du skal gå ud i vandet så det går dig til maven så burde hun kunne svømme." Vi var kommet ud til en slags strand, hvor Erik så havde fået besked på og gik ud i vandet til det gik ham til maven cirka, hvor han slap mig.

Han gik ind til stranden igen og stillede sig ved siden af videnskabsmændene, der studerede mig.

"Jeg vil altså gerne have min hale tilbage nu tak." Videnskabsmændene kiggede på hinanden og rystede på hovedet.

"Vi skal først finde ud af, hvordan du får dine tilbage. Som vi allerede har sagt så ved vi det ikke endnu." Erik kiggede ned i sandet og turde ikke kigge på mig.

"Du skal blive her i nærheden." Videnskabsmanden kiggede hen på mig og bagefter ned i nogle papirer.

Hvorfor havde jeg også sagt ja til det her. Jeg skulle aldrig have sagt ja til det og alligevel havde jeg gjort det. Kun for at hjælpe Erik og det havde ført til det her.

Både i sorg og vrede vendte jeg mig om og sprang i vandet og svømmede. Jeg nåede dog kun at være nede under vandet i et minut cirka da det var som om mit stemmebånd frøs til is.

Var vandet virkelig så koldt? Så koldt at det kunne fryse mit stemmebånd? Eller var det på grund af det kemiske et eller andet jeg fik hældt over benene?

Jeg var hurtigt oppe ved overfladen igen og ville skrige, men jeg kunne ikke. Der kom ikke en eneste lyd ud af min mund da jeg prøvede at sige noget. Ikke engang da jeg sukkede, hvilket bare gjorde det hele endnu værre.

Jeg kiggede ind mod bredden og så at videnskabsmændene og Erik var gået ind igen. Jeg nåede lige at se døren blive lukket og jeg følte et stik i hjertet.

Han havde forladt mig. Han havde ladet mig være alene om det her. Han hjalp mig ikke engang. Jeg havde lyst til at skrige, men samtidig kunne jeg ikke skrige, fordi jeg ikke kunne.

Jeg hadede de videnskabsmænd. De havde gjort det mod mig og min stemme.

Det var nu godt nok at jeg havde fået den hale jeg havde ønsket i så lang tid og den så ud ligesom i mine drømme, men jeg savnede mine ben og min stemme. Jeg savnede at jeg kunne snakke og gå på jorden. Det eneste jeg kunne nu var at svømme rundt i vandet og vente på at de kunne give mig mine ben tilbage.

En tåre løb ned af mine kinder og jeg begyndte at svømme væk.

Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at blive i nærheden, men der var en undersøisk strøm, der fik mig nogle kilometer væk og jeg kunne af en eller anden grund ikke finde tilbage. Selvom det ikke var særlig langt væk fra det hus eller, hvad det nu var så kunne jeg ikke finde tilbage, hvilket var ret åndssvagt.

Lige meget, hvordan jeg prøvede at finde tilbage kunne jeg ikke. Jeg endte altid et nyt sted. Et nyt fremmed sted, men, hver gang jeg stak lidt af hovedet over vandet var jeg steder jeg godt kendte, men jeg kunne alligevel ikke finde vej tilbage til det sted, hvor de sagde jeg skulle være i nærheden af.

Sidst på dagen endte jeg lige udenfor byen ved indgangen af havnen.

Jeg hørte et skib komme lige imod mig så jeg skyndte mig at dykke for at undgå skibet i at knuse min havfruekrop.

Jeg nåede det heldigvis lige i tide, men da skibet fløj forbi mig så jeg, hvor tæt på jeg faktisk var fra at blive knust af det skib. Jeg var kun nogle få meter fra skibet og jeg var skrækslagen for at det skulle ske igen. For alvor.

Jeg kunne være blevet knust, men hvis jeg ikke havde hørt skibet komme ville jeg med garanti være blevet knust.

Jeg svømmede op til overfladen og kiggede ind på byen med de mange høje huse som jeg gik mellem da jeg havde mine ben.

Hvor jeg dog savnede mine ben. Jeg savnede faktisk alt det gode ved at have ben. At kunne GÅ rundt sammen med mine venner i byen imens vi var ude shoppe. GÅ rundt bare for at hygge os sammen. GÅ hen til Erik, hvis jeg fik lyst til at besøge ham.

Mine tanker flød hen imod Erik. Tårerne begyndte at strømme ned og ramte kort tid efter vandet jeg var i.

Jeg kiggede med tårerne løbende ned af mine kinder ud imod det åbne hav. Skulle jeg prøve at finde tilbage eller svømme ud i det åbne hav og se efter om der muligvis faktisk fandtes andre havfruer eller om jeg var den eneste?

Jeg valgte at gøre det første. Jeg ville af en eller anden grund ikke forlade Erik. Eller den by jeg var vokset op i.

Jeg svømmede tilbage imod byen for at finde det sted, hvor Erik havde sat mig i vandet og jeg var svømmet, men jeg fandt den aldrig. I stedet fandt jeg en slags undersøisk hule omkring 30 centimeter under vandets overflade, hvor jeg lagde mig for at slappe af.

Jeg faldt til sidst i søvn, men lige inden besluttede jeg mig for at jeg ville finde det sted dagen efter lige meget, hvad der ville komme i vejen for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...