The Mermaid Project!

Ariel der er et helt almindeligt menneske bliver en dag spurgt af en af sine venner, Erik, om hun ikke vil være med i en undersøgelse som hun hurtigt siger ja til. Men hun ved ikke rigtig noget om selve undersøgelsen og da undersøgelsen endelig er færdig er hun ikke den samme som før. Hun må leve under vandet og være skilt fra personen hun elsker og håber også elsker hende lige så meget.
(Baseret på Den Lille Havfrue! Håber du vil kunne lide den xD I må undskylde at der er et k i project i stedet for et se...)

10Likes
21Kommentarer
1435Visninger
AA

3. Faret vild... Igen.

 

Jeg vågnede ved at jeg kunne høre en masse horn fra bådene selv under vandet. Nu var det godt nok kun omkring de 30 centimeter under overfladen, men lyden var helt vildt tydelig.

Jeg fandt dog ud af at det var, fordi de lyde kom fra de skibe, der sejlede lige forbi det sted jeg havde sovet.

Jeg kom i tanke om at jeg skulle finde det sted, hvor de havde bedt mig være i tilfælde af at de ville tale med mig i dag, men nu var det ikke engang sikkert at jeg ville kunne finde det sted.

Jeg svømmede afsted for at finde det igen. Jeg følte på en måde at tampen efterhånden var ved at blive varm. Selvom det havde taget mig flere timer at komme så langt.

Jeg svømmede forbi en masse fisk, der så ud til at flygte fra et eller andet. Dum som jeg var svømmede jeg videre. Nu var jeg heller ikke helt van til at svømme under vandet og jeg kendte heller ikke de forskellige tegn, der var.

I sidste sekund opdagede jeg det net, der var mellem to fiskerbåde. Hvorfor fiskede de inde i havnen? Var det ikke mere normalt at fiske ude i havet?

Jeg vendte hurtigt om og svømmede af fuld kraft væk fra det net selvom det var lige i hælene på mig. Jeg følte mig jagtet af en haj og skulle være dets næste måltid, men hvis jeg blev fanget, hvad ville der så ikke også ske med mig?

Jeg blev helt bange bare ved tanken og satte farten endnu højere op. Det hjalp dog ikke rigtig at jeg blev ved med at svømme ligeud.

Jeg begyndte at svømme længere ud mod siden og til sidst var jeg lige ved siden af det ene skib, der sejlede med nettet og jeg var sluppet væk fra det frygtindgydende net. For denne gang. Jeg kunne vel altid risikere at ende i et nyt net. Man kunne aldrig vide.

Jeg blev pludselig mødt af en stærk strøm og jeg kom i tanke om at jeg var blevet ført væk af en stærk strøm, men jeg måtte finde en vej udenom den strøm ellers ville jeg bare ende, hvor jeg endte sidst.

Jeg prøvede bare for sjov at svømme lidt imod strømmen, men jeg fandt hurtigt ud af at det var ret så umuligt. Jeg blev slynget tilbage af kræften og jeg kom knap nok længere frem i den strøm, hvilket var ret så irriterende.

Jeg svømmede hen langs strømmen, men jeg havde ikke rigtig være heldig. Hvordan kunne det være at strømmen var så bred?

Jeg kom dog til sidst til et sted, hvor jeg kunne svømme frem. Jeg kunne dog mærke en smule strøm i vandet, men den var i hvert fald ikke særlig stærk.

Jeg kunne svagt høre nogen kalde ikke særlig langt væk fra mig. Det lød som om personen eller personerne kaldte på mig. Det lød i hvert fald som mit navn.

"Ariel! Ariel!" Jeg var kommet tættere på og kunne høre personerne tydeligere. Det var Erik. Det var ham, der kaldte på mig. Jeg kunne kende hans stemme, men den lød anderledes under vandet så det tog mig lidt tid at finde ud af, hvem stemmen tilhørte, men den tilhørte altså Erik.

"Der er du Ariel. Jeg har gået og kaldt på dig hele morgenen. Hvor var du henne? Du fik besked på at blive her i nærheden." Han opdagede mig da mit hoved var over vandoverfladen. Jeg skulle til at sige noget, men kunne ikke. Min stemme ville stadig ikke.

"Sig nu noget Ariel." En af videnskabsmændene kom ud og fik hurtigt øje på mig.

Han vinkede mig hen til sig og jeg svømmede stille hen imod ham. Jeg vidste ikke rigtig, hvorfor jeg faktisk gjorde det. Jeg tror jeg gjorde det, fordi jeg gerne ville have mine ben tilbage. Faktisk ville jeg også gerne have min stemme tilbage, men det burde de vel hurtigt kunne finde ud af, hvad der var galt.

"Hvorfor blev du ikke, hvor vi sagde du skulle?" Han var sur, men han så pludselig ud til at tænke sig da jeg ikke svarede ham, men bare åbnede munden en smule, men, der kom ikke en eneste lyd ad af min mund.

"Så sig dog noget pigebarn." Jeg rystede på hovedet og han så både sur ud og han tænkte vidst nok også en smule over, hvorfor jeg ikke svarede ham.

Han gik helt ud af vandet og sagde jeg skulle åbne munden. Han kunne ikke føle noget, men han fandt nok ud af det da han rørte let på min hals.

"Så du kan ikke tale?" Denne gang nikkede jeg og han gik tilbage og stillede sig ved siden af Erik.

"Vi har ikke brug for hende, hvis hun ikke kan tale. Hun skal kunne sige om der er noget galt med hende, hvilket der jo tydeligvis er, hvis hun ikke kan sige noget.

"Hvad nu, hvis det er selve forvandlingen fra menneske til havfrue der gjorde det?" Videnskabsmanden nikkede let på hovedet og tænkte sig endnu en gang om.

Videnskabsmanden gik indenfor i kort tid og kom derefter ud igen med en sprøjte.

"Vi skal lige have en blodprøve for at se om dine celler har ændret siden du blev forvandlet." Han fik hurtigt taget blodprøven og gik ind igen efterfulgt af Erik, der ikke havde sagt noget siden videnskabsmanden kom ud. Han havde dog set trist ud lige inden han gik ind igen.

Jeg svømmede samme vej jeg var kommet og prøvede at huske vejen, men allerede da jeg var samme sted som jeg var et stykke væk fra stedet havde jeg glemt. Jeg var bare fantastisk til at huske sådan nogle ting. Det var da helt utroligt. Jeg havde stort set lige været der og så havde jeg allerede glemt det.

Jeg var faret vild igen, men jeg regnede ikke med at de ville få brug for mig i nogle dage så jeg kunne vel godt være faret vild i lidt tid?

Det håbede jeg da. Ellers ville chancerne for at jeg kunne få min stemme og hale tilbage virkelig lille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...