The Mermaid Project!

Ariel der er et helt almindeligt menneske bliver en dag spurgt af en af sine venner, Erik, om hun ikke vil være med i en undersøgelse som hun hurtigt siger ja til. Men hun ved ikke rigtig noget om selve undersøgelsen og da undersøgelsen endelig er færdig er hun ikke den samme som før. Hun må leve under vandet og være skilt fra personen hun elsker og håber også elsker hende lige så meget.
(Baseret på Den Lille Havfrue! Håber du vil kunne lide den xD I må undskylde at der er et k i project i stedet for et se...)

10Likes
21Kommentarer
1264Visninger
AA

1. Det kan jeg vel godt.

Ariel P.O.V

Jeg sad på knæ og kiggede ind i akvariet og på de mange glimtende fisk, der svømmede rundt. Akvariet så, så pænt ud efter jeg havde renset glasset på det. Glasset var gennemsigtigt og man kunne tydeligt se fiskene.

Jeg var en drømmende person og derfor havde jeg tit en masse underlige drømme. Mange underlige drømme faktisk. De fleste drømme jeg havde handlede dog mest om at jeg var en havfrue og min hale havde den smukkeste farve. Den farve var for mig grøn.

Jeg elskede grøn. Derfor var størstedelen af de fisk, der svømmede rundt i akvariet grønne eller med en smule grønt.

"Er du snart færdig med at stirre på de fisk?" Erik stod pludselig henne ved siden af mig, hvilket gav mig et chok. Jeg havde ikke hørt eller set ham komme. Hvorfor skulle han også altid give mig et chok?

"Hvornår er du kommet?" Han grinede og satte sig på hug ved siden af mig. Han kiggede ind på fiskene med sine lyse helt havblå øjne. De lyste af lykke, men samtidig så de ud til at være ret alvorlige. Bare, der ikke var sket noget dårligt for ham.

"Ariel?" Han rettede sine smukke øjne imod mig og jeg rødmede da jeg samtidig havde taget mig selv i at betragte ham så meget. Jeg elskede ham så meget og så dybt, men jeg turde ikke gøre noget ved det, fordi jeg var usikker på om han havde de samme følelser for mig.

"Ariel? Jeg spurgte dig om noget." Jeg blinkede da han sagde mit navn endnu en gang.

"Ja?" Han grinede og rejste sig op. Han rakte en hånd ned til mig for at hive mig op som en rigtig gentleman.

"Du ved jeg arbejder jo som assistent for en af byens bedste videnskabsmænd ikke?" Jeg nikkede og han sukkede på en måde glad og lidt, ja jeg kunne ikke rigtig høre, hvad der ellers var i det suk, men der var i hvert fald et eller andet ved det suk.

"Jeg har fået besked på at finde en person, der vil være med til en undersøgelse eller et slags projekt kan man også kalde det." Jeg kiggede spørgende på ham da hans øjne blev fuldkommen alvorlige.

"The Mermaid Projekt. Den eneste grund til at jeg kom til at tænke på dig var, fordi 'Mermaid' var med i navnet. Men jeg ville blive beæret, hvis du gad være en af de personer, der skulle være med i det projekt?" Han kiggede afventende på mig.

"Hvad går det helt præcist ud på?" Han så ud til at tænke sig en smule om, men han så dog ikke rigtig ud til at vide det. Han trak til sidst på skulderne, hvilket fik mig til at sukke og hænge opgivende med hovedet.

"Men vil du Ariel?" Han kiggede bedende på mig med sine smukke øjne, der tiggede mig så inderligt om at sige ja. Jeg kunne ikke modstå hans smukke øjne og sagde ja til at gå med til det.

"Du er den bedst Ariel." Han trak mig ind i et kram og jeg var ved at smelte bare ved hans berøring. Han gav dog slip på mig efter nogle sekunder.

"Stå klar ude på gaden i morgen ved 7 tiden. Så skal jeg nok hente dig på vejen." Jeg smilede til ham og mine kinder, der lige havde fået en normal farve blev nu en smule røde igen.

"Skal vi ikke få noget at drikke?" Han nikkede og jeg smuttede ud i køkkenet efter noget at drikke og lidt at spise imens han satte sig i sofaen.

Jeg fandt en cola og nogle chips, hvilket jeg regnede med ville være fint nok. Han plejede ikke at gå så højt op i sådan noget.

Jeg satte tingene på sofabordet og han tændte for fjernsynet. Han stoppede ved nyhederne, hvor den store overskrift var et eller andet kedelig.

"Du er helt fuldkommen sikker på at du godt vil gøre det Ariel?" Jeg nikkede og han så en smule mistroisk på mig, men smilede til efter lidt tid.

Jeg tog nogle af chipsene og spiste dem. Jeg holdt hovedet rettet delvist mod fjernsynet og lidt mod mine hænder. Jeg turde ikke kigge på ham, fordi jeg vidste at jeg ville sidde og kigge på ham indtil han tog hjem eller tog mig i at betragte ham, hvilket han nok allerede havde gjort.

 

"Jeg skal nok også hjemad det er ved at blive en smule sent." Jeg nikkede og han rejste sig for at gå ud i gangen for at tage sit overtøj på. Jeg rejste mig selvfølgelig selv for at følge ham ud, hvilket normale mennesker nu nok gjorde. Det plejede folk at gøre og jeg havde også altid selv gjort det.

"Og tak igen for at sige ja. Jeg håber nu ikke der sker noget med dig i morgen." Jeg sank en klump da det rent faktisk kunne ende galt for mig.

Han tog sit overtøj på og vi sagde farvel til hinanden bagefter gik han og jeg blev for alvor bange for, hvad der skulle ske i morgen.

"Kan det virkelig gå så galt? De må da have styr på det de laver ellers ja, hvad ville der så ske med mig?" Jeg burde stoppe med at stille mig selv så mange spørgsmål, men jeg kunne næsten ikke lade være.

Jeg kiggede på klokken og så at det snart var på tide at jeg skulle have noget mad, men da jeg kiggede i køleskabet for at se om der var noget kunne jeg ikke finde andet end pålæg og sådan noget lignende.

Jeg fandt dog en pakke nudler inde i skabet og spiste dem. De krævede heller ikke at jeg skulle lave så forfærdelig meget på en gang. Hvilket jeg heller ikke rigtig orkede. Jeg havde ellers ikke rigtig lavet særlig meget.

Nudlerne mættede faktisk mere end jeg havde troet og smagte bedre end de sidste nudler jeg havde spist, men de havde også været sådan nogle helt vildt billige nudler dem her kostede lidt mere så jeg fik nogle bedre nudler ved at bruge nogle flere penge på de nudler, hvilket havde været en god investering. I mit tilfælde i hvert fald.

Jeg sad og så fjernsyn resten af aftenen indtil jeg faldt i søvn på sofaen og havde de dejligste drømme om at både Erik og jeg var sammen under vandet. Som havfrue og havmand, hvis det da var det man kaldte det, hvilket man højst sandsynlig gjorde.

 

Jeg vågnede igen da Erik ringede til mig.

"Kommer du Ariel? Klokken er altså 7 nu." Jeg skyndte mig at sige at jeg var der om 2 minutter og lagde på inden han kunne nå at svare.

Jeg fór ud og børstede mine tænder imens jeg skiftede tøj. Jeg havde ikke tid til at tage et bad så skulle man jo være sygt hurtig til at gå i bad og det var jeg i hvert fald ikke med mit hår.

 

"Nåede jeg det?"Det var det første jeg sagde da jeg satte mig ind i bilen. Jeg havde haft travlt ned af trapperne og jeg havde været tæt på at falde op til flere gange, fordi jeg boede øverst. Det havde været en af de eneste lejligheder jeg kunne finde til sådan en billig pris. I hvert fald eftersom jeg kun var på S. U. Jeg søgte arbejde, men jeg havde ikke fået svar endnu.

"Du nåede det lige jeg skulle lige til at køre uden dig, men du nåede det da." Jeg smillede så lykkeligt jeg kunne til ham, men jeg havde sommerfugle i maven. Jeg tror jeg havde flere tusind sommerfugle til at flyve rundt i maven på mig så nervøs var jeg for, hvad der skulle ske.

Han satte bilen i gear og begyndte at køre hen imod det sted vi nu skulle hen til. Jeg vidste ikke, hvor vi skulle hen jeg vidste bare at han kørte mig derhen og at vi nok kom lidt for sent. Bare det ikke ville ødelægge det, der nu skulle ske for mig.

 

Efter omkring 10 minutter var vi henne ved stedet, hvor det hele skulle foregå. Det lagde på havnen lige ud til vandet. Endten var der en bestemt grund til det eller også var det, fordi det var det eneste sted de kunne få deres laboratorium eller, hvad det nu var.

Jeg fulgte efter Erik ind i bygning. Vi gik ind af indgangen tror jeg det var, men der var ikke noget skilt, hvor der stod, hvad deres firma hed. Hvilket var ret så underligt.

 

"Der har vi jo Erik og hans veninde Ariel. Det glæder mig at møde dem Ariel. Jeg er også meget glad for at du faktisk tør være med til det her. Vi har spurgt en masse andre mennesker, men ingen af dem turde være med i vores projekt. Vi skal den her vej." Han virkede til at være en person, der snakkede en hel del. Han viste vejen hen til det sted, hvor der hele skulle foregå.

Jeg kiggede lidt rundt og så en masse forskellige apparater og maskiner. Jeg gad virkelig godt vide, hvad de brugte de forskellige ting til. Der var virkelig mange ting og de blev med garanti alle brugt til noget forskelligt.

"Vi skal bare have dig spændt fast til det her bord så skal vi nok tage os af resten." Spændt fast? Til et bord?

Jeg kiggede spørgende på Erik, men han gav nogle små ryg hen imod det bord jeg skulle spændes fast til.

Jeg kiggede lidt mistroisk på de ting, der stod ved siden af bordet da jeg satte mig på det og lagde mig ned.

Mine arme blev spændt fast og Erik kom gående, med en lille spand vand. Gad vide, hvad der var der i?

"Hvad er det?" En af videnskabsmændene tog den lille spand og gik hen imod mig.

"Det er det vi skal bruge som forsøg. Det er noget kemisk væske som vi vin hælde ud over dine ben og se om du får en havfruehale." Jeg begyndte at skrige da han havde hældt væsken ud over mine ben og smerten blev for stor til at jeg kunne lade være med at skrige.

Mine ben gjorde ondt. Jeg havde aldrig følt så stor en smerte. Det var uudholdeligt, men den stoppede brat op. Videnskabsmændene kiggede på mig med store og Erik kiggede også på mig med store øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...